Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, var klar til at trække sig som politisk leder på valgaftenen.

Men han blev overtalt til at vente til dagen efter af et andet medlem af partiledelsen.

Det erfarer B.T. på baggrund af samtaler med flere centrale kilder i Liberal Alliance.

Det er en aften med store udsving og mange følelser. Mens man følger udviklingen i stemmeoptællingen, svinger følelserne mellem lettelse og chok blandt de liberale politikere.

Allerede ved 17-tiden om eftermiddagen begynder en vis nervøsitet at brede sig hos centrale LA-folk, mens de sidder og kigger på tal på deres mobiltelefoner.

Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen under partilederdebatten på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat.
Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen under partilederdebatten på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat. Mads Claus Rasmussen

Det er tal fra professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Tallene viser, hvad vælgere, der stemte LA sidst, overvejer at stemme nu. Det er en skræmmende nedadgående kurve. For første gang opdager LA-folkene, at der er fare for, om partiet overhovedet kan overleve.

»Det er værre, end vi tror,« tænker de bekymret.

Humøret stiger dog markant, da valgfesten starter inde på Christiansborg, hvor de runde cafeborde er smykket med flag, og der er dækket op med chips, saltstænger, øl og vin.

I de første tal står LA til 3,0 eller 3,5 pct. svarende til fem-seks mandater. Det er mere end en halvering fra de 7,5 pct. og 13 mandater, partiet har haft siden sidste valg.

Men LA'erne ved godt, de har skuffet vælgerne. Og i betragtning af partiets generelle situation synes de fleste, at det er et meget godt resultat. Nærmest en halv sejr.

Finansordfører Joachim B. Olsen går dog noget nervøst rundt ude på gangen. Han er bekymret for sit eget mandat. Målinger har i noget tid vist, at han risikerer ikke at blive genvalgt. Det skal vise sig, at han langtfra er alene.

»Jeg ved det ikke,« siger han lavmælt, når man spørger ham, hvordan det går.

Liberal Alliance holder pressemøde. Liberal Alliances Anders Samuelsen holder pressemøde på Christiansborg vedrørende sin afgang som formand og sit exit fra politik, torsdag den 6. juni 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)
Liberal Alliance holder pressemøde. Liberal Alliances Anders Samuelsen holder pressemøde på Christiansborg vedrørende sin afgang som formand og sit exit fra politik, torsdag den 6. juni 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019) Martin Sylvest

Men stemningen er god, da landsformand Leif Mikkelsen byder velkommen, og senere, da politisk ordfører Christina Egelund præsenterer den første exitpoll.

Men fra da af går det kun ned ad bakke, og der er lidt stille i rummet på 2. sal på Christiansborg. Tallene tikker ind, regelmæssigt og urovækkende. 2,6. 2,4. De tilstedeværende begynder at skimte spærregrænsen, som de nærmer sig fra den forkerte side.

En af B.T.s valgreportere har til opgave at dække to partier: De Radikale og Liberal Alliance. Det er en surrealistisk oplevelse for ham at gå frem og tilbage mellem de to partier. De Radikale – det parti, Anders Samuelsen 'voksede op' i – oplever kæmpe succes og fremgang. Til sammenligning minder LA-rummet lidt om et gravkammer.

Humøret stiger dog, da Anders Samuelsen dukker op klokken 22.51. Han omfavner sin nr. 2, Simon Emil Ammitzbøll Bille, på en lille scene med LA's logo som baggrund, og medlemmerne hujer og jubler.

»Det har været en vild tur, som vi har været igennem de seneste fire år. Nu står vi her. Det var en velkomst, som var lige så god som for fire år siden. Men resultatet står ikke helt mål med for fire år siden. Det går op og ned. Også i politik,« siger Anders Samuelsen på scenen til sine partifæller.

»Jeg mener, at vi har sat nogle markante aftryk i de fire år, der er gået. Vi er gået fra at være et parti, som kom ind med en masse medvind i ryggen, til at tage et ultimativt ansvar og gå i regering vel vidende, at det koster at tage ansvar.«

»Kommer jeg ikke ind, så går livet videre. Så er der andre spændende opgaver. Kommer jeg ind, så fortsætter jeg. Vi ender over to procent, så vi er her endnu,« siger han og bliver afbrudt af klapsalver.

Anders Samuelsen og Rasmus Paludan under partilederdebatten på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat.
Anders Samuelsen og Rasmus Paludan under partilederdebatten på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. Aftenen afsluttes med en partilederdebat. Mads Claus Rasmussen

Men på det tidspunkt har Anders Samuelsen allerede fornemmet, at han står over for to enorme trusler: at partiet kommer under spærregrænsen og – næsten endnu mere utroligt: at han risikerer slet ikke selv at blive genvalgt til Folketinget.

I en telefonsamtale med et medlem af ledelsen kort før talen ved valgfesten foreslår han at trække sig som formand her og nu. Uanset, om han selv er valgt.

Men han bliver frarådet at gøre det.

»Det er alt for overilet. Vent til i morgen,« lyder rådet.

Det følger han og indkalder i stedet til pressemøde torsdag kl. 12.30, hvor han fortæller, at han går af som formand for det parti, han selv har skabt. Ny leder skal være Simon Emil Ammitzbøll-Bille, mener han. Men mange snakker allerede om den tidligere LAU-formand 27-årige Alex Vanopschlag i stedet. Det er tvivlsomt, om partistifteren får sin vilje.

Anders Samuelsen har været Danmarks udenrigsminister siden regeringsudvidelsen i november 2016.

Han kom første gang i Folketinget i 1997, hvor han var medlem af Radikale Venstre. I 2007 stiftede han sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg partiet Ny Alliance. Det varede dog kun til året efter, hvor partiet skiftede navn til Liberal Alliance.

Liberal Alliance fik 3,3 procent af stemmerne i Storkreds Nordsjælland, hvor Anders Samuelsen stillede op. Det rakte ikke til et mandat.