Frank Aaen vil have en statsgaranti mod, at familier kan sættes ud af huse, de ikke kan betale afdragene på. Det synes socialdemokraterne IKKE er et godt forslag.

Der er angiveligt røre i den røde andedam.

Ikke at det for så vidt er noget nyt, at A og Ø står langt fra hinanden i alfabetet, men når en af Socialdemokraternes mest fremtrædende folketingskandidater decideret advarer mod at stemme på støttepartiet og kalder Enhedslisten for et 'gammelkommunistisk parti,' er det alligevel mere end blot krusninger på overfladen.

Og det var præcis, hvad Nick Hækkerup i dag blev citeret for i '180 grader', hvor han retter en skarp kritik af støttepartiet, der skal hjælpe A i regering og måske endda ham selv til en ministerpost.

Den skarpe udmelding kommer da også efter et par dage, hvor liste Ø's kandidater har gjort sig bemærket med nogle forslag, som de nok skal kigge i en fjern-østeuropæisk vejviser for at finde støtte til.

Frank Aaen benyttede mandag en paneldebat arrangeret af Boliga til at komme med sin udtalelse om, at folk der ikke kan betale afdragene skal kunne blive siddende i deres huse på en statsgaranti.

Og søndag lancerede Enhedslisten et forslag om, at boligejere, der sælger deres hus skal beskattes 56 procent af fortjenesten.

Der er næppe nogen af de forslag, der vil falde i særlig god jord hos den socialdemokratiske kernevælger.