BTs politiske kommentator Søs Marie Serup ser tilbage på året, der gik i dansk politik, og giver sit bud på blandt andet årets overraskelse, årets bommert og årets politiske begivenhed i Berlingske.
Denne politiker har klaret sig bedst i år:
»Jeg ved ikke nødvendigvis, om man kan sige, at hun har klaret sig bedst, men jeg er sikker på, at året 2015 vil blive husket for Inger Støjberg. Det er på mange måder usædvanligt, for selvom politisk ordfører og integrationsminister naturligvis er poster med en vis tyngde, så er det dog sjældent dem, der skriver historie.
Men Støjberg har om nogen delt vandene og sat folks blod i kog - nogle af begejstring, andre af forfærdelse. Aldrig tidligere har man set en minister stå så stålsat på mål for så hårde stramninger. Mange har talt for så hårde tiltag gennem tiden, men sjældent ministre og aldrig tidligere med så »åben pande«. Selv omgivet af forhutlede børn i en flygtningelejr i Mellemøsten eller stående mellem sneklædte telte i Thisted har Støjberg ikke undskyldt eller bortforklaret sin politik, men derimod venligt, men bestemt forsvaret den. Det kommer vi ikke til at glemme foreløbigt.«
Dette parti har klaret sig bedst i år:
»Man kunne svare mange partier, men hvis vi måler på en skala over, hvad der får størst betydning i realpolitik, så må man vælge mellem de tre partier, der udgør magten i dansk politik lige nu: S, DF og V. Derfor bliver svaret: Socialdemokraterne. De vendte tilbage fra de døde ved folketingsvalget. Den første kvindelige statsminister var en Socialdemokrat, som regerede i 100-året for kvinders stemmeret. Partiet blev det største parti ved folketingsvalget og gennemførte straks en flot overgang mellem afgående og tiltrædende formand. Og mod slutningen af året har de tilsyneladende fundet en metode til at tvinge Dansk Folkeparti ind på den vægt, som ellers kun bruges til at måle store gamle partier. Socialdemokraterne har en plan.«
Årets politiske bommert:
»Der er ingen vej udenom at konkludere, at den nuværende regerings start vil blive husket for Carl Holst-sagen. Man kan fristes til at tænke, at sagen ikke ville have været der, hvis Holst havde ansat en anden spindoktor, men så havde der været noget andet. Holsts start som minister var på alle måder usikker, men det hører retfærdigvis med til historien, at han blev udpeget til en yderst overraskende post. Måske bør hele sagen minde politikere om, at de nogle gange skal sige »nej« til poster, men også den helt gamle sætning om, at man skal opføre sig pænt overfor folk på sin vej op, for man møder dem igen på vej ned. Og der var helt klart nogle regnskaber, der skulle gøres op, da først Carl Holsts smilende ansigt var tapet fast på skydeskiven. Det gjaldt både for politikere og journalister.«
Denne politiske begivenhed husker jeg 2015 for:
»100-året for kvinders stemmeret midt i en valgkamp, hvor den første kvindelige statsminister kæmpede for genvalg. Det var en smuk markering, men også en påmindelse om, at så langt er vi altså ikke kommet, her 100 år efter. Samtidig må man nøgternt sige, at det næppe havde den store indflydelse på resultatet af valget. Kvinder i politik - også i den absolutte top - er trods alt blevet så almindeligt, at man ikke tillægger det afgørende betydning for, hvor krydset skal sættes.«
Årets største politiske overraskelse:
»Den dramatiske udvikling i styrkeforholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen fra årets første dag til valgresultatet forelå. I en hel valgperiode op til nytåret havde Løkke været komfortabelt foran i meningsmålingerne med få og kortvarige undtagelser. Og det endda gennem formandsopgør, GGGI-sag og alverdens andre problemer. Samtidig havde Thorning i en hel valgperiode været udråbt til dronningen af løftebrud og selv bokset med at holde næste generation fra døren.
Men en strategisk offensiv fra Socialdemokraterne over et halvt år vendte timeglasset på hovedet. Og det var pokkers tæt på at lykkes. Det burde have lært Løkke, at den, der indleder valgkampen først, har en markant fordel. Men det havde han glemt, da man nåede folkeafstemningen om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.«
Årets politiker på de sociale medier:
»Lars Løkke Rasmussen, som senest har begået en både interessant og personlig julekalender til sine følgere. Han har forstået, at SoMe (sociale medier, red.) er hans egen kanal, ligesom hvis han i »gamle dage« havde ejet en partiavis. Og det udnytter han effektivt. Ofte til de gamle mediers store fortrydelse, fordi de simpelthen bliver forbigået og irriteret må klikke på »genopfrisk« på pc’en indtil Løkke selv har delt sine nyheder.«
Årets ikke-historie i dansk politik 2015:
»Den store bestyrtelse over brølet fra provinsen i form af fremgang til DF ved valget i juni. Var det virkeligt så overraskende? Nej. For det første kunne man have målt sig til det, hvis man havde magtet at bevæge sig udenfor elitens højborge for at spørge folk, hvad de ville stemme. For det andet har DF stort set kun oplevet fremgang i hele partiets historie, og temaerne stod meget godt til partiet ved valget. Ligesom det i årevis har været åbenlyst, at vælgere, der faldt fra Venstre, ofte søgte mod DF.
For det tredje stemte flere end 400.000 danskere Messerschmidt ved seneste valg til Europa-Parlamentet - og sagde det højt. Og sådan kunne man blive ved med at lægge argument ovenpå argument for, hvorfor det ikke burde have været nogen overraskelse. Men det blev det. Og det var i virkeligheden mere medieskabt end reelt overraskende.«
Det forventer jeg bliver det vigtigste politiske tema i 2016:
»Udlændingepolitikken. Jeg husker engang, hvor Frank Jensen som politisk ordfører for S på Christiansborg skulle (bort)forklare en dårlig meningsmåling for S tilbage december 2004, hvor han svarede: »Han (Anders Fogh Rasmussen, red.) bestemmer, hvad vi diskuterer, hvor lang tid vi diskuterer, og hvornår vi diskuterer det. Og i øjeblikket diskuterer vi altså indvandrere« … Nu bestemmer Fogh ikke længere, men temaet bliver dominerende. Begivenhederne foreskriver det.«
Læs de andre bud på »Året i #dkpol« på www.politiko.dk/åretidkpol
