Der hersker en blandet stemning på de finansielle markeder, men vi kan godt glæde os i Europa.

Vi begynder dog i Asien, hvor aktiehandlen er i gang:

Investorer sælger ud af japanske aktier her til morgen. Det afspejler sig i Nikkei-indekset, der falder 1 pct.

Stemningen er anderledes på de kinesiske børser på fastlandet, hvor investorerne køber forsigtigt op i  kinesiske aktier, viser Bloomberg-data.

Europæiske aktier står også til at blive mere værd i dagens handel, viser futures for det toneangivende Stoxx 50-indeks. Indekset står til at stige 0,5 pct.

Amerikansk aktier ser omvendt ud til at falde, når børshandlen skydes i gang kl. 15.30 dansk tid. Det store, brede S&P 500-indeks, det teknologitunge Nasdaq-indeks og Dow Jones-indekset står til at falde 0,1 pct.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der falder. Der er ifølge Nordea tale om et markant fald på 15 pct. over den seneste uge.

Nedgangen skyldes færre spændinger i Mellemøsten, ligesom der er udsigt til øget olieproduktion fra OPEC+, der vil hæve produktionen med yderligere 411.000 tønder om dagen i august, forklarer Nordea.

En tønde af den amerikanske WTI-olie koste nu under 65 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster nu knap 67 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.

Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen stiger 0,2 pct. det seneste døgn. Guldprisen er faldet tilbage fra rekordhøjderne, men er stadig steget 25 pct. i år. Guld handles til en pris på 3.280 dollar pr. ounce.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet. Guldprisene er steget næsten 28,7 pct. i år.

Kryptovalutaen bitcoin er faldet 0,5 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 107.127 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Stort finanshus: C25-aktie kan stige 155 pct.

Læs også: Novo Nordisks brutale nedtur: 'Fyringen have lammet organsationen og ledelsen'