»Jeg går nu og ønsker jer alle sammen alt det bedste fremover.«

Sådan har Anders Samuelsen netop sagt foran Christiansborg, mens han kæmpede med ikke at overgive sig til tårerne.

Den nu tidligere partiformand var tydeligvis rørt, da han sagde farvel efter adskillige år som formand for Danmarks mest liberale parti.

Under pressemødet fik han også peget på en ny partiformand.

»Jeg har selvfølgelig peget på min højre hånd, Simon Emil Ammitzbøll som ny formand,« sagde han.

Og så gjorde han i øvrigt klart, at han ikke længere er en del af folketingsgruppen, og at han derfor ikke vil blande sig.

Der har været uvished om Anders Samuelsens fremtid som partiformand, siden Liberal Alliance onsdag havde et helt katastrofalt folketingsvalg.

Partiet gik fra 7,5 pct. af stemmerne i 2015 til blot 2,3.

Dermed har Liberal Alliance fået et elendigt valg og står til at miste flere profiler, da partiet har mistet 9 af sine hidtidige 13 mandater og ender på kun 4.

Det dårlige valg satte allerede torsdag morgen bølger i gang blandt flere LA-profiler.

Blandt andet har Henrik Dahl kritiseret partiets ledelse i hårde vendinger, hvor han beskylder Anders Samuelsen for nepotisme og 'ekstrem dårlig ledelse'.

B.T. følger sagen tæt.