Den konservative Rasmus Jarlov raser mod B.T.s vedvarende afsløringer af Henriette Kjærs rodede privatøkonomi og mener, at Henriette Kjærs tilbagetrækning er besluttet i avisernes redaktionslokaler. Men han erkender, at det er relevant, at hendes forhold bliver lagt frem.

Kan man ikke sige, at I politikere skal leve op til et passende mål af værdighed, også i privatlivet?

Jo, helt klart, og det er også derfor. jeg synes, at det er relevant, at man fortæller om politikeres private forhold. Men jeg synes, at det har været meget tydeligt, at man bevidst har holdt historien i kog og forsøgt at få den til at køre så længe som muligt, siger Rasmus Jarlov og fortsætter:

- Jeg synes, det er pressens opgave at lægge forholdene frem for offentligheden. Derefter må vælgerne tage stilling til, om politikerne skal genvælges. I stedet for at det nærmest bliver en beslutning, der bliver taget i redaktionslokalerne rundt omkring.

Regeringen har lige præsenteret en tilbagetrækningsplan med sloganet ”Vi kan ikke låne os til velfærd.” Set udefra virker det som om der er et modsætningsforhold til det slogan og så det, som foregår i Henriette Kjærs privatøkonomi. Mener du, at H.K. som politisk ordfører kunne gå i felten med det her budskab med så meget rod i sin egen økonomi?

- Jeg synes, at det er relevant, at hendes forhold bliver fremlagt, og så synes jeg, at vælgerne må tage stilling til, om de betragter hende som en troværdig politiker på baggrund af de forhold, der bliver lagt frem. Jeg har ikke noget problem med, at man har dækket sagen, men så må det være op til danskerne at tage stilling til, om de ønsker at have Henriette som politiker,

Det er jo den lokale havemand og den lokale vvs'er, der ikke har fået deres penge. Er det god konservativ skik, at de her folk ikke får deres penge?

- Det er det selvfølgelig ikke. Og selvfølgelig skal man betale sine regninger, og derfor er det også fint, at man dækker sagen. Det, der undrer mig, er som sagt bare, at man holder den i live, selvom man har bragt samtlige forhold. Det lugter af, at man som avis ser en sport i at få en politiker til at trække sig.