En perlerække af store danske aktieselskaber som Novo Nordisk, Pandora og GN Store Nord har regnskab på vej i den kommende uge. 

Og det er særligt vigtigt for selskaberne at vise investorerne, at de kan formå at få deres forretning til at gro. Ellers risikerer de at få en på lampen. 

Det mener den danske porteføljemananger i investeringsforeningen Regulær Invest Nordiske Aktier, Michael West Hybholt: 

»Det der er væsentligt at være opmærksom på i Danmark er, at vi har en række selskaber, hvor der ligger vækst i prisfastsættelsen. Og vækst langt ud i fremtiden. Og hvis den ikke er der, så får selskaberne en på lampen - hvis den ikke er hverken inkluderet i guidance eller resultaterne,« siger han i torsdagens udgave af Millionærklubben. 

Han fremhæver særligt selskaber som Novo Nordisk, Coloplast, Demant, GN Store Nord, Ambu, ALK, NovonesisChemometec og Pandora, som selskaber der skal levere organisk vækst. 

Organisk vækst er udviklingen i et selskabs forretning, der ikke er et resultat af opkøb. Det er et udtryk for, hvordan det går med salget af selskabets produkter eller tjenester. 

Testen for selskaberne kommer i den kommende uge, hvor hele 12 ud af de danske C25-selskaber kommer med regnskab. Du kan blive klædt mere på til dem i dagens udgave af Millionærklubben, som du finder i din sædvanlige podcastafspiller eller nedenfor:

Artiklen er oprindeligt bragt på Euroinvestor