En af de allerstørste Dansk Folkeparti-profiler må forlade Folketinget. Martin Henriksen er færdig efter 14 år.

Han har selv en klar idé om, hvorfor det er gået sådan.

Her skal vi fire år tilbage i tiden. Dengang havde Lars Løkke Rasmussen (V) og blå blok vundet valget, og Dansk Folkeparti var blevet Folketingets næststørste parti - endda større end Venstre.

Og da netop Lars Løkke Rasmussen skulle fordele ministertaburetter, havde Dansk Folkeparti muligheden for at komme i regering for første gang.

»At vi ikke gik i regering i 2015 er en del af årsagen til det dårlige valg, vi har haft nu. Vi kunne godt have sagt ja til ministerbiler og ministerløn, men vi valgte indflydelse i stedet for,« siger Martin Henriksen.

Så tilbuddet lå der om en plads i regeringen?

»Dansk Folkeparti kunne have gået i regering, hvis vi ønskede det. Jeg var en af dem, der besluttede, at vi skulle blive uden for regeringen. Vi mente, vi kunne få mere indflydelse uden for regeringen. Og det mener jeg også, vi har fået med adskillige udlændingestramninger, grænsekontrol med mere.«

»Der er mange eksempler på partier, som er gået i regering, uden de fik indflydelse. Nogle ministre har bare siddet og administreret politik, de i virkeligheden ikke var enige i,« siger han uden at nævne navne og uddyber:

»Så jeg mener, vi traf det rigtige valg. Og derfor er det egentlig også mærkeligt, at vi straffes for det i dag.«

Den manglende regeringsdeltagelse er dog ikke eneste årsag til, at Dansk Folkeparti ved valget 5. juni gik fra 21,1 procent til 8,7 procent, mener Martin Henriksen.

Også Stram Kurs og Rasmus Paludan har gjort livet besværligt for DF.

»Rasmus Paludan har smadret udlændingedebatten fuldstændigt. Det hele er gået op i at brænde koraner, og det har overskygget substansen på udlændingeområdet.«

»Jeg erkender, at Rasmus Paludan har en pointe i forhold til islam som en voldelig religion, men hans opførsel har stjålet billedet. Stram Kurs har skudt kulturkampen mange år tilbage, da de har skræmt en masse danskere,« siger Martin Henriksen, der også nævner klima og DF's samarbejde med Socialdemokratiet som årsager til nedturen:

»Der er nogle, som har fortalt mig, at vi skulle have mere kant og ikke samarbejde med Socialdemokratiet på udlændingeområdet. Men jeg mener, vi har fået en masse igennem med netop dem. Så det fortryder jeg ikke.«

Når det gælder internt i Dansk Folkeparti, mener Martin Henriksen ikke, det miserable valgresultat skal have konsekvenser for formand Kristian Thulesen Dahl.

»Jeg synes bestemt godt, at Kristian kan være formand. Faktisk bryder jeg mig ikke om, at folk går, når det er svært. I sidste ende har formanden ansvaret for et valgnederlag, og derfor skal han også blive og rydde op. Han har i hvert fald min opbakning 110 procent,« siger Martin Henriksen, der endnu ikke ved, om nederlaget er hans endeligt i politik.

»Det er ret nyt stadig, så jeg har ikke nået at tænke alle scenarier igennem. Og det vil lige tage mig noget tid. Men det kan godt være, jeg skal ud og have mig et almindeligt arbejde. Før arbejdede jeg som lastbilchauffør, hvor jeg kørte fødevarer rundt i Storkøbenhavn. Det kan være, jeg skal det igen.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan. Han er endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.