Vigtige økonomiske nøgletal for dansk økonomi bliver offentliggjort her kl. 9.00. Hvis de er dårlige, kan de blive en bombe under blå bloks valgkamp.


Politikere fra begge fløje holder vejret klokken ni onsdag formiddag.

Der offentliggør Danmark Statistisk vigtige økonomiske nøgletal for Danmarks vækst for 2. kvartal. De vigtige væksttal vil blive brugt flittigt i valgkampen af rød og blå blok afhængigt af, hvilken vej den økonomiske pil peger, forudser politisk kommentator Hans Engell.

- De tal ryger lige ind i valgkampen, uanset hvad tallene viser. Nu tyder alting på, at tallene vil være bedre end sidst. Det vil regeringen bruge til at sige, at det bevæger sig i den rigtige retning, mens Socialdemokraterne nok vil sige, at det går for langsomt, forudser Hans Engell.

Sidste gange Danmarks Statistisk offentliggjorde de politiske nøgletal, der viste et fald i væksten på 0,1 pct., gik Danmark i teknisk recession. Nyheden blev det helt store emne under Folketingets afslutningsdebat. Få minutter efter den dårlige økonomiske nyhed blev offentliggjort, bombede rød blok statsministeren i folketingssalen med spørgsmål om den manglende vækst.

Nu er der valg, og Hans Engell vurderer, at tallene vil blive brugt endnu flittigere i en valgkamp, der mest af alt handler om økonomi. Det er dog ikke sikkert, at vælgerne bliver meget klogere i sidste ende.

- Sådanne tal bliver tit svækkede, fordi landets økonomer tolker betydningen forskelligt. Hvis de kloge hoveder ikke kan enes om, hvorvidt tallene er gode eller dårlige, bliver de udvandet, siger Hans Engell.

De fleste økonomer forventer, at tallene for 2. kvartal vil vise en svag positiv vækst. Og hvis blå blok er rigtig heldige, justerer Danmarks Statistik også væksten op for 1. kvartal i en positiv retning.

Hold øje med Berlingskes live-blog klokken ni onsdag, hvor vi bringer tallene, så snart Danmarks Statistisk slipper dem løs.