Det kom bag på både Søren Espersen og Dansk Folkepartis pressechef, da kritik af en DF-annonce pludselig endte med omfattende fokus på et omstridt ord. Vi ser nærmere på 116 tegn, der blev til en mediestorm.

Christiansborg, torsdag 19. maj.

Søren Espersens telefon brummer i lommen.

Klokken nærmer sig 12.30, og på displayet kan Dansk Folkepartis næstformand se, at en medarbejder fra partiets presseafdeling forsøger at få fat i ham.

Espersen tager telefonen, og i røret forklarer DFs redaktør for sociale medier, Karina Schultz, at Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod har skrevet noget på Twitter, som han bør reagere på.

Søren Espersen tjekker straks det sociale medie.

Her læser han det korte tweet fra Kofod, der siden viser sig at blive både sidste og denne uges mest omdiskuterede historie i dansk politik.

I tweetet, der er skrevet på engelsk, står der, at Søren Espersen har kaldt USAs præsident, Barack Obama, for den første »nigger president«.

»Scandal!« afslutter Kofod sit tweet.

Espersen tøver ikke, og i løbet af få minutter skriver han og trykker send på en besked, der svarer Kofod:

»Dear Jeppe. You KNOW that this is a lie. Please remove your tweet... Thanks S«, lyder fra fra DF'eren, som beder Kofod slette sit tweet med det samme.

For at forstå baggrunden for den korte udveksling, som skulle vise sig  at få så stor opmærksomhed, træder vi først et par skridt tilbage.

Hen over weekenden og i begyndelsen af ugen har en annoncekampagne fra Dansk Folkeparti fået stor opmærksomhed.

Annoncen viser et idyllisk familiebillede, hvor tre generationer af en etnisk dansk familie poserer med en Golden Retriever under overskriften »Vores Danmark - der er så meget, vi skal passe på«.

På særligt sociale medier kommer Dansk Folkeparti i modvind som følge af manglen på andre hudfarver end pæredansk hvid, og partitoppen bliver af flere medier bedt om at forholde sig til kritikken.

Om tirsdagen bruger Søren Espersens således en pause under et gruppemøde om formiddagen til at snakke med TV 2 om det. Her kalder DF-næstformanden kritikken for en overreaktion.

»Selv er jeg farveblind, så jeg aner ikke, hvad farve de har. Sådan tænker vi ikke. Vi kunne da sagtens have sat en neger ind, og hvad så? Hvad havde det ændret på noget som helst?« siger han blandt andet.

»Første neger i USAs præsidentembede«

Med ét ændrer fokus sig fra DFs annonce til Espersens brug af ordet »neger«.

Nu er det den mangeårige DFer, der står for skud. Igen bliver han bedt om at forklare sig, og onsdag siger han undervejs i et interview med TV 2:

»Jeg sad og så en god film i går aftes, da folk fortæller mig på mail, at mange er vrede. Jeg er dybt chokeret. Jeg kan ikke forstå det. Tag sådan en som Obama - hvad er han? Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Man taler jo om den første neger i USAs præsidentembede.«

Og her er vi så tilbage ved Jeppe Kofods tweet om Espersen og den første »nigger president«. For Søren Espersen står ved sin brug af ordet »neger«, men oversættelsen til »nigger« vil han ikke være med på, og en politisk strid på ord blev født.

Siden den korte besked på i alt 116 tegn og et link blev sendt, er bølgerne gået højt, og sagen fik først sat sit endegyldige punktum, da Kofod tirsdag morgen - og igen på engelsk - sendte en rettelse ud:

Inden rettelsen havde Espersen truet med at aflyse en planlagt tur til Washington med Udenrigspolitisk Nævn til efteråret med argumentet om, at »neger«-tweetet ville komme til at »overskygge det hele«. Den tur tager han nu alligevel på.

Hos Dansk Folkeparti ser pressechef Søren Søndergaard tilbage på et forløb, der begyndte med en omdiskuteret kampagne og endte med en strid om ord.

Og han er stadig overrasket over, hvordan det tog fart.

»Jeg har været lidt mystificeret over, hvor meget det har fyldt i medierne. Jeg er ansvarlig for vores kampagne, og jeg har, siden kampagnen blev skudt i gang, skullet forholde mig til alt fra photoshoppede hunde til en børnesanger, som var sur over sprogbrugen, og jeg tænke, 'hold da op, hvor vigtigt kan det være?' Og så kom det med Kofod, og så tænkte jeg, 'nu må det fandme stoppe.'«

»Der er rigtig mange andre problemer, som er mere påtrængende end vores kampagne. Omtalen af den her kampagne har været grotesk stor. Og så kom Kofods tweet som rosinen i pølseenden,« tilføjer han.

»Der stod vi bare og kiggede på hinanden«

Som pressechef har Søren Søndergaard talt med Søren Espersen om tweetet, men det har ikke givet ham »overarbejde«, som han formulerer det. Han forklarer, at han »ikke var i tvivl om, at Jeppe Kofod havde dummet sig«, da han første gang hørte om S-politikerens tweet.

»Der var en af mine medarbejdere, der spurgte mig, hvad Jeppe Kofod mon ville opnå, og der stod vi bare og kiggede på hinanden, og jeg sagde, 'det ved jeg ikke', for det kunne kun ende dårligt for Jeppe Kofod.«

»Jeppe Kofod havde sørget for, at det kunne komme ud til alle dem, som ikke kan dansk, og som kunne blive forarget over det og anse Søren for at være en tykmavet dansk racist. Det faldt virkelig Søren for brystet. Nu har jeg kendt ham i 11 år, og han er eddermame ikke racist. Og det ved Jeppe Kofod jo også godt,« siger DF-pressechefen.

Jeppe Kofod skrev to dage efter sit tweet på Facebook, hvordan vi herhjemme de seneste dage havde været »vidne til dansk politik, når det er værst«.

»Og jeg har været en af hovedpersonerne i miseren. Tonen har været både hård, uværdig og dybt personlig. Det har ikke været kønt – hverken at se på eller at være en del af.«

»Den her sag er gået totalt over gevind«

»Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja, det gjorde jeg, fordi min pointe ville gælde lige vidt om jeg havde valgt det mindre sårende, men stadig uacceptable N-ord. Men jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over, fordi det fjernede fokus fra sagens kerne,« lød det fra europaparlamentarikeren.

I første omgang rettede Kofod dog ikke beskeden på Twitter.

Det gjorde han som bekendt tirsdag, og i en skriftlig kommentar til BT forklarede han hvorfor:

»Jeg synes, den her sag er gået totalt over gevind. Det er på høje tid at få lukket ned for den her snak.«

»Jeg har beklaget og rettet, at jeg selv gik over stregen, men Søren og jeg bliver aldrig enige om, hvorvidt det er okay at kalde folk de ting, han gør. Og så er der ikke mere at rafle om,« lød det hos BT.

Færdig med Facebook

For Søren Espersen er sagen også lukket nu.

»Jeg har sagt nej til Deadline, til Debatten, til P1 Debat og til alverdens ting, og det er fordi, jeg ikke synes, der er nogen grund til at padle videre i den,« forklarer DF-næstformanden til politiko.dk.

Helt tavs forbliver han dog ikke.

Ligesom det var tilfældet med Søren Søndergaard, kom det også bag på Søren Espersen, at sagen kom til at fylde så meget. Han indså omfanget, da telefonen begyndte at ringe. Igen og igen.

»Jeg følger ikke med på Facebook mere, og Twitter læser jeg aldrig. Men mine børn har fortalt mig, at det gik meget voldsomt for sig på Facebook, og pludselig begyndte alle journalister at ringe. Så jeg vidste godt, det ville fylde.«

Søren Espersen har selv arbejdet som pressechef i Dansk Folkeparti og som journalist. Når han tænker tilbage på den seneste uges omfattende skriverier, ser han det som et billede på en ny mediepolitisk virkelighed, hvor sociale medier pludselig er med til at skabe dagsorden.

»Efter vi har fået de sociale medier, er der en anden virkelighed på Christiansborg. Det er der. Sådan en sag som den her ville aldrig være opstået, hvis ikke det var for de sociale medier. Så havde man fået forklaret til en avis, hvad historien gik ud på, og så var det det,« siger han og fortsætter:

»Her er der opstået en storm på de sociale medier, og den følger journalister her på Christiansborg i langt højere grad som en - undskyld udtrykket - flok får. I tidligere tider satte man en ære i at have sine egne historier, og i dag løber alle efter de samme, og det er nyt efter særligt Facebook, men også Twitter.«

Otte forskellige journalister

Og det - går jeg ud fra -  oplever du som en negativ ting?

»Det er en negativ ting. Det skaber en konformitet, som er kedelig. Altså, når der foregår et eller andet, kunne det i gamle dage være en historie, som Berlingske Tidende havde, og så kunne BT ringe efterfølgende om noget helt andet. Men nu ved jeg med usvigelig sikkerhed, at hvis der er en sag oppe at køre omkring Dansk Folkeparti, så kommer den i samtlige medier nu dækket af otte forskellige journalister, som har den samme historie som de andre.«

»Det er en anderledes virkelighed, der er nu på Christiansborg. Jeg synes ikke, det er til det bedre, eller at vi pludselig har fået mere demokrati. Sådan fungerer det ikke. De sociale medier - Facebook især - egner sig slet ikke til politik. Det er min opfattelse. Facebook egner sig til, at familiemedlemmer kan sidde og sende billeder fra deres tur til Mallorca, og 'her er onkel Anton ved pølen'. Det, synes jeg, er sjovt. Den måde bruger min egen kone Facebook på.«

»Men Facebook egner sig ikke til politik, for det er og bliver vulgært. Ironisk nok hedder det Facebook, men der er intet ansigt på nogen som helst. Torben Steno (journalist, radiovært og musiker, red.) sagde det meget præcist: At åbne Facebook hver morgen svarer til at kigge i et kæmpestort røvhul. Det giver jeg ham ret i.«

Dueslagene nede i Vandrehallen

Men der er mange, der siger, det er en god måde at komme ud til sine vælgere uden at skulle gå gennem en avis eller et netmedie, der udlægger ens ord?

»Jeg synes, det er noget vrøvl, og man får ikke noget ud af det. Selvom man måske har mange følgere, så er det umådeligt lidt, man får ud af det. Det, der tæller, er at komme i fjernsynet, i radioen og i aviserne eller være med i den daglige debat. Det andet tror jeg ikke en klap på.«

Kan det ikke være en fordel, når man kan gå ud og sætte en dagsorden? Du kan skrive noget på Twitter, og så går der fem minutter, så har du en journalist i røret, der vil have det uddybet?

»Det er fint nok. Twitter bruger jeg ikke ret tit. Hvis jeg gør, så er det er et eller andet, som jeg synes er væsentligt, som jeg gerne vil meddele Dansk Folkepartis holdning til, og så siger jeg det på Twitter. Så er der ofte en journalist, der ringer og spørger, hvad jeg mener med den.«

»Twitter fungerer som den gammeldags pressemeddelelse, som vi delte om nede i dueslagene nede i Vandrehallen. Sådan bruger jeg Twitter, og det er noget helt andet. Det er ikke at indlede sig i det, der foregår på Facebook. Der er en verden til forskel.«

Man hører tit, at Dansk Folkeparti er gode til at flytte mediernes fokus fra en betændt sag for partiet til noget, der er til gavn for jer. I den her sag fik I kritik for en annonce, ligesom flere medier havde fokus på jeres udmeldinger omkring en parallelaftale om Europol, og pludselig snakker alle om ordet »neger« i stedet. Er det noget, I gør bevidst?

»Uanset, hvad jeg svarer, vil du ikke tro på det,« siger Søren Espersen og griner.

»Jeg går selv ind for spin i den forstand, at hvis der er en eller anden ubehagelig ting, der dukker op, så skal man begynde at snakke om noget andet. Det er det ægte spin, og det kan jeg sagtens forstå, at man gør. Hvis man har en ting i partiet, som man ikke ønsker at tærske langhalm på, så kan man godt lukke en politisk nyhed ud.«

»Men det er ikke det, der er tale om her. Vi er alle meget overraskede over, at vores annoncekampagne på den måde fik sådan en hud-dimension, som ingen af os havde spekuleret over. Vi er gode til det her, men det er ikke det, vi har gjort i det her tilfælde. Det hele har opsøgt os. Vi har ikke startet den debat. Den blev startet af, at jeg blev interviewet af TV 2.«

Du er også medskyldig

Men når du går ud og siger »neger« i et interview, er du så ikke bevidst om, at det nu kan blive det, debatten kommer til at handle om? Det har jeg set flere argumentere for.

»Jamen, så lad dem sige det. Det kan jeg ikke gøre noget ved.«

Men var du bevidst om det?

»Nej, jeg blev hevet ud i en pause i et gruppemøde. Det handlede så om hudfarve, så jeg har ikke i den her sag én eneste gang opsøgt en journalist. Det er pudsigt, når vi så bagefter får at vide, at vi har gjort det bevidst. Det er jo ikke os, der har opsøgt nogen. Det er heller ikke mig, der har ringet til dig om den her artikel. Det er noget, du har fundet på. Der er du så også medskyldig i gåseøjne.«