Pensionister får lov til at tjene 10.000 kroner om året ved havearbejde, rengøring og andet arbejde uden at skulle betale skat af pengene og vennetjenester bliver skattefri.

- Mange pensionister vil gerne gøre en ekstra indsats, men hvis de skal beskattes af hver krone, så medfører det, at nogle enten lader være med at hjælpe eller lade være med at opgive pengene til skat, siger Peter Christensen.

Han kalder forslaget for en ekstra "skattelettelse til pensionisterne". Det er dog ikke kun det grå guld, der skal drage fordel af forslaget.

Også unge under 16 går en skattefri fremtid i møde, når deres fritidsarbejde består i hundeluftning, børnepasning og andet. Endeligt vil skatteministeren gøre vennetjenester skattefri.

- Rigtig mange hjælper hinanden inden for familien, og hvis man følger skattelovgivningen meget nøje, er det jo sådan set sort arbejde. Men der jo ikke nogen, der selvangiver den slags i dag, fordi de anser det for almindelig hjælpsomhed, siger ministeren.

Forslaget vil koste 50 millioner kroner i tabte skatteindtægter. Hver fjerde voksne dansker arbejder ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed sort i løbet af et år. Det svarer til omkring 48 milliarder kroner årligt.

Synes du, at danskerne laver for meget sort arbejde?

Er et tegn på dårlig moral at danskerne laver for 48 milliarder kroner sort arbejde om året?

Eller er det det danske skattesystem, den er gal med?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.