Sporten.dk giver dig fire begivenheder, du ikke må misse i dag.

BADMINTON : Finale, herresingle, klokken 14.00.

Lee Chong Wei mod Lin Dan. Verdens to bedste badmintonspillere – de to bedste i flere generationer og måske nogensinde – dyster i det, der bliver en ren opvisning i mesterlig fjerbold. Der er garant for badminton i verdensklasse, når malaysieren Lee Chong Wei, seedet nr. 1, møder Lin Dan fra Kina, der er seedet som nr. 2. Se den og kom i badminton-stødet inden danskernes doublefinale.

TENNIS: Finale, herresingle, ca. klokken 15.

Andy Murray mod Roger Federer Starter efter kvindernes doublefinale. Dén kamp starter klokken 13.00 på Centre Court.

Værtsnationernes helt mod sin Grand Slam-nemesis. Andy Murray har tabt tre kæmpestore finaler mod Roger Federer allerede – senest i Wimbledon for godt en måned siden – og nu skal det være slut for Murray. Men han står over for en stadigt mere sulten Roger Federer, der aldrig har vundet en OL-finale i singletennis, og som vil være mere end opsat på at få en guldmedalje hjem til skabet. Sublim tennis, der starter omkring klokken 15 – men hold øje med sporten.dk’s liveopdatering for nyt om, hvornår finalen går i gang.

SEJLSPORT: Finnjolle medaljesejlads, klokken 15.

Jonas Høgh-Christensen i en direkte guldkamp med sportens superstjerne Ben Ainslie.

Had er et stærkt ord. Men Jonas Høgh-Christensen og Ben Ainslie kommer meget tæt på netop dét, når de duellerer på vandet. Danskeren har slået briten Ben Ainslie stort set hele ugen, men i de sidste sejladser begyndte det at slingre for Høgh-Christensen, der nu har to point ned til Ben Ainslie. Det betyder, at den, der først krydser målstregen, vinder guldet. Simpelt og råt.

BADMINTON: Mændenes doublefinale klokken 15.15.

Mathias Boe og Carsten Mogensen mod Haifeng Fu og Yun Cai fra Kina.

Danskerne slog sensationelt verdens bedste doublepar fra Sydkorea i semifinalen efter en gyser af en kamp. Tre sæt og en sejr på 22-20 i det afgørende var facit, da Boe og Mogensen spillede sig mod OL-medaljer. Nu venter en lige så hård opgave mod de stærke kinesere Fu og Cai. Men i går beviste, at alt er muligt; således havde sydkoreanerne ikke afgivet et eneste sæt i OL, indtil danskerne snuppede to fra dem.

ATLETIK: Mændenes 100 meter. Semifinale klokken 20.45, finale klokken 22.50.

Yohan Blake fra Jamaica er førsteudfordrer til landsmanden Usain Bolt i OL’s kongedisciplin. Bolt luntede sig igennem første runde til semifinalen, men nu er det alvor for den karismatiske superstjerne, hvis trone på toppen af atletikverdenen er truet mere end nogensinde før. Andre stærke navne er jamaicanske Asafa Powell og amerikanerne Tyson Gay og Ryan Bailey – sidstnævnte var hurtigste mand i første runde med 9.88 sekunder.