Danmark følger nu andre EU-lande og udviser 15 russiske diplomater fra Danmark.

Det meddeler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Udvisningen kommer i kølvandet på de påståede krigsforbrydelser, som Rusland anklages for at have begået i den ukrainske by Butja. De seneste døgn har uhyggelige billeder af dræbte, bagbundne civile fra den tidligere besatte by fundet vej til alverdens avisforsider.

Officielt er de udviste russere i Danmark som diplomater, men ifølge udenrigsministeren har de 15 udført spionage og udøvet »angreb på dansk sikkerhedsarkitektur«.

»Det er et historisk skridt, vi tager her fra dansk side. Men det gør vi også på linje med en lang række europæiske lande, for vi ønsker at beskytte vores tryghed og sikkerhed. Vi ønsker ikke russisk spionage i Danmark,« siger Jeppe Kofod.

Efter dagens melding har de 15 ansatte ved den russiske ambassade – som ifølge den danske regering altså er efterretningsofficerer – 14 dage til at forlade landet, hvilket ifølge udenrigsministeren er »et rimeligt varsel«.

Tyskland og Frankrig har udvist henholdsvis 40 og 35 diplomater det seneste døgn - førstnævnte har givet de udviste russere fem dage til at forlade landet.

B.T. har henvendt sig til Ruslands ambassade i København for at få en reaktion på udvisningen, men her er meldingen, at man ikke har nogen kommentarer.

Næstformanden for det russiske Sikkerhedsråd, tidligere præsident Dmitrij Medvedev, har dog reageret på udvisningerne i Frankrig og Tyskland, som han kalder »destruktivt for bilaterale relationer«.

»Hvem har de straffet? Først og fremmest sig selv,« siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters i et opslag på beskedtjenesten Telegram og advarer om en »proportionel reaktion« fra Ruslands side.

Regeringens beslutning har bred opbakning fra de øvrige partier i Folketinget.