Atlanta Falcons-ejeren Arthur Blank gik i flæsket på New England Patriots-ejeren Robert Kraft, da de mødtes i New York i august.

Og det på grund af en diamantring.

I et interview med New York Times fortæller Blank, hvis hold smed en føring på 28-3 i sidste års Super Bowl mod netop New England Patriots og siden tabte i overtime, hvordan det har provokeret ham, at Kraft fik fremstilet Super Bowl-ringe med 283 diamanter i.

Eller lidt kækt skrevet: 28-3 diamanter.

»Jeg sagde til Robert (Kraft, red.), 'du havde ikke behøvet lave det stunt med 28-3 i ringen'. Det pissede mig af.«

Atlanta Falcons er blevet mobbet lige siden Super Bowl sidste år, fordi klubben fejlede så eklatant i årets største kamp efter en ellers forrygende første halvleg af quarterback Matt Ryan, resten af angrebet og forsvaret.

Det er en tradition i NFL, at Super Bowl-vinderne får en ring, der symboliserer sejren. Patriots har tidligere oplyst at de 283 diamanter er mere end dobbelt så mange, som der var i de ringe, der blev lavet efter sejrene i 2004 og 2005.

»Vi har været heldige med at kunne fejre fem Super Bowl-triumfer og lige som kampene selv, bliver ringene og fejringen ved med at blive større og bedre,« har Robert Kraft sagt ved en tidligere lejlighed om ringene fra sidste år:

»Det var et historisk comeback, og spillerne fortjener at få en ring, der repræsenterer den bedrift, så vi har skabt de største Super Bowl-ringe, der nogensinde er lavet. Det var et ubeskriveligt stolt øjeblik at se ansigtsudtrykkene hos spillerne og trænerne, da de så dem for første gang og tog dem på.

'Konflikten' mellem Arthur Blank og Robert Kraft er nu ikke værre, end at de to milliardærer er gode venner. Blank er kommet til sin formue, der er estimeret til en værdi af 3,9 milliarder dollars, fordi han er medstifter af den amerikanske kæde 'The Home Depot', som blandt andet sælger værktøj. Robert Kraft skal være god for 4,17 milliarder dollars og er en succesfuld forretningsmand.

Og der var da også endnu vigtigere ting for dem at diskutere på mødet end en diamantring.

For eksempel den kontrakt, som NFL-kommissæren Roger Goodell har, hvor han står til en udbetaling på 200 millioner dollars, hvis NFL når sine finansielle mål i 2024. Den kontrakt er til debat, fordi NFL har været inde i en krise med faldende seertal og en masse drama derudover.

Drama skal der nok blive masser af på søndag, når New England Patriots møder Philadelphia Eagles i årets Super Bowl. Og det forhåbentlig på den gode måde.