Dansk Folkeparti er havnet i et økonomisk slagsmål om en række tegninger af Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. 

Erik Guldager, som ejer et galleri og sælger mange af Westergaards værker, truer med at sende Dansk Folkeparti til inkasso, da han mener, de skylder ham 43.000 kroner. 

»Jeg talte med dem første gang helt tilbage i slutningen af 2022 om det. De ville gerne udsmykke deres gruppelokale med nogle tegninger. Vi skulle bare finde det helt rigtige, og det gjorde vi så,« siger Erik Guldager, som forklarer, at han har talt med talrige personer i Dansk Folkeparti om salget, herunder også partiformand Morten Messerschmidt. 

Guldager fik herefter rammet fire værker af Kurt Westergaard ind, som han havde i sinde at levere til Dansk Folkeparti. 

Den nu afdøde Muhammed-tegner Kurt Westergaards værker er blevet omdrejningspunkt for en pengestrid mellem Dansk Folkeparti og galleriejer Erik Guldager, som sælger værkerne.
Den nu afdøde Muhammed-tegner Kurt Westergaards værker er blevet omdrejningspunkt for en pengestrid mellem Dansk Folkeparti og galleriejer Erik Guldager, som sælger værkerne. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men hos Dansk Folkeparti er forklaringen, at der godt nok har været samtaler mellem partiet og Erik Guldager om at købe nogle af Westergaards tegninger, men der er aldrig indgået en reel købsaftale. 

»Det er rigtigt, at vi har drøftet det, men der har aldrig været været en ordrebekræftelse. Hverken skriftligt eller mundtligt,« siger Dansk Folkepartis sekretariatschef, Nicolai Kjær. 

B.T. ligger inde med en lang række mail og sms-beskeder mellem Erik Guldager og forskellige medarbejdere i Dansk Folkeparti. 

Ifølge Guldager dokumenterer samtalerne, at der har været indgået en reel aftale om køb, men han erkender, at han ikke har en skriftlig ordrebekræftelse. 

Alligevel har han igennem en periode truet med først inkasso og siden at gå til pressen om sagen.

Erik Guldager, er det ikke din egen skyld, når du ikke laver en skriftlig ordre? Så var alt det her jo undgået?

»Jeg har handlet med kunst i 39 år, og jeg har aldrig haft brug for en skriftlig ordrebekræftelse. Det er første gang,« fortæller Guldager og fortsætter:»Selvfølgelig er der en mundtlig ordre på det. Det ved de godt. Jeg har sat rammer på, som vi har aftalt, og Morten Messerschmidt talte om, vi skal holde fernisering, jeg skulle holde tale og alt muligt,« forklarer Guldager, som siger, at han altid har været på rigtig god fod med Dansk Folkeparti ellers.

Det er især rammearbejdet på værkerne, som skærper konflikten til. Tegningerne er nemlig ikke leveret, selvom Guldager har forsøgt at køre til Christiansborg med dem i bilen en dag, han alligevel skulle til København. 

Men Dansk Folkepartis Nicolai Kjær forklarer, at Guldager talrige gange har fået besked på, at Dansk Folkeparti ganske rigtigt gerne vil købe nogle værker, men ikke kan sige endeligt ja, før Folketinget har godkendt købet. 

Kunstkøbet skal nemlig foretages for midler, der er en del af de såkaldte gruppestøttekroner, som partierne får. Og i den forbindelse kan partiet ikke udbetale penge for nogle værker, som de ikke ved, om de overhovedet kan hænge op. 

»Vi har gentagne gange forklaret, at vi først kunne betale, når vi havde fået grønt lys fra Folketinget. Det har vi rykket for flere gange, men har nu fået at vide, at vi får svar i næste uge,« siger Nicolai Kjær, der forklarer at han nu er usikker på, om Dansk Folkeparti overhovedet vil købe værkerne.

»Havde du spurgt mig for tre dage siden, så havde jeg sagt, at vi gerne ville købe værkerne. Men nu, hvor vi bliver truet med pressen og presset på den måde, så tvivler jeg på, at vi ønsker at handle med Erik Guldager. Tegningerne købte vi gerne, men ikke af ham,« siger han. 

B.T. har set korrespondance mellem Dansk Folkeparti og Folketingets administration, som strækker sig nogle måneder tilbage om netop erhvervelse af Kurt Westergaards værker. 

Erik Guldager forklarer, at han nu påtænker at sende kage til Dansk Folkepartis partikontor hver fredag. Han kalder det en huskekage.