Sverige har netop forbudt rygning en række steder udendørs, og Danmark kommer også til det, vurderer Kræftens Bekæmpelse. Men den nye regering har ikke gjort sin stilling op.

Selv om rygeloven ikke er justeret, siden den blev indført i 2007, er man fuld af forhåbning hos Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen har med tilfredshed noteret sig den nye lovgivning i Sverige, som forbyder rygning på caféer og restauranter med udeservering, busstoppesteder, stadioner og legepladser.

»Det er en ny udvikling, der er på vej,« siger projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær.

Han minder om modstanden mod røgfrie værtshuse i sin tid. Her gik Irland forrest. Tiltaget blev opfattet som langt ude herhjemme.

»Men det blev alligevel virkelighed,« siger han, som i øvrigt gerne vil have fjernet undtagelsen for værtshuse med et serveringsareal på under 40 kvadratmeter.

»Det skal vi have styr på, før vi begynder at se på reglerne for rygning udendørs,« siger han.

Får det færre til at begynde at ryge, at det bliver sværere at ryge udenfor?

»Det tror vi. Mange begynder at ryge, når de går i byen – de bliver festrygere. Så sker der det, at hver dag så at sige bliver til en fest. Der er ingen, der begynder at ryge som 16-årig, der begynder med en pakke om dagen. Det begynder i det små,« siger Niels Them Kjær.

Han vurderer også, at et forbud mod rygning visse steder udendørs vil få betydning for ældre rygere.

»Rigtig mange af dem har forgæves forsøgt at holde op med at ryge. Det gælder faktisk tre fjerdedele. Nogle af dem falder i, når de er i byen,« siger han.

På Christiansborg er der dog ikke umiddelbart den store appetit på at skride til yderligere lovgivning på området.

Fortovscafe på Lille Torg i Malmø. Her må der ikke længere ryges.
Fortovscafe på Lille Torg i Malmø. Her må der ikke længere ryges. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

S-regeringen skriver i den politiske forståelse, den har indgået med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, at der skal tages 'initiativer med henblik på at sikre at færre ryger, særligt at færre unge begynder at ryge', men har især lagt væk på at hæve afgifterne på tobak.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kunne søndag ikke træffes for en kommentar.

I et interview med Politiken forleden sagde han dog, at højere priser ikke er det eneste, regeringen kommer til at tage i anvendelse.

»Ingen værktøjer er fremmede for os, når det handler om at forhindre børn og unge i at begynde at ryge,« sagde ministeren.

Socialdemokratiets sundhedsordfører i Folketinget, Rasmus Horn Langhoff, havde heller ingen kommentarer til spørgsmålet søndag.

Og hos SF har man ifølge sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen ikke taget stilling til et delvist udendørs rygeforbud.

Det har man dog i både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

»Jeg synes, det er at gå lige lovligt drastisk til værks at lovgive om det. Det er fint med udendørs arealer, der er forbeholdt rygere og ikke-rygere, men et decideret forbud støtter vi ikke i Enhedslisten,« siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.

»Jeg så hellere, at vi får sat priserne op, gemmer cigaretpakkerne væk og får dem gjort neutrale. Vi må se effekten af det først,« tilføjer han.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, jubler heller ikke over idéen om et forbud.

Hun kalder det en 'hetz' mod rygerne.

»Hvis man forbyder rygning foran pubben, så går folk jo bare over på den anden side af gaden og ryger. Og det samme gælder legepladser – så stiller man sig et andet sted hen i nærheden. Vi har haft forbud mod rygning på bestemte matrikler i mange år, og det har bare skubbet problemet længere væk,« siger hun til Berlingske.