Den dansk-tyske forbindelse har været både kongelig og krigerisk og med en underfundig humor. Den kan opleves overalt i Tyskland, og nu er den let at finde med app'en »The Danish Link.«
Det er 150 år siden i år, at Danmark tabte både æren og det halve kongerige - og måtte rykke grænsen små 150 kilometer mod nord til Kongeåen syd for Kolding.
Det var dengang i 1864 med det tabte, blodige slag ved Dybbøl og den lige så tabte danske selvforståelse. Men den danske til tider underfundige humor var ikke tabt.
Mens området nu var tysk, og det var forbudt at flage med det rød-hvide flag, fandt man da på en anden måde at vise sin danskhed på. Man fremavlede røde svin med en hvid stribe og lod dem om at være Dannebrog i forhaven.
Læs også: Tyskland satser på verdensarven
Senere i 1920 blev grænsen rykket 80 kilometer sydpå igen, men de rød-hvide protestsvin fortsatte deres mission, og arten lever den dag i dag i bedste velgående, omend ikke så talrigt mere.
Oplev grisene i Hannover Zoo i afdelingen Meyers Hof, hvor de kaldes Husum protestsvin.
De danske protestsvin er kun en af de utallige danske forbindelse, som det Tyske Turistkontor i Danmark har fundet og samlet på kortet "The Danish Link".
Forbindelserne er kategoriseret. Der er historiske, fra badeland og vikinger og Ansgars rejse til Danmark til Istedløven og Andersen Nexøes sidste bopæl.
Læs også: Her er Tysklands lækre strande
Der er flere kongelige forbindelser; for eksempel Dronning Margrethes farmors barndomshjem Gelbensande ved Østersøen, og i den kulturelle kategori for eksempel »Pop Art, Picasso og Kierkeby« i Museum Ludwig i Köln.
Desuden er der forbindelser om mad og overnatning. Alle forbindelser er indtegnet på et kort med informationer: »The Danish Link«.
Der findes også en app til »The Danish Link« med alle 425 link. Den er gratis og fås til iPhone.
På det Tyske Turistkontor i København ved man, at der helt sikkert er flere danske forbindelser i Tyskland og håber at danskerne vil hjælpe med at føje flere til via app'en eller hjemmesiden, så man inden årets udgang kommer op på 500.
Læs mere: Her er alle de danske forbindelser.