Der bliver næppe nogen ekstra stor julegave til danske boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-kort og Kort Rente.
Det må blive konklusionen på de dugfriske tal for arbejdsløsheden i eurolandene, som blev offentliggjort mandag klokken 11.00.
Trods voldsomme problemer i den store og vigtige tyske industri og udfordringer med væksten i Frankrig bliver arbejdsløshedskøen nemlig ikke længere i euroområdet.
Ledigheden er fortsat rekordlav.
Blot 6,3 procent af arbejdsstyrken i eurolandene stod uden job i oktober i år, og ledigheden bliver altså på samme rekordlave niveau som i september og august, hvor den også var nede i 6,3 procent.
Til sammenligning var ledigheden oppe i 12,1 procent i oktober 2013 og 8,4 procent i oktober 2020.
12. december træder medlemmer af Den Europæiske Centralbanks (ECB) magtfulde styrelsesråd sammen for sidste gang i år for at beslutte, hvor meget renten skal sættes ned.
Markedet har indpriset en vis forventning til, at ECB-chef Christine Lagarde leverer en dobbelt rentesænkning på 0,5 procentpoint på rentemødet.
Men med den fortsat rekordlave ledighed i oktober er det min vurdering, at den notorisk forsigtige Lagarde vil nøjes med at sænke renten med 0,25 procentpoint i denne omgang.
Det betyder, at boligejere med F-kort-lån må tage til takke med en rentesænkning på cirka ét procentpoint, når de får ny rente til januar.
Er lånet uden afdrag giver det en besparelse på godt og vel 8.000 kroner om året efter skat for hver lånte million kroner.
Så der er altså en julegave på vej til F-kort-lånerne. Den bliver bare ikke helt så stor, som den kunne have været.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe eurolandenes arbejdsmarked kan blive ved med at holde folk ude af arbejdsløshedskøen.
Der er lagt i kakkelovnen til massefyringer i den tyske bil- og stålindustri, og før siden vil det sætte sig i stigende ledighed, selvom for eksempel forsvarsindustrien kan aftage en del af arbejdskraften fra den svært udfordrede bilindustri.
Mit bedst bud er, at vi vil se ledigheden kravle op ad i de første måneder af 2025.
Og som jeg tidligere har skrevet, tør jeg godt sætte en flaske veltempereret barolo på højkant på, at Christine Lagarde leverer en dobbelt rentesænkning på ECBs rentemøde 6. marts eller på det efterfølgende rentemøde 17. april næste år, hvis ledigheden begynder at stige i eurolandene, og Tysklands økonomi fortsat hænger gevaldigt i bremsen i januar og februar næste år.
Jeg håber det ikke, men jeg er bange for, at jeg får ret.