Lars Løkke Rasmussen har i afgørende situationer ændret spillereglerne på Christiansborg, når han stod med ryggen mod muren.

Senest, da han under den fire dage lange og højdramatiske nervekrig med Søren Pape Poulsen stædigt holdt fast ved sin fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen og tilmed truede med valg.

Normalt træder en minister tilbage med det samme, når et flertal i Folketinget udtrykker sin mistillid.

Denne parlamentariske sædvane har været gældende siden 1947, da den politisk tonedøve statsminister og Venstre-formand Knud Kristensen ikke forstod et vink med en vognstang og blev fældet ved en mistillidsafstemning i selve folketingssalen.

Væltede Morten Bødskov

Siden dengang har det været tilstrækkeligt, at et flertal nøjes med at udtrykke sin mistillid mundtligt eller på skrift, hvorefter ministeren går af.

Så sent som i december 2013 væltede Enhedslisten den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov på den måde. Kulturminister Uffe Elbæk trak sig også straks, da han indså, at opbakningen var væk.

Lørdag morgen tabte Løkke nervekrigen til Søren Pape Poulsen, og Eva Kjer Hansen måtte gå af.

Savnede en advarsel

Alligevel kunne Løkke ikke dy sig for i et interview med TV2 samme eftermiddag at klandre De Konservative for, at partiet ikke at have advaret ham i tide om, at man var utilfreds med Eva Kjer Hansen.

»Man har eskaleret en konflikt op uden at give rum for at se, om denne sag kunne være løst mere fredeligt,« sagde han.

Normalt har ministre selv ansvaret for at sikre sig, at de har deres parlamentariske grundlag på plads. Nu forsøger Løkke at skubbe dette ansvar over på de tre andre partier i blå blok.

Kommentator og tidligere spindoktor Rasmus Jønsson, som i dag er partner i kommunikationsbureauet New Deal, ser et klart mønster i Løkkes handlemåde.

»En statsminister skal altid finde sit eget sprog og sin egen måde at gøre tingene på. Men hans måde at omdefinere reglerne på går nogle gange alt for langt og bliver alt for skøre. Folk kan ikke følge ham. I denne sag har han omdefineret reglerne i en sådan grad, at man dybt inde i hans egen lejr ikke kan forstå, hvad der foregår,« siger han.

Løkke burde efter Rasmus Jønssons vurdering tænke mere strategisk.

Langsigtede regler

»Det sker jo næstee hver eneste uge, at en minister er ved at komme på glatis og må tage en snak med ordførerne for ikke at tabe ansigt. I stedet for kun at udtænke nye regler, der kan redde ham ud af en vanskelig situation, burde han i stedet udtænke nogle klare og mere langsigtede regler, så han undgår at havne i suppedasen,« siger han.

At der kunne gå hele fire dage, før Eva Kjer Hansen trak sig, får nu SF’s formand Pia Olsen Dyhr til at overveje, om Folketingets forretningsorden skal laves om.

»Det er med til at rokke ved danskernes tillid til parlamentarismen, at ministeren ikke går med det samme,« siger hun og foreslår, at det skal være muligt at stille et mistillidsvotum i folketingssalen uden varsel.

»Det er absurd, at der kan gå seks arbejdsdage fra, at vi anmoder om en hasteforespørgsel, til at den kan komme på dagsordenen i salen,« siger Pia Olsen Dyhr.

Stemt ned 105 gange

Sidst den parlamentariske sædvane blev ændret, var i 1980’erne.

Dengang blev den konservative statsminister Poul Schlüter siddende, selv om han blev stemt ned 105 gange i folketingssalen. Han valgte ikke at gøre nederlagene til et kabinetsspørgsmål. Indtil da var det normalt, at en regering skulle have et flertal bag sig for at blive siddende. Med Schlüters nytolkning af grundloven kunne regeringen tåle at få et flertal imod sig, når bare man anså sagen for at være af mindre betydning.