Baseball-spilleren Danry Vasquez skal finde sig en ny klub, efter at hans klub, Lancaster Barnstormers, har revet hans kontrakt i stykker.

Årsagen er, at han har udøvet vold mod sin kæreste. Det skriver kendis-sitet tmz.com

Danry Vasquez blev arresteret for vold mod sin kæreste, som han havde begået, mens han spillede for Corpus Christi Hooks i Texas tilbage i 2016. Hans kæreste ønskede ikke at anmelde ham, og det vanskeliggjorde opgaven for politeit, som dog havde en trumf i ærmet. Hele episoden var foregået på trapperne på stadion, hvor der er kamera-overvågming. På videoen ser man den 24-årige venezuelaner slå sin kæreste i ansigtet indtil flere gange, ligesom han trækker hende ned ad trappen.

I sidste ende blev Vasquez dømt til at gennemgå kurser, hvor han kunne lære at tøjle sin vrede. Og det har han gjort.

»Vi fik at vide, at han 6. marts i år havde overholdt sine prøvevilkår, og så kunne vi ikke gøre mere,« siger statsanklager Mark Gonzalez fra Nueces County i Texas til kristn.com

Det følte hans nye klub imidlertid, at de kunne, for det var først for nylig, at de fik set videoen med den voldsomme kærestevold.

»I lyset af voldens karakter har klubben besluttet at ophæve kontrakten,« lyder det fra Lancaster Barnstormers, som spiller i The Atlantic League of Professional Baseball (den tredjebedste række).

»Hverken jeg eller Barnstormers kan tolerere den slags opførsel,« siger manager Ross Peeples.