S-formand Mette Frederiksen brugte mange ord på uddannelse i sin 1. maj-tale i Fælledparken, hvor hun også blæste til kamp mod skattesvindel.

»Nej tak«.

Sådan lød beskeden fra S-formand, Mette Frederiksen, da hun søndag eftermiddag gik på talerstolen til det store og traditionsrige 1. maj-arrangement i Fælledparken i København.

Beskeden var i særdeleshed rettet mod Venstre-regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen og Dansk Folkeparti (DF) og blå blok i almindelighed.

Hendes »nej tak« gik på regeringens ønske om et minimumskarakterkrav på 4 i dansk og matematik for at komme på gymnasiet og DFs melding om, at HF ikke længere skal kvalificere til en lang videregående uddannelse.

For Mette Frederiksen og hendes parti handler social retfærdig om lige adgang til uddannelse. En hjertesag for Socialdemokraterne. I Danmark skal alle, om de er piger, drenge, ældre eller etniske minoriteter, have mulighed for at uddanne sig, understregede hun.

Hun benyttede talen til at læse højt af et brev stilet til hendes parti fra en kvinde, der trods ringe kår i en dysfunktionel familie og med elendige skolekarakterer lykkedes at komme på HF og få flotte karakterer. Snart er kvinde i talen - Malene - færdig med at uddanne sig til psykolog.

Malene takkede i brevet HF, og Mette Frederiksen takkede Malene med ordene, »skulle vi ikke give en hånd til hende og alle andre, der trods svær opvækst klarer sig godt«.

»Kun i et samfund med fri og lige adgang til uddannelse, kan vi bryde den negative arv. Med de planer, der er, med HF, kunne vi ligeså sige, vi ikke vil have flere som Malene... Vi siger nej på dagens 1. maj,« lød det fra Mette Frederiksen.

Hun talte om »vores 1. maj« og gentog flere gange sin kritik af regeringen og statsministeren. Der var også verbale håndkantslag til DF og Kristian Thulesen Dahl samt Liberal Alliance og Anders Samuelsen med de »stålsatte øjne«.

Mens hun sagde nej til blå blokplaner med gymnasiet og HF, sagde hun ja til at bruge flere penge på de danske skattemyndigheder og mere internationalt skattesamarbejde i kampen mod skattesvindel som den afsløret i Panama-papirerne.

»Grådighed i jakkesæt skal møde styrken af vores sammenhold,« sagde hun til stor begejstring.

Hun tilføjede, at hun og S »ikke kommer til at udstikke en masse løfter i dag«. Men, tilføjede hun, »vi vil hellere prioritere«, hvilket ifølge hendes tale kan tænkes at komme bl.a. skolen, ældreplejen og sundhedsvæsenet til gode.

Hun forudså, at Venstre-regeringen vil forsøge at stikke blår i øjnene på danskerne i forbindelse med efterårets skatteforhandlinger ved at sige, at skattelettelser sagtens kan lade sig gøre uden velfærdskonsekvenser.

»Vi vil en anden vej,« sagde hun og rettede en tak til de mange i den offentlig sektor, der »taler med vores psykisk sårbare«, »lærer vores børn at læse«, osv.

»Vi bliver nødt til at tale om de offentlige ansatte på en anden måde,« slog S-formanden fast.