Anders Samuelsen (LA) faldt tirsdag ned fra træet med et brag, og lover nu at stemme for regeringens egen finanslov fredag.

Vi har én regering, men de var tirsdag aften nødt til at holde to pressemøder for at forklare, at det i 11. time lykkedes at redde regeringens liv foreløbig frem til 31. januar.

Først forklarede Anders Samuelsen (LA), hvorfor han dropper truslen om ikke at stemme for finansloven, hvis han ikke får skattelettelser. Og bagefter forklarede Lars Løkke Rasmussen så, at det var helt umuligt at nå en aftale om skat og udlændinge inden jul.

Anders Samuelsen (LA) ankom ulasteligt klædt, men de stålsatte øjne var blevet blanke af træthed og anspændtheden kunne ikke skjules, da han begyndte sit pressemøde kl. 18:30.

Forinden havde pressechefen briefet pressekorpset om, at der kun ville blive plads til 3-4 spørgsmål efter, at han havde afleveret sit budskab. Det blev dog ikke respekteret. Til gengæld sad Anders Samuelsen akavet i et meget langt minut med det 'rigtige' overskudsagtige smil på ansigtet og med sit manuskript foran sig foran pressefotograferne, indtil tv-stationerne var parat til at sende direkte.

Og så kom indrømmelsen:

»Det har været et uværdigt debatcirkus. Vi sænker paraderne og opfordrer alle andre til at gøre det samme,« sagde Samuelsen og fortsatte:

»Vi har kæmpet for en skattereform i årevis i Liberal Alliance. Muligheden for, at vi kan være tæt på en aftale om kort tid, står højere for mig end frygten for hån, spot og latterliggørelse. Derfor er jeg villig til at gøre endnu et forsøg,« siger Anders Samuelsen, der samtidig antyder, at han fortsat er klar på at vælte regeringen, hvis ikke det lykkes at få skattelettelserne på plads inden 31. januar..

Tirsdag aftens pressemøder var kulminationen på flere ugers dramatiske forhandlinger om årets finanslov, der skal vedtages senest fredag. Liberal Alliance krævede skattelettelser for at stemme for regeringens egen politik, og Dansk Folkeparti kræver udlændingestramninger for at sige ja til skattelettelser. Undervejs er forhandlingerne blevet overtaget af Lars Løkke Rasmussen selv, men lige indtil tyve minutter før pressemødet var risikoen for et valg lige stå stort som muligheden for et forlig.

Anders Samuelsen forsøgte ihærdigt at forsvare sin beslutning om endnu engang at trække en ultimativ trussel tilbage.

»En regering skal ikke sidde for enhver pris. Omvendt skal stregen i sandet ikke trækkes, før alle muligheder er brugt. Ingen må kunne sige, at vores manglende tålmodighed eller stolthed stod i vejen for en skatteaftale. Jeg har aftalt, at der umiddelbart efter Folketingets juleferie skal forhandles om en ambitiøs skatteaftale. Jeg tror, at jeg vil forsøge mig med den omvendte proces nu og lade være med at komme med deadlines. Så må vi se, om det virker,« siger Anders Samuelsen, der ikke længere lover skattelettelser af nogen bestemt størrelse, men kun at han vil »arbejde for det«..

Formanden for Liberal Alliances Ungdom, Søren Nielsen, betegner hele forløbet som den totale ydmygelse af partiet.

»Jeg kan ikke se, at Dansk Folkeparti har lovet at stemme for skattelettelser. Så det eneste man har opnået er at klamre sig til regeringssæderne lidt længere. Hvis jeg havde været i Anders Samuelsens sko, så havde jeg forlængst konstateret, at man aldrig skal komme med ultimative trusler og så skulle man forlængst have revurderet, om det er rigtigt at sidde i regering. Det her betyder, at man mister troværdighed i forhold til vælgerne,« siger Søren Nielsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ærgerlig over, at en skatteaftale kobles sammen med en aftale om udlændingestramninger.

Dermed går han i rette med ønskerne fra regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.

»Det er ærgerligt, at vi ikke kan gøre gevinsten lidt større for de lavtlønnede med skattelettelser uden samtidig skal lave udlændingestramninger. Men sådan er vilkårene. Jeg står i spidsen for en mindretalsregering, som kun kan gennemføre sin politik, hvis den får opbakning fra andre partier. Vi kan ikke færdiggøre en udlændingeaftale inden jul. Det borgerlige Danmark står ved en skillevej, som vil trække spor langt ud i fremtiden« siger han.

Dansk Folkeparti gik helt i flyverskjul og valgte bevidst ikke at kommentere situationen.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen kom med et heftigt udfald mod Liberal Alliance.

»Man har taget hele statens husholdningsbudget som gidsel for at få gennemført skattelettelser, som der ikke er opbakning til eller behov for. Jeg vil hellere bruge pengene på at opkvalificere ufaglærte, så de kan få job, eller på de skoler, der har ulækre toiletter, så børnene må holde sig. Det er alvorligt, at regeringen både tager finansloven, og det danske samfund som gidsel i deres egen politiske kamp,« siger Mette Frederiksen og gør det klart, at hun ikke ville have accepteret den opførsel som Liberal Alliance har lagt for dagen.

Både Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille har trådt deres politiske barnesko i Det Radikale Venstre. Men den radikale formand Morten Østergaard er ikke imponeret.

»De siger jo, de er oplært af vores tidligere formand Marianne Jelved. Men hvis det er rigtigt, skal de have skolepengene tilbage. LA har nu lært, hvad alle kan se: Det er DF, der styrer slagets gang i regeringsblokken,« siger Morten Østergaard.