Der er stor forskel på politikernes popularitet på de sociale medier. Helt i top er især de røde partier repræsenteret, mens det i stor stil er de borgerlige, som skraber bunden.

Med ikke mindre end 7.844 tweets på Twitter, siden 2012, topper Benny Engelbrecht (S) listen over folketingspolitikere, der benytter det sociale medie i dagligdagen. Han oprettede sin profil tilbage i 2012 og erkender, at han dengang havde en helt klar målsætning med at være aktiv.

- Det første halve år var jeg meget bevidst omkring at 'please' journalisterne med gode vinkler på historier, så jeg kunne komme i aviserne. Men efterhånden indså jeg, at det, der virkelig fanger folk, er de helt almindelige indblik i dagligdagen, siger han til BT.

I kølvandet på årets Folkemøde handler de fleste tweets på Benny Engelbrechts Twitter-konto derfor også ting, der spænder så bredt som fællessang, selfies og åbningen af en ny cafe ved Christiansborg. Derudover er der også plads til politiske budskaber, men de fylder ikke nær så meget som små sekvenser fra dagligdagen.

- Jeg bruger ofte de sociale medier i mine små pauser i hverdagen. Så er det oplagt at lægge et hurtigt billede op af noget finurligt, man støder på eller læser om. Selvfølgelig promoverer jeg også mine politiske synspunkter, men det er ikke det, der fylder mest, siger Benny Engelbrecht.

På trods af at han topper tweet-listen, påstår socialdemokraten, at han ikke bruger meget mere end 20 minutter dagligt på de sociale medier. Thomas Bigum er ekspert i sociale medier, og for ham er det ikke overraskende, at det ikke kun er politik, der tweetes om fra politikerne.

- Virksomheder lægger ofte ud med meget konkrete budskaber, som har til sigte at ramme potentielle kunder. Det ligger der ofte også dybdegående målgruppeanalyser bag. Men man ser en tendens til, at når først virksomheder har modnet sig til de sociale medier, så har de også en anderledes afslappet kommunikation med brugerne, forklarer han.

Blandt partierne er det først og fremmest Enhedslisten og De Radikale, der er aktive på de sociale medier. Ifølge en opgørelse, som WordMaps har lavet for Ugebrevet A4, står de for henholdsvis 16- og 26 procent af politikernes brug af Twitter. Det er på trods af, at partierne ikke er i nærheden af samme repræsentation i Folketinget.

- Vi har taget sociale medier til os og bruger dem mere massivt. Det er ikke påduttet os. Det er naturligt, at vi godt kan lide at være til stede, fortæller Liv Holm Andersen (R) til Ugebrevet A4. Med 828 tweets på et halvt år er hun en af partiets meget aktive Twitter-brugere.

Samtidig står de Konservative kun for knapt 1 procent af tweets'ene. Thomas Bigum mener ikke, at det er nogen tilfældighed, at netop de er bundskraberen.

- Des mere markante ens budskaber er, des nemmere er det at trænge igennem på de sociale medier. Der er eksempelvis mere pondus i Enhedslistens kritik af regeringens dagpengereform, end der er i De Konservatives agitation for mådehold i økonomien, siger eksperten.

Derfor mener Thomas Bigum heller ikke, at De Konservative bare kan gå i offensiven på de sociale medier, og så forvente, at det automatisk giver en øget opmærksomhed. Politikken er nødt til at passe til platformen, forklarer han.

Tilbage hos Socialdemokraternes Twitter-darling, Benny Engelbrecht, manes der dog til besindighed i forhold til, hvorvidt andre politikere kan være med eller ej. Hans egen opskrift går på at være ærlig omkring det, man kommunikerer ud.

- Jeg har eksempelvis tweetet om seertallene til Folketingets TV, fordi jeg synes det var ret sjovt, at der faktisk var så mange, som fulgte med i vores debatter hjemme i stuerne. Det fik jeg en god respons på, og det tror jeg i høj grad skyldes, at de kunne fornemme, at jeg faktisk syntes det var fedt, siger han.


Top 5 fra twitterpolitikere.dk:

1.

Benny Engelbrecht, Socialdemokraterne

Følgere: 4.302

Tweets: 7.844

2.

Stine Brix, Enhedslisten

Tweets: 6.217

3.

Jeppe Mikkelsen, Radikale Venstre

Følgere 3.770

Tweets: 5.162

4.

Liv Holm Andersen, Radikale Venstre

Følgere: 2.384

Tweets: 5.135

5.

Nikolaj Villumsen, Enhedslisten

Følgere: 2.633

Tweets: 4.193