I Alta gemmer der sig enhver mountainbikers drøm. Tag med Rejseliv på tur, hvor verdens hårdeste offroad mountainbike-løb køres.

»Pas nu på troldene, far«

Det var den 3-åriges sidste ord, efter farvelkys og kram. Vi har alle vores fordomme om Norge. Nogle holder stik (ja – øl er dyrt i Norge), og nogle gør ikke (Myseost smager ikke som brun sæbe, selv om det ligner). Finnmarken i Lapland rimer fordomsfuldt på øde åbne vidder, hvor lokale samer holder rensdyr, og det er det.

Ikke et sted, hvor man ønsker at tilbringe flere dage på mountainbike, medmindre man virkelig holder af renkød, modvind, myg og udsigten til ingenting.

Stedet, hvor dag og nat flyder sammen

Vi lander i Alta, og efter at have fået styr på grejet køres cykler og gruppen på otte mountainbikere tre kvarter ind i landet, hvor turen starter.

Programmet står på godt tre timers aftenridt mod Fjellstugan Jotka på Finnmarksviddan. Et relativ fladt højlandsplateu med mose, klippe og tynd bevoksning, der sjældent kommer over ankelhøjde. Krydser et par små vandløb, der giver våde cykelsko, men den indre mountainbiker bliver aldrig rigtig varm.

Fremme ved Jotka er der renkød på menuen. Bagefter ryger alle otte mand i gruppen i sauna.

Det begynder at ligne en kliché på en tur til Lapland, men så sker der noget.

Jeg kommer ud af saunaen for at hoppe i den kolde elv, da børnelatter skærer gennem stilheden.

Skal den dreng ikke snart i seng? Klokken er næsten 1 om morgenen, og far og søn tusser rundt omkring de lave røde bygninger, der udgør Jotka Fjellstuga som var det midt om eftermiddagen.

På den anden side. Det er stadig lyst. Meget lyst. Jeg kigger igen på uret. Den lille viser stod på fem, da dagen startede, men her 19 timer efter er det som om, dagen kalder på mere. Midnatssolen fifler med døgnrytmen. Udvisker langsomt tidfornemmelsen. Dag og nat flyder sammen.

Efter 30 km i mountainbikesadlen henover det øde og flade Finnmarksviddan burde køjesengen kalde. Men jeg er frisk og klar i hovedet.

Snupper en kold øl og endnu en tur ind i saunen, før fornuften kalder til køjs.

Fra kontorlandskabet til Finnmarkens

Terrænet studeres inden turen går videre.
Terrænet studeres inden turen går videre. Foto: Henrik Dreboldt
Vis mere

Efter seks timers søvn og morgenmad med myseost er gruppen tilbage i sadlen. Terrænet byder på et par stigninger, ellers er de første 20 kilometer relativt ensformige.

Men stilheden og intetheden bliver nu mere og mere besnærende. Hvornår oplever man udsigt til ingenting i Danmark? Ikke en lyd, ikke en bevægelse, ikke et træ, ikke et hus.

Bare den åbne nøgne Finnmark så langt øjet rækker. Det er balsam for en stresset dansk kontorhjerne. Den får ingen indtryk at arbejde med, udover hvad øjnene mekanisk bearbejder fra sporet foran cyklen.

Langsomt opstår en semimeditativ tilstand, mens pedalerne monotont pisker sine cirkelbevægelser. I det fjerne er der bløde fjeldtoppe med klatter af sne, men det er højdepunktet af variation. Fantastisk frigørende.

En tempofyldt afveksling

Frokosten består af myseostesandwich grillet på en y-formet gren over åben ild. Med kaffe til. Vi er nået til trægrænsen, hvor Finnmarksviddan falder ned mod kysten og Alta.

Guiden Bjørn er en halvfilosofisk naturelsker, der ikke putter glasur på fakta. Nu går det nedad, lad kroppen fungere som affjedring og cyklen gøre arbejdet. Det er budskabet inden nedkørslen.

En hardcore mountainbikerytter i gruppen lyser op som et juletræ med udsigten til nogle fartfodrede udfordringer. De næste 8 km foregår i en slags grønt tunnelsyn gennem først lave buske og så birkeskov.

Det er som at løbe på ski. Den fuldt affjedrede mountainbike æder ujævnheder og håndboldstore sten med kun ganske små ryk i styret. Et stykke med blødt mudder giver gruppen den rette mountainbikepatina.

Fra Finnmarkens monotone ingenting er det her et højfrekvent sansebombardement. Det her er mountainbiking, som man ser det på youtube.

Først op.. og så ned?

Der skal ydes, før der kan nydes.
Der skal ydes, før der kan nydes. Foto: Henrik Dreboldt
Vis mere

Mountainbiking i Finnmarken findes på alle niveauer og i alle former, fra rolige halvdags-ture til fem dage langt væk fra cilivisationen og i terræn, man ikke finder i Danmark.

Man kan leje en cykel og med en GPS selv finde vej rundt i terrænet, eller man kan følge med på et tilrettelagt program med guide. Eller man kan hyre en guide og få ham til at sammensætte et unikt program, tilpasset ens evner på den tohjulede.

Vi har gjort det sidste, og Bjørn har på tredjedagen planlagt et forholdsvis roligt morgenprogram. Vi triller langs Alta-floden, der i laksefiskemiljøet er kendt som noget nær den hellige gral, med gennemsnitsfisk på en vægt på over 10 kg.

Vi er her dog ikke for at fiske, og bruger i stedet energi på at betragte sceneriet, der igen er forvandlet.

Løvskov, rødder og bratte 15 meters stigninger. Det er er mountainbiking, som man kender det fra Hareskoven. Blød skovbund, udfordrende rødder og tekniske udfordringer.

Senere på dagen overtaler gruppens downhill-entusiast Bjørn til at diske op med noget nyt. Og det skal vise sig at blive turens – bogstaveligste – højdepunkt.

De første 500 meter er relativt civiliseret, men så ændrer sporet sig fra blød skovvej til vandresti. Som går stejlt opad. Store sten, bare klippeflader, løs jord og en stigningsprocent, der kalder på laveste gear. Jeg må flere steder stå af for at bære cyklen op.

Har Bjørn virkelig tænkt sig, at vi skal køre ned her?

Et fantastisk sted for et specielt løb

Det tager en time og tre kvarter at nå toppen. Garmin-cykelcomputeren siger 500 højdemeter og en distance på 5,5 km.

Toppen er som klippet ud af en turistbrochure for ferie i de norske fjelde. På den ene side er Altafjorden med de høje fjelde med sne på toppen. I bunden af dalen snor Altafloden sig, omgivet af skove, marker og gårde, inden den løber ind i landet og forsvinder op på Finnmarkssviddan med al sin hypnotiserende ingenting.

Lige her punkteres fordommen definitivt. Fordommen om nordnorsk mountainbiking som ensformig.

Det her er tæt på unikt. Skov med snirklede singletracks, vilde klippenedkørsler og den store øde Finnmarksviddan. Variationen i terræn indenfor bare en times radius i bil forbløffer.

Det er ikke mærkeligt, at et af verdens mest hardcore mountainbikeløb, »OffroadFinnmarken«, afvikles netop her.

Rytterne, der kører 300 km, kommer i løbet af de omkring 25 timer, de er i sadlen, ud i nogle hjørner af mountainbikesporten, som man ikke oplever i andre løb.

Og de vanvittige, der kaster sig ud i 700 km distancen, mister helt tidsfornemmelsen og får vendt helt op og ned på nat og dag, inden de rammer målstregen i Alta efter tre til fem døgn i sadlen.

Den indre drengerøv slippes løs

Guiden, Bjørn.
Guiden, Bjørn. Foto: Henrik Dreboldt
Vis mere

Jeg er hverken i gang med 300 eller 700 km offroad løb, foran mig ligger »bare »en hovedløs nedkørsel.

Bjørn – nu iført både knæ- og albuebeskytter – vender cyklen mod dalen. Langt dernede kan man se landingsbanen i Alta lufthavn.

»Bare sigt efter landingsbanen og husk at fart er din ven«, lyder det afsluttende råd inden nedkørslen.

Lister forsigtigt nedad, mens jeg misundeligt ser Bjørns knæ- og albue-beskyttere forsvinde ned ad bjerget. Men langsomt kommer den indre 13-årige farttosse frem. Cyklen imponerer igen. Det er forbløffende, hvad den tackler med sin affjedring.

De første klippehop i en-meters-klassen trækker jeg cyklen ned over. Men modet stiger, og inden længe rammes de med 30-40 km/t, mens jeg bare hiver op i styret og lader affjedring i krop og cykel tackle landingen.

Det er sjovt og jeg forstår, hvorfor gruppens fartdjævel ævler om at trække sin cykel op af bjergsider i timevis – for at få adrenalinsparket de 20 minutter det tager at ramme bunden af bjerget.

Et helt unikt sted

Da jeg er kommet – helskindet – ned, er jeg høj som en junkie. Og fuldstændig og aldeles forelsket i Alta. Det her er en slags døgnåbent mountainbikeparadis, hvor kun myggene trækker ned.

Og kører man i bil til Nordnorge, kan man passende slå et slag forbi Sverige og købe en flaske junglejuice, der er svenskernes hardcore myggespray, og så skulle den bjergged også være barberet.

Selv juniors troldefordom blev punkteret. Jeg så i hvertfald ikke nogen trolde. Det eneste, der står til troende er prisniveauet. En gruppe på seks personer betaler hver cirka 2.000 kr. om dagen for guide, mad og udstyr.

Læg dertil hotel og transport til Alta, og en uge kan hurtigt løbe op i mere end 15.000 kr. Men hvor får man ellers mountainbikeløb med lyset tændt hele døgnet, i alt slags terræn og renkød til frokost?

Berlingske var inviteret af Innovation Norway.