Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

De fleste danske politikere har udtrykt bekymring over muligheden for, at højrenationalisten Marine Le Pen vinder det franske præsidentvalgs anden runde om to uger.

Efter søndagens valgresultat er det nemlig hende, der står tilbage som udfordrer til den siddende præsident, socialliberale Emmanuel Macron.

Men for Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er der ikke andet end fuldtonet opbakning til den kontroversielle Le Pen.

»For mig at se kan hun genoprette balancen i Europa ved at være en yderst tiltrængt EU-kritisk stemme i et toneangivende medlemsland. Det har manglet siden briternes udtræden, og det ville være i dansk interesse,« siger Messerschmidt.

Og netop kritik af EU-samarbejdet har været central i Le Pens kampagne, der altså førte til en klar andenplads ved første valgrunde.

Men kritikken har også luret, da hun tidligere har talt for et fransk exit fra EU, det såkaldte 'Frexit', ligesom hun officielt bakker op om, at Frankrig bør forlade NATOs integrerede kommandostruktur.

Især sidstnævnte førte til ophedet debat i valgkampen efter Ruslands invasion af Ukraine og et øget fokus på NATOs rolle i styrkelsen af europæisk sikkerhed og forsvar. Le Pen har argumenteret for at træde ud af dele af forsvarssamarbejdet »så vi ikke bliver involveret i konflikter, der ikke er vores«.

Morten Messerschmidt, er du ikke bekymret for netop den slags retorik fra en mulig fransk præsident, når vi muligvis står på tærsklen til åben konflikt med Rusland?

»Der er selvfølgelig områder, hvor vi ser forskelligt på tingene, men jeg læser det ikke, som at Le Pen vil trække Frankrig ud af NATO. Vi bakker fuldt og helt op om NATO-samarbejdet,« svarer Morten Messerschmidt.

Marine Le Pen mødtes med Vladimir Putin i 2017 i Moskva.
Marine Le Pen mødtes med Vladimir Putin i 2017 i Moskva. Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV
Vis mere

Foruden NATO-skepsis har Marine Le Pen i årevis talt varmt om Vladimir Putin og Ruslands højredrejning på en række områder. Venskabet har været så nært, at hendes parti, National Samling, har modtaget lån fra russiske statsbanker.

Hun har talt om et »ideologisk slægtskab« mellem hende og den russiske præsident, ligesom hun har kaldt finanskrisen i 2011 for »en mulighed for at vende ryggen til USA og vende os mod Rusland«.

Men det ser Dansk Folkepartis formand ikke som en diskvalificering af præsidentkandidaten, selvom han betegner hendes Putin-venlige udtalelser som »bekymrende«.

»Det er klart, der er masser af områder, hvor hendes parti og Dansk Folkeparti ikke ser ens på tingene. Der er masser af uenighed. Jeg ser intet ideologisk slægtskab med Rusland, og vi skal styrke vores forhold til USA og Storbritannien – også gennem NATO.«

Han ser dog med større bekymring på Emmanuel Macrons visioner om et »mere føderalt« europæisk samarbejde.

»For os er det jo helt centralt, at vi får reformeret EU i en mere national retning, og der ser jeg Le Pen som den helt rigtige til at kunne presse på den udvikling. Vi skal have mindre EU, og de nuværende regeringer i Frankrig og Tyskland ser kun mere EU som løsningen på alle problemer,« konstaterer Morten Messerschmidt.

Andre læser også