Inger Støjberg vil tirsdag ikke svare på, om hun kan indgå i en regering med en CO2-afgift.
Det er ifølge Støjbergs tidligere partifælle Torsten Schack Pedersen (V) hyklerisk. Han mener, at Inger Støjberg skylder et klart svar.
»Lad os nu tage tingene i den orden og se, hvad der sker,« svarede Inger Støjberg efter Ekstra Bladets journalist spurgte Mads Fuglede, om han kan støtte en regering med en CO2-afgift. Et spørgsmål, Fuglede sendte videre til sin nye partiformand.
Og det ligner ifølge Torsten Schack Pedersen ikke Danmarksdemokraternes leder.
»Hun plejer jo gerne at være meget klar i mælet. Hun plejer selv at sige, at hun siger tingene lige ud, så må hun jo gøre det i denne henseende. Det vil hun så ikke, det er da hyklerisk. Hun skylder et svar,« siger Venstre-politikeren og fortsætter:
»Hun har travlt med at kritisere en CO2-afgift. Men er hendes modstand så stor, at hun ikke vil sidde i en regering med en?«
Tirsdag holdt Danmarksdemokraterne doorstep på Christiansborg, hvor man kunne præsentere to nye medlemmer. Det betyder, at Inger Støjbergs parti nu er det tredje største i Folketinget.
Derfor er det ikke fjernt for Torsten Schack Pedersen,at spekulere i, om manglen på klart svar kan hænge sammen med ministerdrømme.
»Inger plejer at have meget klare holdninger til andre folks næser for ministerbiler, så når hun nu får spørgsmålet, så kan jeg ikke forstå, at hun viger uden om,« siger han.
Den ene af partiskifterne er den nu tidligere Venstre-mand Mads Fuglede, der blandt andet begrundede sit skifte med den omtalte CO2-afgift, som regeringen vil indføre.
Også Kim Edberg Andersen, der tidligere var medlem af Nye Borgerlige, havde første dag som danmarksdemokrat. Det betyder også, at Inger Støjbergs parti nu er det tredje største i Folketinget.
Joachim B. Olsen kalder Mads Fugledes partiskifte for en decideret ydmygelse af Venstre. Det kan du høre mere om her.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg, men hun er ikke vendt tilbage inden deadline.
Lyt til det seneste afsnit af B.T.s politiske podcast 'Slottet og sumpen' her: