Gran Canaria er lig med sol, strand og afslapning – det er i hvert fald, hvad de fleste tænker. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Flere steder er træning blevet en fast del af rejsetilbuddene.

»Kom nu, Danmark – Jag vet, att du kan få knät högre upp«, lyder det på klingende svensk fra træner Fredrik Andersson.

Jeg hopper, sparker og slår ud i luften, mens sveden pibler frem på pande, arme og bryst. Pulsen er høj og dunker derudad men jeg bestræber mig på at lave alle øvelserne i takt med træneren og de øvrige deltagere på holdet.

Vi er til Body Combat, men ikke i et sveddunstende træningslokale med stepbænke og gummimåtter, som man normalt kender det. Her foregår træningen ude i det fri, med solen bagende ned fra en skyfri himmel og en temperatur på 26 grader.

Rejseliv er på den kanariske ø Gran Canaria, som de fleste nok forbinder med et oplagt rejsemål til familieferien, når kulden kommer snigende i Danmark. Øerne ligger da også tilpas langt sydpå til, at temperaturene her om vinteren stadig er høje, og solen giver masser af D-vitamin,

Gran Canaria er derimod nok ikke umiddelbart det sted, der popper op først, hvis man har en aktiv ferie i tankerne. Men hotellet Blue Village Orquidea, hvor vi bor, og nabohotellet Playa Feliz i den fredelige ferieby Bahia Feliz på Gran Canaria er to blandt flere hoteller, der er begyndt at satse mere på træningstilbud til deres gæster.

Les Mills-instruktøren Fredrik Andersson træner et hold i Body Combat på hotellet Playa Feliz.
Les Mills-instruktøren Fredrik Andersson træner et hold i Body Combat på hotellet Playa Feliz. Foto: Erik Valebrokk
Vis mere

Rejseform, hvor man selv styre aktivitetsniveauet

Det skyldes, at stadig flere efterspørger fysiske aktiviteter, mens de er på ferie. Ikke alle har mulighed for eller mod på at tage på en rendyrket fitnessferie, men efterspørger en rejseform, hvor man selv kan styre aktivitetsniveauet og samtidig få børnene passet i en Bamse-klub, så man både kan nyde solen og familien samt holde formen ved lige i ferien.

Her på Blue Village Orquidea er der altså ikke tale om hardcore træning fra morgen til aften men en god mulighed for at lave andet på ferien end at dase, spise god mad og nyde solen.

Det er stedet for dem, der gerne vil løbe en morgentur, træne, som de gør derhjemme, og måske møde ligesindede, der også holder af at kombinere ferien med aktiviteter, uden at det bliver en decideret træningsferie.

Netop det med at løbe og træne, som man gør derhjemme i naturen eller i træningscenteret, er en del af Blue Village-konceptet. Den internationale træningskæde Les Mills står bag mange af træningsaktiviteterne, så hvis man for eksempel træner Body Combat i sit lokale center (blandt andre Fitness.dk og Fresh Fitness følger Les Mills-koncepterne), får man de samme timer her. Alle trænerne på de forskellige hold her på resortet er autoriserede Les Mills-instruktører.

Den svenske instruktøren Olga Rönnberg træner holdene på »Mamma Bootcamp«.
Den svenske instruktøren Olga Rönnberg træner holdene på »Mamma Bootcamp«. Foto: Erik Valebrokk
Vis mere

Træning for alle

Selv om jeg ikke er mor, har jeg alligevel sneget mig med på »Mamma Bootcamp«.

Jeg har nemlig hørt, at det er arrangeret af den svenske trænings-guru Olga Rönnberg, som er kendt for at være hård, men enorm effektiv i sin træning, der er målrettet nybagte mødre, som gerne vil tilbage i form.

Hotellerne tilbyder jævnligt bootcamps rettet mod forskellige målgrupper. I november 2014 var der således fokus på kvinder, der gerne ville i form efter en eller flere fødsler, men det udelukkede bestemt ikke kvinder, der ikke havde børn, eller de mødre, der har voksne børn, i at deltage og få noget ud af træningen.

Om man har født børn eller ej – jeg kan kun sige, at en time med Rönnberg kan mærkes i hele kroppen.

Efter timen kommer jeg i snak med flere af de kvinder, der har deltaget på holdet. blandt andre svenske Anna O. Tuneskog på 33 år. Hun er på ferie med sin søn Axel på seks år. Under træningen legede han med nogle andre børn på hotellet.

»At være på ferie på denne måde giver mig mulighed for at koble fra og rekreere både fysisk og psykisk. Det er dejligt, at jeg kan dyrke mig selv og bagefter hygge med Axel i solen,« siger hun.

Udover Body Combat og Mamma Bootcamp er der trænings-alternativer hele dagen.

Det første hold er morgenløb langs promenaden kl. 8, efterfulgt af udstrækning. Derefter kan man tilmelde sig aktiviteter som beach volley, vandgymnastik eller flere af Les Mills’ koncept-træningshold. Der er nok at vælge imellem, og man bestemmer selv, hvor aktiv en dag man vil have – eller om man bare vil slappe af og træne den næste.

Det er et godt alternativ til en rendyrket træningsferie, da man her kan vælge til og fra. Niveauet er som i træningscentret hjemme – alle kan være med, da der både er hold for begyndere og øvede.

Szandra og Caroline Grubits, Anna O. Tuneskog og Louise Forssell efter en vel overstået time på »Mamma Bootcamp«.
Szandra og Caroline Grubits, Anna O. Tuneskog og Louise Forssell efter en vel overstået time på »Mamma Bootcamp«. Foto: Gita Femhøj
Vis mere

Motion i godt selskab

Ligesom Anna O. Tuneskog har fulgt en del af Rönnbergs timer i løbet af sin ferie, har flere andre kvinder på Blue Village-hotellet gjort det samme, blandt andre søstrene Szandra og Caroline Grubits (27 og 30 år), som er på ferie med deres kærester, og Louise Forssell på 47 år, som er taget på ferie alene for at koble af.

Hun har tilmeldt sig »Mamma Bootcamp«, fordi hun, ligesom Anna, Szandra og Caroline, vidste, at det var Olga Rönnberg, der stod bag. At de har fulgt bootcampen har også gjort, at de er kommet i snak med hinanden og på den måde fået skabt en relation, hvilket har gjort ferien endnu sjovere og hyggeligere.

»Det er dejligt, at man kan tage på ferie alene og møde en masse søde og sjove mennesker, der lige som én selv godt kan lide at være aktiv. Jeg får dyrket en masse motion i godt selskab og slappet af i mit eget. Det er den perfekte ferieform for mig,« siger Louise Forssell.