Enhedslisten og Liberal Alliance er valgkampens foreløbige vindere, mens Dansk Folkeparti bløder stemmer.
Dansk Folkeparti bløder stemmer i en dagsfrisk meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske.
Partiet har tabt godt to procentpoint af vælgerskaren, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen kom ud fra Marienborg og udskrev valget. Det betyder, at DF står til at miste fem mandater i forhold til valgresultatet i 2007.
Efter den konservative leder, Lars Barfoed, og den radikale ditto, Margrethe Vestager, for præcis en uge siden indgik en alliance og gav hånd på forsiden af Berlingske, har meget af debatten i valgkampen handlet om bredt samarbejde og om at mindske Dansk Folkepartis magt. Eksempelvis har Venstres retsordfører, Kim Andersen sagt, at 'den form for kræmmermentalitet, hvor regeringen betaler DF for at stemme for finansloven, skal vi væk fra'.
Yderfløjene går frem
Enhedslisten er indtil videre valgkampens store vinder og er ifølge dagens måling lige så store som Det Konservative Folkeparti. Begge partier står ifølge Gallup til at få lidt mere end seks pct. af stemmer og dermed 11 mandater.
I den helt anden ende af det politiske spektrum kan man spore en an anden optur hos Liberal Alliance, som ved valgets udskrivelse lå lige på spærregrænsen med 2,1 procent af stemmerne. I dag står de til at få 5,4 pct. og 10 mandater.
Socialdemokraterne går en smule frem i forhold til i gårsdagens måling, mens Venstres stemmetal står i stampe. Ej heller De Radikale eller De Konservative kan spore fremgang i Gallups meningsmåling på trods af deres meget omtalte alliance.
Samlet set står rød blok til at få 51,9 pct. af stemmerne og et flertal på 90 mandater.
Blå blok får 48 pct. og 84 mandater i målingen, hvilket ligger tæt op ad stillingen ifølge Berlingske Barometer, som er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger offentliggjort inden for de seneste 31 dage.
Om Gallups undersøgelse
De største partier har en statistisk usikkerhed på ca. ±3 procentpoint, for de mindste er usikkerheden ca. ±2 procentpoint. Den statistiske usikkerhed angiver det interval, den faktiske stemmeandel med 95 pct. sandsynlighed rammer inden for.
Gallup Valgbarometer er baseret på 1.526 telefon- og GallupForum interviews med et repræsentativt udsnit af vælgere, interviewet i perioden 31. august-2. september 2011.