Fremgangen på boligmarkedet fortsatte i oktober.

Priserne på ejerlejligheder skød i vejret med bundsolide 1,6 procent sammenlignet med september. Sommerhusene steg med 1,8 procent, mens huspriserne på landsplan holdt prisniveauet fra september, men steg i både Region Hovedstaden og i Region Syddanmark.

Det viser nye handelstal fra Homes Boligbrief.

Igen er det boligejerne i hovedstadsområdet, der kan glæde sig over, at deres mursten er blevet mere værd (se skema med prisudviklingen i din region i bunden ad artiklen).

Her steg huspriserne nemlig med markante 1,8 procent fra september til oktober.

I september kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Københavns Kommune 7.732.000 kroner, viser de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Hvis det forudsættes, at prisstigningen på huse i Region Hovedstaden er jævnt fordelt ud over regionens kommuner, er et hus i Københavns Kommune på en enkelt måned steget med 139.000 kroner og koster nu 7.872.000 kroner.

Også ejerlejlighedsejerne i Københavns Kommune har scoret en pæn gevinst fra september til oktober, hvor priserne på ejerlejligheder steg med hele 2,1 procent.

Det betyder – beregnet med udgangspunkt i Boligsidens Markedsindeks for september – at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter med en værdistigning på godt og vel 91.000 kroner i oktober nu koster 4.432.000 kroner.

Det er imidlertid ikke alle boligejere, der har fået boostet deres friværdier i oktober.

For eksempel faldt huspriserne med hele 4,7 procent fra september til oktober i Region Midtjylland. 

I Region Sjælland faldt huspriserne med 0,5 procent, mens de faldt med 3,6 procent i Region Nordjylland.

Blandt boligøkonomer er der bred enighed om, at boligpriserne vil stige yderligere i de kommende år.

Fremgangen på boligmarkedet ventes at blive båret frem af blandt andet stigende reallønninger, fortsat høj beskæftigelse og lavere, korte renter.

Jane Ibsen Piper er ekspert i at skære ind til det, der er vigtigst, og i den proces frigøre en masse penge. Hun giver sine bedste råd til, hvordan man får sparet op i dett seneste afsnit af Spar Kassen.

Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder: