Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance trak sig sent torsdag aften fra den politiske aftale om fordeling af midler til musikbranchen, som partierne ellers allerede havde givet tilsagn til at være med i.

Partiernes ordførere forklarer til B.T., at det skyldes, at regeringen pludselig pressede nye punkter ind i aftalen, som ingen af partierne kunne stå på mål for.

»Ja, jeg er vred over det. Det er et udtryk for magtfuldkommenhed fra regeringens side,« siger Katrine Daugaard, kulturordfører for Liberal Alliance.

Ordførernes forargelse drejer sig om et helt konkret punkt i den nye aftale, som i løbet af torsdagen kom ind i den fælles politiske aftale, uden at det i første omgang rigtigt gik op for hverken Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance.

Punktet drejer sig om, at de danske spillesteder nu skal pålægges at registrere og indrapportere, hvor mange kunstnere af hvert køn der spiller på deres spillesteder.

Og sådan en opgørelse vil hverken Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance være med til.

Ifølge partierne selv så var det punkt heller ikke en del af den samlede aftale før sent torsdag, selvom Folketingets partier havde været i dialog om aftalen over adskillige uger.

Katrine Daugaard (LA) kalder forløbet »uhæderligt« på sin Twitter-profil.
Katrine Daugaard (LA) kalder forløbet »uhæderligt« på sin Twitter-profil. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Klokken 16.18 modtager partiernes ordførere en samlet oversigt i en tabel over punkterne i aftalen, som ifølge både Katrine Daugaard fra LA og Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn fuldstændig ligner en oversigt, som man har gennemgået på et møde i Kulturministeriet en time eller to forinden.

I tabellen, der bliver fremsendt klokken 16.18, står der faktisk under et af de 17 underpunkter, at spillestederne skal opgøre og offentliggøre kønsbalancen for de kunstnere, som spillestedet engagerer.

Men de to ordførere opdager det ikke og de forklarer, at den del med kønsbalancen ikke er blevet diskuteret på mødet.

Det er først sent om aftenen, at ordførerne bliver klar over, at en aftale om registering af kønsbalance er med, da kulturminister Jakob Engel-Schmidts særlige rådgiver ringer for at høre, om de nu også har læst den del af dokumenterne.

»Vi er slet ikke blevet præsenteret for den del overhovedet. Vi fik jo præsenteret et noget nær identisk ark til mødet, og der må jeg indrømme, at jeg går ud fra, at det er det samme, der står. Jeg tænkte, jeg havde læst det kort tid forinden,« siger Mikkel Bjørn, Dansk Folkepartis kulturordfører.

»Jeg forstår godt, hvis nogen siger, at forløbet ikke var ordentligt. Sådan har jeg det i hvert fald selv,« siger Mikkel Bjørn (DF).
»Jeg forstår godt, hvis nogen siger, at forløbet ikke var ordentligt. Sådan har jeg det i hvert fald selv,« siger Mikkel Bjørn (DF). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Da ministerens rådgiver ringer, så må jeg sige, at det kan Dansk Folkeparti ikke være med til. Vi ville ellers gerne være med i en aftale om at løfte musikbranchen generelt, og vi havde endda sendt skriftlige citater afsted til en pressemeddelelse,« siger Mikkel Bjørn.

Han mener ikke, forløbet har været rimeligt.

»Jeg forstår godt, hvis nogen siger, at forløbet ikke var ordentligt. Sådan har jeg det i hvert fald selv,« siger han.

Katrine Daugaard fra Liberal Alliance er enig. Hun har skrevet en længere tråd på Twitter, hvor hun kalder forløbet »forhastet og uhæderligt«.

»Ministerens rådgiver ringer 21:08 og spørger, om vi har set den nye tilføjelse, for der er deadline klokken 22. Det har vi ikke set. Jeg forklarer, at jeg er nødt til at tale med min gruppe om det, og ret hurtigt kommer vi frem til, at den aftale kan Liberal Alliance så ikke være med i,« siger Katrine Daugaard og fortsætter:

»Klokken 21:36 ringer ministerens rådgiver igen, og jeg siger, at vi ikke kan være en del af aftalen, hvis ikke den del fjernes. Klokken 21:38 ringer han tilbage til mig og forklarer, at det ikke kan lade sig gøre,« siger Katrine Daugaard, som således ikke kunne gøre Liberal Alliance til en del af aftalen.

Hun afviser, at fejlen skyldes, at hun bare ikke har læst sin mail.

»Man regner jo med, at en aftale er en aftale,« siger Katrine Daugaard og fortsætter:

»De har jo selv en oplevelse af, at vi ikke er informeret ordentligt. De ved jo godt, at Liberal Alliance aldrig kan godkende sådan en aftale. Det er jo også derfor, at de ringer,« siger hun.

B.T. har bedt kulturminister Jakob Engel-Schmidt om en kommentar til kritikken. Han har sendt følgende citat.

»Det gode og brede samarbejde er vigtigt for mig. Umiddelbart efter mødet i Kulturministeriet fik alle ordførere tilsendt det fulde overblik over aftalens initiativer – herunder forholdene vedrørende spillesteder. Jeg er ked af, hvis ordførerne ikke har læst det materiale, ministeriet har fremsendt,« skriver ministeren i en sms.

Aftalen fordeler i øvrigt godt cirka 224 millioner kroner til forskellige dele af den danske musikbranche. Du kan læse om aftalen her.