Thor Möger siger selv, at han forlader posten som næstformand i SF grundet sin nye ministerpost. Men politisk ekspert Lars Hovbakke mener, at han er blevet tvunget til at forlade posten.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Internt i SF har flere brokket sig over den nyvalgte skatteminister, Thor Möger, der også sidder på posten som næstformand i partiet. Men han er ikke næstformand meget længere, for den unge minister har nemlig valgt at trække sig fra posten.

Til Berlingske forklarer Thor Möger, at det hele tiden har været planen, at han som nyvalgt minister skulle forlade posten som næstformand. Men den tror politisk ekspert Lars Hovbakke ikke på.

- Det er helt klart presset for, at han skulle frasige sig en af posterne, der har været udslagsgivende. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Lars Hovbakke, politisk ekspert og lektor i dansk politisk historie, til bt.dk



Baggrunden for hans bedømmelse af situationen ligger i, at det er set flere gange før i den politiske historie, at næstformand godt kan få det til at hænge sammen med et hverv som minister. Og man skal ikke mange år tilbage for at finde seneste eksempel.

- Man har masser af eksempler på næstformænd i partier, der samtidig har været ministre. Og det er der ikke noget som helst usædvanligt i, at man er. Lars Løkke Rasmussen har for eksempel i mange år været minister, mens han samtidig har været næstformand i Venstre, da Anders Fogh var statsminister, siger Lars Hovbakke.

Tavs Søvndal

SF’s leder og nuværende udenrigsminister, Villy Søvndal, vil slet ikke udtale sig i sagen om Thor Mögers afgang. Årsagen til det er helt naturlig, forklarer Lars Hovbakke.



- Det er Villy Søvndal, der har ført Thor Möger frem. Hvis han begynder at blande sig i sagen, så kan han risikere, at det hele eksploderer i yderligere interne stridigheder. Derfor gælder det for ham om at få nedtonet sagen, så hurtig som overhovedet muligt, siger Lars Hovbakke og fortsætter.

- Det er også den eneste rigtige at gøre for Villy Søvndal i denne her situation, fordi det er kommet så vidt, som det er, siger Lars Hovbakke.

Officielt er Thor Möger endnu ikke trådt tilbage som næstformand. Han skal i weekenden til møde med landsledelsen, og der vil de finde ud af, hvornår det passer bedst, at han trækker sig tilbage, forklarer han til Berlingske.