Oksekødsgiganten Skare i Vejen får nu oprejsning efter en grotesk strid med fødevaremyndighederne om regler for mærkning.

De principper for datomærkning af oksekød, som virksomheden i de seneste dage i pressen er blevet anklaget for at overtræde, er nu blevet gjort lovlige. Det fremgår af et notat fra den 12. april fra Fødevarestyrelsen.

Det skriver Berlingske tidende.

Skare har i den grad været ude i stormvej. I pressen er virksomheden blevet anklaget for fusk med mærkningen, mens politiet i Ribe har sigtet selskabet for ulovlig mærkning af et parti kød, der blev fundet på virksomheden Skare Meat Packers.

Sagen er foreløbig kulmineret med, at den samlede detailhandel med Coop og Dansk Supermarked i spidsen har stoppet al samhandel med Skare. Årsagen er butikkernes frygt for negative

forbrugerreaktioner i kølvandet på mediestormen mod Skare.

Fødevarestyrelsen har med notatet præciseret reglerne. Den nye fortolkning om oksekødsmærkning siger, at det fremover er muligt at pakke et parti oksekød med to forskellige mærker.

Dermed må Skare mærke sit kød med en kort holdbarhedstid, det vil sige som fersk - og samtidig mærke det som frossent kød med en holdbarhedstid på op til to år.

Myndighedernes betingelse er, at denne dobbelte mærkning sker samme dag, selv om kødet først fryses ned efter nogle ugers modning.

Fremgangsmåden har Fødevareregion Syd i Esbjerg hidtil ikke villet acceptere, at Skare brugte, siger virksomheden, selv om metoden er blevet anvendt af fødevaremyndighederne i resten af EU i henhold

til EUs mærkningsdirektiv.

- Vi har bedt om at kunne bruge den model for at kunne producere

færdigmodnet kød af høj kvalitet. Og det kan vi gøre nu, hvis vi dobbeltmærker oksekødet samme dag, som vi producerer kødet.

Tingene i den her sag er desværre kørt alt for langt på grund af misforståelser mellem os og myndighederne, siger administrerende direktør Kurt Skare fra SkareGruppen.

Der har i flere år været uenighed om fortolkning af mærkningsreglerne mellem industrien, Skare og Fødevareregion Syd i Esbjerg, der er Fødevarestyrelsens lokale repræsentant.

Da Kurt Skare for nogle måneder nægtede at betale en bod på cirka 10.000 kr. til Fødevareregion Syd for først at have mærket sit kød med en holdbarhedsdato for fersk kød og nogen tid efter mærket det samme kød igen - denne gang som frossent - blev han meldt til politiet af den lokale fødevaremyndighed.

Begrundelsen var, at han ikke måtte mærke det som frossent, da man i henhold til de da værende regler ikke havde pakket kødet ud og pakket det ind i en ny emballage inden indfrysning.

Politiet ventes om kort tid at rejse tiltale mod Kurt Skare for brud på fødevareloven.

- Jeg var nødt til at køre en prøvesag på mærkning for at få en afklaring, fordi mine udenlandske kolleger havde lov til at lave dobbeltmærkning. En masse politikere herhjemme har misforstået sagen, som om jeg markedsførte gammelt kød. Det har jeg aldrig

gjort, men jeg har bedt om at få regler, der svarede til det virkelige liv, siger direktør Kurt Skare.

Detailhandelen har ikke sat spørgsmålstegn ved Skare-kødets kvalitet eller fødevaresikkerhed. Ifølge direktør Ole Linnet Juul fra brancheorganisationen FødevareIndustrien gjorde Skare 'noget han

ikke måtte, fordi det, han gerne ville, måtte han ikke'.

- Der har været forvirring i Danmark omkring oksekødsmærkning. Skares fremgangsmåde med mærkning har været ret udbredt blandt

fødevarevirksomheder rundt om i Danmark. Uklarheden i reglerne er nu heldigvis blevet fjernet, siger direktør Ole Linnet Juul.