Alt har langt fra været, som det skulle, på borgmester Jørgen Popp Petersens landbrug i Sønderjylland.
Overfyldte stalde, grise med koldbrand i ørerne, samt døde grise, der lå frit tilgængeligt udenfor laden. Det er nogle af de grumme forhold, som har ført til hele otte politianmeldelser af borgmesteren i Tønder Kommune.
Det skriver TV 2.
Jørgen Popp Petersen, som selv kalder sig 'fuldtidspolitiker og deltidslandmand', tiltrådte posten som Tønders borgmester tilbage i 2021 for Slesvigsk Parti.
Hele 14 gange har Fødevarestyrelsen været forbi Jørgen Popp Petersens svinegård i Søvang siden 2019.
I otte tilfælde var forholdene så alvorlige, at styrelsen måtte bruge deres hårdeste sanktionsværktøj og politianmelde ham. Det bekræfter styrelsen selv overfor TV 2.
»Det ser vi sjældent. Politianmeldelser laver vi kun, når det er særligt grove overtrædelser, vi kan konstatere derude. Eller gentagelser, hvor landmanden undlader at få rettet op på de overtrædelser, som vi har konstateret,« siger styrelsens veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen til mediet og tilføjer:
»Når vi konstaterer, at der er en grov overtrædelse ude i besætningen, som giver anledning til, at vi skal lave en politianmeldelse, så er det altid alvorligt.«
Efter TV 2s afsløring har Jørgen Popp Petersen indstillet sin svineproduktion efter 37 år. I en mail fremgår det, at han ikke ønsker, at 'fokus skal fjernes fra hans politiske virke'.
Jørgen Popp Petersen siger til tv-stationen, at han og hans medarbejdere er rigtig kede af sagen.
Politianmeldelserne ligger nu hos anklagemyndigheden, som skal tage stilling til tiltalespørgsmålet.