Den kontroversielle politiker får frataget adskillige poster, men sidder fortsat i Socialudvalget til oktober. Det er konsekvensen af Özlem Cekic ikke har opført sig som en holdspiller, fortæller gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.

- Min straf er ingenting i forhold til de konsekvenser partiets beslutninger betyder for de arbejdsløse og folk på overførselsindkomst som betaler til skattelettelser til de rige, udtaler Özlem Cekic efter dagens gruppemøde på Christianborg. 

Özlem Cekic tager gruppens afgørelse til efterretning, men hun nægter at tage stilling til, om straffen er urimelig.
- Det har en pris, når man står ved SF-politik, men jeg havde da håbet, at straffen ikke ville være så hård, siger hun til BNB.

Resultatet blev, at Özlem Cekic får frataget sine ordførerskaber. Hendes post som formand i Socialudvalget beholder hun indtil oktober, hvor Annette Vilhelmsen bliver indstillet til formand for Folketingets Socialudvalg i oktober. 

Posten som socialordfører bliver overtaget af Anne Baastrup, skriver BNB.
 
Ifølge bt.dk's mand på stedet virker Özlem Cekic fattet og knap så overrasket over det brutale udfald.

- Jeg er SF'er, det var jeg også før, jeg gik ind til mødet, og det vil jeg blive ved med at være.
 
Ifølge SF's gruppeformand Pernille Vigsø Bagge er beslutningen en naturlig konsekvens af Özlem Cekics opførsel den seneste tid, fortæller hun til bt.dk's udsendte.

- Når Özlem ikke kan bakke op, kan hun ikke udtale sig. Derfor har hun mistet ordførerskaberne, fortæller Bagge og tilføjer, at det ikke var en 100 procent enig Folketingsgruppe, der tog beslutningen. 

Ifølge Bagge er det dog ikke udelukket, at Özlem Cekic vil få posterne igen.

- Men så skal hun vise, at hun er en holdspiller, fortæller Bagge.   

Fremover bliver det derfor sådan, at Cekics udtalelser står for hendes egen og ikke SFs regning.

- Hun skal stadig repræsentere de vælgere, der har stemt på hende, og hun er stadig en del af SF, siger gruppeformanden ifølge BNB

Pernille Vigsø Bagge afviser, at at partiet overvejer at ekskludere Cekic, selvom hun praktisk er sat ud af det politiske spil.

- En ekskludering er overhovedet ikke på tegnebrættet, understreger Bagge. 
 
 




I forvejen var Özlem Cekic blevet suspenderet fra sine ordførerskaber og retten til at udtale sig på SF's vegne, da hun nægtede at stemme for regeringens skattereform.

Özlem Cekic har mistet posterne som social-, psykiatri- ligestillings- og boligordfører.