Mens flertallet af de danske politikere står i kø for at for at tage afstand til Viktor Orbán, har Dansk Folkeparti i dag valgt at holde med både med den kontroversielle ungarske præsident og Putin. 

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding nu fra Liberal Alliances nyvalgte medlem til Europa-Parlamentet, Henrik Dahl. 

Det sker efter, at det søndag er blevet meldt ud, at Dansk Folkepartis Anders Visitsen får en toppost i den nystiftede gruppe Patriots for Europe, der er grundlagt af netop Viktor Orbán. 

»Det er helt vildt, at Dansk Folkeparti allierer sig med en person, der direkte modarbejder Ukraines kamp mod Rusland, og som har stillet sig på tværs af, at en af Danmarks nærmeste, Sverige, kunne blive optaget i NATO,« siger Henrik Dahl og fortsætter: 

»DF stiller sig nu på side med dem, der ikke ønsker fred og frihed i Europa, men ønsker, at Ukraine frivilligt skal overgive territorie til Rusland. Det er rystende, at et parti, der påstår at være imod Putins invasion af Ukraine, nu hopper med på en prorussisk galaj.« 

I denne uge var Viktor Orbán på overraskelsesvisit til Moskva, hvor han mødtes med Vladimir Putin. Besøget kom få dage efter, at Ungarn har overtaget EU-formandskabet. 

Ifølge Orbán var besøget en fredsmission, men det blev skarpt kritiseret fra en lang række europæiske toppolitikere. Herhjemme har også statsminister Mette Frederiksen taget stærk afstand fra Orbán: 

»Viktor Orbáns besøg i Moskva er dybt bekymrende. Orbán taler ikke på vegne af EU. Der er intet at tale om, så længe Rusland bliver ved med at angribe Ukraine,« lød det i en udtalelse fra statsministeren på X. 

Orbán er Ruslands tætteste kontakt i EU, og har modsat de fleste andre vestlige lande, afvist at støtte Ukraine med våben, han har strittet imod hjælpepakker til Ukraine, og drevet en kile ind i arbejdet med europæiske sanktioner, hvilket betyder, at Ungarn stadig kan få det meste af sin olie og gas fra Rusland.

Både Anders Vistisen og Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har på X svaret på kritik af partiets valg om at indgå i den nye gruppe startet af Viktor Orbán med at Europa-Parlamentet - ifølge dem - ikke har nogen indflydelse på dansk udenrigspolitik. 

Den udlægning giver Henrik Dahl mildest talt ikke meget for.

»Ha! Helt ærligt – hvor dumme tror de egentlig, at folk er? Selvfølgelig støtter man op om Orbán ved at sidde i gruppe med ham. Når de gør det, får Orbán bare en større platform at føre sin Ukraine-fjendtlige politik ud fra,« siger han og kalder Dansk Folkeparti for desperat. 

»De prøver febrilsk at finde et ledigt standpunkt, der kan hjælpe dem med at fiske vælgere tilbage fra Støjberg. Måske de tror, at de ved at gøre det kan appellere til de få procent tosser herhjemme, der mener, Orbán har fat i noget ved at lade Ukraine i stikken,« siger Henrik Dahl.

Skal jeg forstå dig sådan, at du mener, det er direkte prorussisk, hvis man samarbejder med Orbán i EU? 

»Ja, for det er den logiske konsekvens af at støtte en person, der modarbejder Ukraines frihedskamp, og mener, at landet frivilligt skal afgive territorium til russerne. Det er rystende, at konstatere, at vi nu har fået et direkte anti-ukrainsk parti i Danmark,« siger Henrik Dahl. 

Hos Danmarksdemokraterne tøver partiets nyvalgte kandidat i parlamentet, Kristoffer Storm, en smule før han svarer på, hvorvidt han er enig med Henrik Dahl i, at Dansk Folkepartis valg er direkte prorussisk. 

»Man kan sige, at der i hvert fald ikke for os er nogen tvivl om, at man ikke entydigt bakker op om Ukraine, hvis man samarbejder med Viktor Orbán, og dermed giver ham endnu mere vægt i parlamentet,« siger han. 

Netop den manglede opbakning til Ukraine fra Orbán var ifølge Kristoffer Storm en »rød linje«, der gjorde, at Danmarksdemokraterne ville ønskede at blive en del af en gruppe med Orbáns parti, Fidesz. 

Dansk Folkepartis Anders Visitisen mener, at Henrik Dahl gør præcist de det samme som Dahl anklager DF for, fordi der i EPP-gruppen, som Liberal Alliance er medlem af, også sidder politikere, der har samme holdning til krigen i Ukraine som Viktor Orbán. 

»Så det er er bare en gang smædekampagne, som du og medierne er dumme nok til at hoppe med på. Der er ingen forskel på, hvad vi gør og på, hvad Henrik Dahl gør,« siger Anders Vistisen. 

Det er vel fra Danmark kun Dansk Folkeparti, der aktivt vælger at indgå i et samarbejde med Orbán. Du får samtidig en prominent position – betyder det ikke noget, hvem man vælger at gå i gruppe med? 

»Hvis du forstod, hvordan det fungerede, ville du vide, at dansk udenrigspolitik ikke bliver fastlagt i grupperne i EU. Det er ikke Orbán, der bestemmer, hvad vi mener om Ukraine,« siger Anders Vistisen. 

Hvis du eller I er meget uenige med Orbán på – for i hvert fald andre partier – meget afgørende punkter nemlig holdningen til Ukraine, hvorfor giver det så mening for jer at støtte netop hans gruppe? 

»Der er en hel masse andre politikere i parlamentet, der har lignende holdninger, blandt andre flere Henrik Dahl sidder sammen med, og det skal de åbenbart ikke høre for, men det skal vi så.«   

Du mener ikke, det sender et signal til jeres vælgere fra jeres side at vælge en gruppe med en i europæisk politik så kontroversiel person som Viktor Orbán? 

»Det sender det signal, at vi i Dansk Folkeparti ikke synes, det er kontroversielt at indgå et samarbejde om at kæmpe benhårdt for at få stoppet masseindvandringen fra Europa – tværtimod, « siger Anders Vistisen.