PORTRÆT: På bare 100 dage er det lykkes transportminister Ole Birk Olesen at få det meste af Folketinget på nakken.

»Discount-Pia« hed en artikel om Pia Kjærsgaard i Ekstra Bladet i 1998.

»Pia Kjærsgaards taktik går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister. Pia sad med en kold pizza i den ene hånd og greb ud efter telefonen med den anden, så det hele så ekstra travlt ud,« stod der i artiklen skrevet af nuværende transportminister Ole Birk Olesen, mens han var journalistpraktikant på Ekstra Bladet.

Han undlod at fortælle, at det var ham selv, der havde opfordret Pia Kjærsgaard til at sidde med en daggammel pizza i hånden af hensyn til fotografen.

Det er mange år siden, men de kan godt huske det i DF, og de tænker ikke tilbage på begivenheden med glæde.

I denne uge har Ole Birk Olesen været venneløs på Christiansborg. DF's transportordfører Kim Christiansen har betegnet ham som inkompetent og arrogant i en sag om et milliardunderskud i PostNord. Kemien mellem de to er så dårlig, at den truer med at skygge for sagens faktuelle indhold. Flere kan berette, at det slår gnister mellem de to, når befinder sig i det samme lokale i længere end 30 sekunder.

Ganske sigende for Ole Birk Olesens omdømme på Borgen er det, at man skal helt over på den modsatte politiske fløj, til Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested, for at finde en politiker uden for egne rækker, der vil sige noget positivt at sige om ham.

»Jeg synes at han virker arrogant, men det har jeg tilskrevet det, at han er uvant i jobbet. Han kan virke lidt kantet. Jeg vil endda sige kejtet,« siger Henning Hyllested og tilføjer, og her kommer det positive, at han føler sig godt informeret af Ole Birk Olesen.

DFs postordfører Henrik Brodersen giver nogenlunde samme karakteristik:

»Jeg har først lært ham at kende efter, han blev minister, men han virker noget kantet. I venners lag kan han sikkert være en lun fyr, men som minister er han stiv i betrækket, især når man stiller ham § 20 spørgsmål. Han er ikke ligefrem typen, der dunker folk på skulderen,« siger han.

Det med arrogance synes at være et karaktertræk, der har kendetegnet ham siden han som ung praktikant første gang satte sine ben på Christiansborg.

»Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder,« hedder det på forsiden af Ekstra Bladet i 2001, hvor Kristian Thulesen Dahl beskyldes for at have forfulgt en malaysisk kvinde fra det ene morgenværtshus til det andet. Forfatter: Ole Birk Olesen.

De Konservative går det også ud over, mens Ole Birk stadig er journalist. På partiets landsmøde i 2004 opdager han at nogle beduggede KU'ere ved 01-tiden om natten synger »Det var et herligt KU-møde« - en fascistisk inspireret slagsang fra 30erne.

»Så var det - og det er her, det måske er på sin plads med en drøftelse af journalistisk etik - at jeg meldte mig på banen: 'Er det ikke »Lad nu de røde få at mærke«, den fortsætter med?' spurgte jeg, og det satte sandelig gang i festlighederne igen,« skriver Ole Birk i Berlingske.

Tre eksempler på, at Ole Birk Olsen som journalist var frækkere end de fleste. Han var dengang fanatisk optaget af, at Anders Foghs VK-regering ikke var liberal nok, og det var svært at indpasse i objektive artikler. I 2007 stopper han på Berlingske og springer helt ud som liberal debattør.

Han udgiver debatbogen »Taberfabrikken« - et frådende angreb på velfærdsstaten, som er skyld i »opløste familier, en eksplosion i kriminaliteten, ødelagt arbejdsmoral, og forværrede sociale problemer.«

Han starter også den højreorienterede netavis 180grader. Det forretningsmæssige talent lever dog ikke op til de ideologiske visioner. Efter det første leveår kommer netavisen ud med et underskud på 900.000 kr. To år senere træder Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen dog til, skyder et ukendt beløb ind i avisen, og køber 40 pct. af selskabet igennem sit holdingselskab Seier Capital.

Siden Ole Birk Olesen bliver kandidat for Liberal Alliance i 2010, får 180grader lov at leve videre som et brugerstyret medie, som kun brugerne selv interesserer sig for. Men Ole Birk bliver ikke rundere. Tværtimod. Årets efter er det hele kvindekønnet, der må stå for skud.

»Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke,« siger han til damefrokosten.com. Siden trækker han i land, men der er mange andre eksempler.

Ordet arrogant går igen, når man snakker med folk om ham, ligesom han angiveligt har meget svært ved at sige undskyld, og det kan skabe store problemer for ham, når han skal udrede trådene med forligspartierne på tirsdag.