Det var en pigeglad overborgmester, der sidste fredag var til julefrokost med russisk tema på Københavns Rådhus.

Den københavnske overborgmester Frank Jensen (S) er efter sidste fredags julefrokost på rådhuset blevet irettesat for sin opførsel under festlighederne, hvor han antastede flere kvindelige medarbejdere, som han angiveligt skal have kysset og slikket på.

Det skriver eb.dk.

VED DU NOGET, SÅ TIP B.T. PÅ 1929@BT.DK.


Flere kilder har anonymt fortalt avisen, at den socialdemokratiske overborgmester dansede omklamrende og insisterende med flere kvindelige medarbejdere.

Kilder på rådhuset bekræfter overfor bt.dk, at der er tale om fire kvinder, der følte sig forulempet efter julefrokosten, og som gik til kommunaldirektøren med deres klage over den lidt for nærgående overborgmester. 

Kommunaldirektør Claus Juhl var ifølge kilder på medarbejdernes side i sagen, og Frank Jensen har indrømmet og undskyldt sin opførsel.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Frank Jensen, men han ønsker ikke at kommentere sagen, oplyser hans presserådgiver Marie Kruse.