Den Lille Havfrue blev natten til tirsdag udsat for hærværk. Gerningsmændene har kastet rød maling på skulpturen og efterladt et politisk budskab. Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) kalder det, ’ Så afstumpet som det overhovedet kan være’. BT har bedt kultur- og fritidsborgmesteren uddybe sin kritik.

Carl Christian Ebbesen, hvad er problemet?

»Der er tale om et nationalt klenodie, som man vælger at bruge til politisk propaganda – det, synes jeg, er afstumpet. Man skal holde sig inden for lovens rammer, og derfor skal de også straffes som sådan, og jeg synes, at det er en skærpende omstændighed, fordi der er tale om hærværk mod noget så unikt som Den Lille Havfrue.«

Hvad vil du gøre ved det?

»Jeg vil tale med politiet og undersøge, om videoovervågning af området kan have en præventiv virkning, fordi det, tror jeg, at det har. Det er en billig og simpel løsning, og hvis politiet mener, at det er en god idé, vil jeg tage det op i økonomiudvalget for at få det sat op. Det afgørende for mig, handler om, at vi overvåger de klenodier eller steder, hvor der er risiko for, at der sker skade på tingene. Jeg er dybt forarget over det her, fordi det er et nationalt klenodie.«

Den lille Havfrue blev vasket ren igen, er det ikke en overreaktion?

»Jeg synes, der er en klokkeklar grænse, når der er tale om originale kunstværker, som er uerstattelige. De skal behandles varsomt. Jeg vil have et København, hvor tingene står åbent og frit, hvor de ikke er hegnet ind. Det, at vi har tillid til hinanden, er det samfund, jeg ønsker. Det er det, jeg forsøger at fremme i byen som kultur- og fritidsborgmester. Folk misbruger den tillid, vi giver, når vi ikke hegner vores nationale klenodier ind, som vi ser det i udlandet.«

»Det er en af de helt store og skønne værdier ved København, at man kan komme tæt på de her kunstværker, være en del af det og røre ved det.«