Glem alt om intim hygge over et glas rødvin. På nogle af verdens største restauranter er der plads til op til 6.000 gæster på én gang.

Det kan være svært at forestille sig at sidde på en restaurant sammen med 6.000 andre spisende gæster. Eller at spise sine stegte nudler i et lokale, der er mere end  tre hektar stort. Det er imidlertid to eksempler på det, der gør verdens største restauranter ekstraordinære.

Ifølge Guinness Rekordbog er verdens absolut største restaurant Bawabet Dimashq Restaurant i den syriske hovedstad Damaskus. Her kan sultne gæster nyde et måltid alle ugens dage og blive en del af de i alt 6.014 personer, som ejeren Shaker Al Samman praler med at have plads til.

Royal Dragon Restaurant i Bangkok følger trop med 5.000 stole i restauranten, der har et areal på mere end tre hektar. Egentlig kan det lyde som en ret kold oplevelse at sidde på en restaurant så stor, at man dårligt kan se ned i den anden ende, men den thailandske restaurant er delt op i flere, mindre afdelinger, så den ikke virker så voldsom.

Nogle vil måske tvivle på, om tjenerne kan stå klar med menukortet eller regningen, så snart man løfter en finger blandt hundredvis af fyldte borde. Men ejerne af verdens største restauranter konkurrerer også om at have de største køkkener eller anretningsafdelinger og om at have den største tjenerstabel, der skal sørge for, at servicen ikke bliver dårligere end på andre, mindre spisesteder. På Royal Dragon Restaurant er personalet så effektivt, at det serverer 3.000 retter i timen - og tjenerne har rulleskøjter på  for at nå det.

West Lake er verdens største kinesiske restaurant.
West Lake er verdens største kinesiske restaurant.
Vis mere

På tredjepladsen finder man West Lake Restaurant i Kina, som er Asiens største. Selvom den må se sig slået med en knivspids af Royal Dragon Restaurant arealmæssigt, kan den kinesiske restaurant huse ligeså mange gæster - nemlig omkring 5.000. I følge Guinness Rekordbog er det verdens største kinesiske restaurant. Den er designet til at ligne den Forbudte By i Beijing, og hver uge indgår der blandt andet 200 slanger i tilberedningen af maden.

Man byggede en helt ny McDonald's i London i forbindelse med OL i 2012.
Man byggede en helt ny McDonald's i London i forbindelse med OL i 2012.
Vis mere

Denne McDonald's er nummer fire på listen og blev bygget i 2012 i forbindelse med, at London var vært for OL, hvor den var åben i seks uger. I den periode slog restauranten fastfoodkædens rekord - hele 14.000 blev bespist på bare én dag. Når alle sæder var optaget, husede fastfoodrestauranten 1.500 gæster.

I Frankenmuth i den amerikanske stat Michigan ligger den femtestørste restaurant på listen. Zehnder's har med sine ni rum plads til 900 gæster, og restauranten serverer  for mere end en million mennesker om året.

Zehnder's er især kendt for sine retter med kylling.
Zehnder's er især kendt for sine retter med kylling.
Vis mere

Hvis man vil besøge alle restauranter på listen, skal man forberede sig på, at der står fastfood på menuen hos nummer seks på listen. The Varsity Downtown i Atlanta er verdens største drive-in restaurant og kan klare op imod 600 biler på én gang. Inde i selve restauranten er der siddepladser til 800. Den slår kun restaurant Cosmo i engelske Croydon arealmæssigt. Listens nummer syv har nemlig også plads til 800 sultne maver.

Dukker man op på den ottendestørste restaurant, Carmines i Las Vegas, og får beskeden »alt optaget,« betyder det, at der sidder 750 mennesker og spiser. Broderen - Carmines i Washington D.C. - indtager listens niendeplads. Det er det absolut største spisested i den amerikanske hovedstad med plads til 700 sultne besøgende.

Restaurant Lundy's i New York fuldender listen. Her er der ligeledes plads til at stille 700 menneskers sult. Den oprindelige Lundy's blev lukket i 1977, efter ejeren Irving Lundy døde, men dengang var den USAs største restaurant med plads til mellem 2.400 og 2.800 gæster.

Men der er andre restauranter i verden, hvor det kan være en rigtig god ide at bestille bord. Tre restauranter har alle taget titlen som verdens mindste. Det drejer sig om Kuappi i Finland, Solo per Due i Italien og  Dinner For 2 i Østrig, der alle består af bare et enkelt bord. Til trods for sit navn har Dinner For 2 fire stole rundt om bordet, mens de andre kun har to.