Mere autentisk bliver cowboy-legen ikke – på Wildcatter Ranch i det nordlige Texas, hvor dagene går med ridning og skydning.

Jeg berører let Sandys flanker med hælene, og minsandten: Hesten bevæger sig fremad. Forud er gået instruktionen for en helt uøvet rytter, der er bange for dyr større end katte.

Læs også: Marokko set fra en saddel

Den instruktion har cowboyen John stået for.
Iført Stetson-hat, ternet skjorte, Wranglers, høje cowboystøvler og et bæltespænde på størrelse med en rødspætte.
»Skyd hofterne frem, hold løst i tøjlen med én hånd og læg den anden på saddelknappen. Vil du dreje til venstre, så før hånden let til venstre, så hesten mærker et let pres mod halsen – modsat hvis du vil til højre. Vil du stoppe, så før tøjlen tilbage – og vil du bakke, så træk lidt længere tilbage. Nu ved du hvordan Sandy reagerer, skal vi så se at komme af sted?«

Der er nu ikke meget Clint Eastwood over scenariet, da jeg træder op på skamlen for at lette adgangen til Sandys ryg, men op kommer jeg og af sted er vi. Midt i et grønt eventyr, som jeg slet ikke havde forestillet mig i Texas. Man tænker mest på varmehelvede og forblæst ørken, men her lyser de bløde bakker grønt, så langt øjet rækker ud i intetheden.

Seks millioner kvadratmeter
For der er masser af steder at ride hen på Wildcatter Ranchs seks millioner kvadratmeter, et areal godt og vel på størrelse med Mandø. Det er forår i Texas, temperaturen er omkring de 30 grader og rundt om os blomstrer de gule kaktusser om kap med blå blomster. Sandy går i midten af rækken af heste med turister, og sandt at sige er der ikke meget arbejde med at styre hesten, der vist har prøvet turen før.

Til gengæld er der rigelig tid til at nyde turen gennem det høje græs, hvor andre ture har skabt smalle stier, som John på førerhesten følger. Nede til højre kan vi på et tidspunkt se den vildtstrømmende Brazos flod, hvor gribbe kredser i opvindene over de grønne bakker. Intet under, at de lokale indianere, der boede på den anden side af floden, var stærkt utilfredse med at blive tvangsflyttet til Oklahoma i 1860erne. Men deres fødegrundlag, buffaloerne, forsvandt med de hvides fremdrift mod vest.
Vores cowboys to hunde følger ejerne i tykt og tyndt, og selv denne varme formiddag suser de rundt efter hinanden i græsset. Jeg fornemmer, at vi er redet i en stor bue og er på vej tilbage, og efter et par timer dukker ranchen op igen.

Tjener 25.000 kroner om måneden i baghaven
Vi rider ind i folden, hvorfra man se den enlige oliepumpe, der i evig bevægelse bringer de dyrebare dråber op. »Den er egentlig bare for sjov,« siger ranchens ejer, Anne Street Skipper, hvis familie blev hovedrige på olie-eventyret i Texas.
Den enlige pumpe i baghaven giver kun 25.000 kroner om måneden.

Sandy står stille i folden og der skal to mand til at trække mig baglæns ned af hesten. Mine hofter er helt låst.

Det er stadig tidlig eftermiddag, og vi kører forbi ranchens rustikke træhuse med suiterne med udsigt over floden, forbi hovedbygningen med hotelværelserne og restaurant og bar. På vej mod et andet af Wildcatters Ranch-tilbud: skeet-skydning, som vi kalder lerdue-skydning. Ranchen har masser af plads, så vi kører ti minutter, inden vi når til pladsen, hvor de små skydehuse er opstillet, snildt indrettet, så man ikke kan komme til at skyde på hinanden.
BANG!!

Dobbeltløbede jagtgevær
Jeg er forbløffet over bragets lydniveau, da jeg første gang trykker på det dobbeltløbede jagtgeværs aftrækker og rekylen sender mig et halvt skridt baglæns – av min skulder. Ramte jeg mon lerduen, glemte at kigge efter? Nej, smiler John, skuddet gik en halv meter bag den.
BANG!! Sender næste skud mod den lerdue, der kommer direkte mod mig – og pling, leret opløses i småstumper.
Det er skægt, det her, mændene står og tripper for en ny tur med to skud i bøssen, mens kvinderne i gruppen lidt efter lidt mister interessen og kryber ind i skyggen. Der er seks forskellige affyringsramper for lerduerne, så de kan komme forfra, fra siderne, bagfra og lavt eller højt. Med to lerduer fra hver sin side kræves den yderste koncentration for bare at ramme én af dem, men det er uventet sjovt at prøve.

»Ja, vi havde en tysk gæst her, som syntes, at al det våben-halløj var noget overdrevet noget, men han prøvede det første dag og endte med at bruge fem æsker patroner,« griner John. »Han kom også dagen efter og forlod os med en blå skulder og en ny hobby rigere.«

Høreværnene har reddet hørelsen og vi kører tilbage til ranchens hovedområde – forbi folden med langhornskvæget og op til swimmingpoolen, der er bygget på den der særlige uendelighedsmåde: Når man ligger i poolen og køler sig, ser det ud, som om poolen aldrig slutter og man har den mest fabelagtige udsigt over Brazos floden og det grønne, nordlige Texas, som netop her, ganske tæt på byen Graham, har været hjemsted for mange af de skæbner, der blev en del af det vilde vest. Idéerne til mange westerns og amerikanske tv-serier er hentet netop her, hvor efterkommerne af filmenes rollemodeller stadig bor. En ny omgang af tv-serien Dallas er ved at blive optaget i nærheden.

Det er blevet aften, og vi sidder bænket i Wildcatter Steakhouse efter en tur i baren Blow Out. Opkaldt efter det store olie- og gasblow out i 1985, hvor ejeren, Anne Street Skippers mand, brød igennem til det sidste store olie- og gasfund i området.
Så navnet Wildcatter Ranch er egentlig et ord for at prøve noget nyt: Kunne det tænkes, at man kunne åbne en arbejdende ranch for turister? Det kunne det, og Anne Street Skipper slog tre rancher sammen og fik tilsammen seks millioner kradratmeter at boltre sig på.

Et fad med spareribs
En wildcatter var en person, der søgte efter guld, hvor der ikke var sikkerhed for guldfund.
»Vi vidste jo ikke, om sådan et sted her ville falde i turisternes smag,« siger Anne Street Skipper. »Men det er sådan her en ranch i Texas ser ud, og vi ville gerne give vores kærlighed til den måde at leve på videre til gæsterne. Og vores ranch er speciel, fordi vi bringer noget autentisk med – familiens grandforældre var buffalo-jægere her.«

»Man kan jo sagtens køre ind til Forth Worth og gå på ko-museet, som viser fortiden, men her viser vi, hvordan et ranchliv leves i dag. Vi rider, vi skyder, vi sejler i kano, vi fisker og vi tager rundt på ranchen med gæsterne.«
Mange af gæsterne er fra Texas, og de er her typisk to-tre dage. Men 40 procent af gæsterne er udlændinge, og det er flest englændere, der har fundet vej til Wildcatter Ranch.

Jeg trækker mig tilbage til min veranda efter middagen og sætter mig i den overdimensionerede gyngestol – alt i Texas er stort. Jeg havde bestilt bare en halv tallerken af de lokalt berømte spareribs til middag, og ind kom et fad med spareribs til et mindre selskab.
Jeg kommer i tanke om skiltet uden for terrassen: »Pas på: Klipper – slanger.« Hallo, vi er i Texas, er det ikke noget med masser af klapperslanger?

Nå, advarslen gælder sikkert de hede dage, hvor klapperslangerne soler sig på klipperne. Det gælder sikkert ikke om natten, hvor der er rigtig, rigtig mørkt i det nordlige Texas, så jeg kigger på stjernerne. Indtil jeg blunder lidt hen.

Tre ting at lave

Mød Texas cowgirls
Bag enhver stærk cowboy står en endnu stærkere cowgirl. Sådan kunne man måske omskrive det gamle ordsprog, at bag enhver succesfuld mand står en kvinde. I hvert fald har Forth Worth sit eget nationale cowgirl-museum, der er en hyldest til de kvinder, der var med til at skabe en tilværelse i det vilde vesten.
Museet er ikke bare en hyldest til berømte kvinder, her fortælles historierne om ganske almindelige kvinder, der havde styrken til at møde den barske tilværelse og gjorde en forskel. Her vises masser af genstande og billeder fra Texas historie, her er pistoler, geværer, lyserøde cowboystøvler og flotte cowboyhatte.
cowgirl.net

Langhornskvæg i gaderne
Det historiske kvarter i Forth Worth, Stockyards District, er lidt af en turistfælde, men egentlig meget skægt at opleve. Da jernbanen kom til og afløste de store kvæg-drifter, var det her, kvæget blev solgt og samlet før transporten, og hver dag ledes en lille flok langhornskvæg ned ad hovedgaden af cowboys.
Det er muligvis ikke den helt store oplevelse, men det er skægt at gå rundt i kvarteret, der er spækket med forretninger med cowboy-udstyr, barer og restauranter. Tag bare salonen White Elephant Saloon – her sparker man svingdørene ind som i en cowboyfilm og møder gæsterne ved den lange bar. De allerfleste er iført standard-udstyret: Stetson-hat, cowboystøvler og overdimensioneret bæltespænde.

Billy Bobs Texas
Her taler vi om verdens største Honky Tonk – altså et sted med barer med underholdning og levende musik. Billy Bobs ligger midt i Forth Worths historiske distrikt og huse 6.000 mennesker i de 30 barer. Her er drivende country-musik flere gange om ugen, selveste Willie Nelson spillede under åbningen i 1981, og flest flasker øl blev solgt i 1986 til en koncert med Hank Williams Jr., 16.000 flasker øl. Midt i Billy Bobs er der en arena til professionel tyreridning.

Læs også: Til fods, hest og cykel i Bolivia