På Joachim B. Olsens (LA) Facebook-side udspiller der sig i øjeblikket en større diskussion.

Den tidligere kuglestøder blev ikke valgt ind i Folketinget. Derfor har han forfattet en længere tekst på sin Facebook-side, hvor han takker for sin tid på Christiansborg.

'Det har været mit livs største ære at være medlem af Folketinget i 8 år. Tak til de borgere, som har stemt på mig gennem årene. Tillykke til alle som blev genvalgt og nyvalgt. Jeg sagde ja til at gå ind i politik for at gøre en forskel for det borgerlige-liberale Danmark. Det føler jeg, at jeg er lykkedes med,' skriver Joachim B. Olsen blandt andet.

Også Anders Samuelsen knytter han en kommentar til, som torsdag måtte se sig nødsaget til at forlade Liberal Alliance som formand.

'Jeg vil gerne sende en særlig tak til Anders. Du tog en chance, da du i sin tid bad mig stille op. Jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg sagde ja. Uden Anders, så havde der ikke været noget Liberal Alliance. Du vil altid have en helt særlig plads i mit liberale hjerte, Anders. Tak!'

Den Konservative politiker Rasmus Jarlov vælger herefter at knytte en lille kommentar om, hvor uretfærdig han synes, det er, at Joachim B. Olsen må tage afsked med Folketinget.

'Jeg kan ikke begribe, at du ikke er blevet genvalgt. Danmarks dygtigste politiker indenfor skat og økonomi. Det troede jeg simpelthen ikke kunne ske. Det er et kæmpe tab for den danske borgerlighed. Jeg har selv prøvet fire år ude i perioden 2011-2015. Det er ikke så slemt.'

Det er især Rasmus Jarlovs sidste kommentar, som flere brugere siden er blevet stødt over.

Rasmus Jarlov (K) støtter Joachim B. Olsen (LA) på et Facebook-opslag.
Rasmus Jarlov (K) støtter Joachim B. Olsen (LA) på et Facebook-opslag. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Slap af i nogle måneder. Tænk over hvad du altid har ønsket dig at gøre og så gør det. Kom derefter stærkere tilbage igen til næste valg!'

Herefter kommenterer flere brugere, at Joachim B. Olsen bør få sig et job i stedet for at 'slappe af i nogle måneder', som Rasmus Jarlov anbefaler.

' Rasmus Jarlov "slap af i nogle måneder" er det den borgerlige holdning til nylige ledige. Han skal da ud og arbejde i stedet for at fise den af for mine skatte kroner, hvilket han i øvrigt har gjort det meste af hans liv,' er der en, der skriver.

Også en anden skriver:

'Du skal ud og aktiveres i praktik for dansk supermarked eller Salling group .. ud og arbejd for dit lukrative eftervederlag som alle der får hjælp af det offentlige .. det er slet og ret kun fair.'

Og det har Rasmus Jarlov også en kommentar til:

'Jeg glemte et kort øjeblik, at jeg er på Joachims væg. Stedet hvor småtbegavede mennesker med ondt bagi håner Joachim, kalder ham øgenavne og tillægger ham at have sagt ting, som han aldrig nogensinde har sagt.'

Og den kommentar er heller ikke faldet i god jord.

'Rasmus Jarlov, det er godt at vide hvordan du tænker om en del af den danske befolkning. Husk nu hvem du er og at du lever af disse menneskers stemmer og penge.'

'Hvorfor råde ham til at slappe af nogle måneder, når I politikere gang på gang har givet udtryk for at Danmark skriger på arbejdskraft?? Han skal da bare igang!!'

'Utroligt dumt skrevet: Slap af i nogle måneder. Jeg stemte borgerligt, men har fortrudt, når nu mit hjerte banker for dem, der gider at bestille noget.'

Og sådan fortsætter de negative kommentarer på opslaget.

Folketingsvalget blev katastrofalt for Liberal Alliance, der blev sendt i knæ og mistede flere profiler inklusive partilederen, der nu er gået af. Det skriver Ritzau, torsdag den 6. juni 2019.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Folketingsvalget blev katastrofalt for Liberal Alliance, der blev sendt i knæ og mistede flere profiler inklusive partilederen, der nu er gået af. Det skriver Ritzau, torsdag den 6. juni 2019.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Liberal Alliance havde mildt sagt et dårligt valg.

Partiet er gået tilbage fra 7,5 procent af stemmerne til blot 2,3 og har derfor mistet ni af sine 13 mandater.

Joachim B. Olsen som indtil nu har været partiets finans- og udlændingeordfører må altså sige farvel til Folketinget, da partiet mister sit ene mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor han var opstillet.

Liberal Alliance er med sine kun fire mandater blevet til det mindste parti i Folketinget sammen med Nye Borgerlige.