Lars Løkkes turbovægttab, som han løftede sløret for i P4-programmet Cafe Hack søndag formiddag er ikke helt problemfrit. Det fortæller ernæringsekspert Per Brændgaard.

»Når man taber sig så hurtigt - og 7 kilo på 17 dage er meget meget hurtigt - så udskiller kroppens fedtdepoter flere giftstoffer, end den kan håndtere,« forklarer Per Brændgaard.

I kroppens fedtdepoter er der nemlig ophobet forskellige giftstoffer. Når man så taber fedt, så udskiller kroppen alle de giftstoffer, der før har været bundet i kroppens fedtceller og dermed været uskadelige. Og kroppen kan ikke følge med, når vægttabet er så stort og så hurtigt.

»Giftstofferne løber jo rundt i blodet før de ender i leveren, så man forgifter simpelthen sin krop indefra,« siger Per Brændgaard.

I radioprogrammet forklarede Lars Løkke, at han havde ændret på sine spisevaner. For eksempel er aftenbøffen udskiftet med hvidkålssuppe for at undgå at spise en masse kort før sengetid, afslørede han i Cafe Hack.

Sundt vægttab?
Om vægttabet er sundt eller usundt er ikke lige til at fælde dom over. Det kommer nemlig an på, hvordan Lars Løkke har opnået vægttabet.

»Med mindre man er gået på en meget meget skrap kur, så tyder det på, at ens kostvaner - og måske også drikkevaner - har været meget usunde. Og at der så har været meget at tage af,« forklarer ernæringseksperten.

Hvis statsministerkandidatens vægttab derimod er kommet mere eller mindre af sig selv - ved at ændre kostvaner uden at gå på kur - så er det ifølge Per Brændgaard bedre end en meget skrap kur.

»Vægttabet skal komme i sit eget tempo, og hvis man gør det på den måde, så er det min erfaring, at der for nogen - især mænd - kan ske en hel masse i starten. Så det behøver ikke nødvendigvis at være usundt,« siger Per Brændgaard.

Er der derimod tale om en meget skrap kur, så er der større risiko for, at man tager det hele på igen. Og så er der kun udledningen af giftstoffer til forskel, forklarer Brændgaard.

»Hvis man sammenligner Lars Løkke med en stabil overvægt, og Lars Løkke med en vægt, der går op og ned og ender på samme sted, som det ofte gør med hurtige vægttab, så er den eneste forskel, at han har belastet sin krop af selve kuren.«

Det er ikke uden problemer at smide 7 kilo på blot 17 dage, som Lars Løkke Rasmussen har gjort. Det forklarer ernæringskonsulent Per Brændgaard.
Det er ikke uden problemer at smide 7 kilo på blot 17 dage, som Lars Løkke Rasmussen har gjort. Det forklarer ernæringskonsulent Per Brændgaard. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Og så er der ifølge ernæringseksperten, der har skrevet flere bøger om vægttab og ernæring, flere undersøgelser der viser, at vægttab er forbundet med højere dødelighed.

»Udledningen af giftstoffer kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme og kræft og i det hele taget fremskynde nogle aldringsprocesser, så døden kommer tidligere. Så det ville have været mere hensigtsmæssigt bare at have ladet være med at gå på kur,« forklarer Per Brændgaard.