Et nyt lovforslag gør, at det kan blive dyrt for bilejere at låne bilen ud til en fartgal ven.

Bliver et køretøj fanget i en fotofælde og afsløret i at køre for stærkt, vil der dumpe en fartbøde ind af brevsprækken hos køretøjets ejermand - og så selvom det var en ven, som kørte bilen. Sådan lyder det nye lovforslag, som var under behandling torsdag formiddag.

Forslaget ser ud til at blive en realitet, efter Enhedslisten er vendt på en tallerken og nu sikrer et politisk flertal bag forslaget.

Dermed skulle det blive nemmere for politiet at uddele fartbøder. Før kunne politiet have svært ved identificere føreren af bilen, fordi kasketter, en arm foran hovedet og solens refleksion skjulte bilens fører.

Men fremover skal nummerpladen altså sikre, at politiet kan få sendt bøden af sted.