Den seneste Berlingske Barometer (fra den 06. december), der er et gennemsnit af samtlige meningsmålinger de foregående 30 dage, viser, at partiet står til at få 14 procent af stemmerne – mod 12,3 procent ved det seneste valg.

At det på den måde lykkes partiet ikke alene at holde status quo, men faktisk gå frem, det overrasker selv partiets nye formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi havde troet at det ville kunne skabe noget flimmer, når en formand som Pia, der har fyldt så meget, gik af. Noget, der ville betyde, at vi ville falde lidt i meningsmålingerne. Det er vi naturligvis rigtig glade for, at det umiddelbart ser ud til, at det ikke gør, siger han.

- Men vi har også gjort meget, for at understrege, at partiet jo stadig er det samme, og at Pia stadig er der. Vi håbede selvfølgelig på, at det ville berolige vælgerne. Og når vi kigger på de måneder, der er gået, så må vi jo sige, at det er lykkedes. Vi ligger på vores niveau med pil opad. Det er en lettelse, siger han og peger samtidig på en anden ting, som han ikke mener, at man skal undervurdere.

- Jeg tror også, at det kan være lidt belønning fra vælgerne i, at det var et gnidningsfrit lederskifte. Samtidig med at vi, som jeg sagde, har gjort så meget ud af at signalere, at der ikke er nogen politisk skifte, fordi vi har skiftet formand.

Derfor har Konservative krise

- I har i det hele taget i de sidste mange år lagt uhyre stabilt ved valg og i meningsmålinger. Det er der mange partier, der misunder jer. Hvad er det gode råd til andre partier, der svinger op og ned i meningsmålingerne?

- Det er at fastholde den røde tråd, og lade være med at man altid skal finde på noget nyt i politik. Der er hos nogle partier en iver efter, at de jævnligt skal komme med et nyt politisk udspil, der skal rumme noget nyt, hvor vi mener noget andet, end det vi mente i går. Det tror jeg grundlæggende er en fejl, lyder det fra manden, der inden han satte sig i formandsstolen, var kendt – og respekteret – som partiets talknuser.

For Thulesen Dahl er kodeordene tryghed og genkendelighed. Ganske enkelt. Det er også grunden til de konservatives voldsomme deroute i vælgertilslutningen. De har ingen genkendelighed tilbage, mener han.

- Jeg tror, at vælgerne over tid belønner de partier, hvor der er en rød tråd. Jeg synes også, at man kan se, at de partier der for alvor har fået problemer – og ligefrem er forsvundet fra det politiske landskab de sidste årtier - det er de partier, der ville springe ud som noget andet, end det de var, så de fornægter deres sjæl og deres grundlag. Det er også derfor de konservative har problemer. Der er ikke nogen, der kan se, hvad den røde tråd er hos de konservative – andet end de snakker skat. Det er ikke nok, siger han.

- Hos os er det omvendt. Og det er vigtigt for vores succes. Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at vi står for danskhed og danske værdier. Der er nogle grundlæggende ting, som alle folk ved, at det står vi for, siger Thulesen Dahl, der kan fejre tremåneders jubilæum som formand på lørdag.