LÆS OGSÅ: Messerschmidts politiske liv i fare: Kommentator - han kan blive brugt som syndebuk

Frederik Iuel er chefkonsulent i Djøfs karrierecenter, der rådgiver jurister om fremtidige jobmuligheder. Han er ikke bekymret for Messerschmidts fremtidsmuligheder.

»Umiddelbart er han en kontroversiel politiker, og det vil enhver kommende arbejdsgiver skulle forholde sig til. Men han må være gjort af et stof, som gør, at han kan tage meget ansvar. Han har truffet svære beslutninger, har stået på mål for sine meninger, og har evnen til at rejse sig igen. Det er er gode egenskaber i et ledelsesjob i en virksomhed, måske en interesseorganisation, der arbejder med holdninger og politik eller som politisk rådgiver,« siger Frederik Iuel.

Frederik Iuel har også bemærket, at Messerschmidt er god til at komme ud over rampen med sine budskaber, så et job som kommunikationsrådgiver eller radiovært i et debatprogram kunne også være en mulighed.

»Han ved en masse om EU-forhold og må have et enormt netværk. Det giver muligheder, også internationalt,« siger Frederik Iuel.

Torben Bælum, regionsdirektør, i rekrutteringsbureauet Randstad er enig i Messerschmidts muligheder.

»Jeg kender ham ikke, men har især bemærket hans gode kommunikative evner og umiddelbart virker han intelligent. Han vil være god at bruge i markedsføring og branding, måske et sted hvor han kan kombinere det med sine juridiske kompetencer. Men fordi han også er så kontroversiel, tror jeg, at det vil være godt for ham at bruge en konsulent til at være med til at bane vejen, så han kan få foden inden for og komme til samtale,« siger Torben Bælum.