Han har altid fordømt mænd, der blev skilt og fandt en yngre model. Nu står Sigurd Barrett selv med fem delebørn og en 24 år yngre kæreste. Han er tæt på de 50 år og drømmer om at lave musik til voksne, men frygter, at ingen gider lytte, hvis han ikke er ‘ham med bjørnen’
Bjælkehytten ligger på en villavej i Valby. På postkassen foran huset er der tilføjet et navn med sprittusch: Heiðrun Petersen. De blev kærester for et år siden, og det er ikke gået ubemærket hen. For da den dengang 48-årige Sigurd Barrett, der er far til fem halvstore børn, blev kæreste med den færøske, blonde violinist, var hun blot 24 år.
»Hendes alder blev meget hurtigt historien om, hvem hun er. ’Sigurd Barrett viser sin unge kæreste frem’, skrev ugebladene. Som om hendes eneste egenskab var, at hun var ung. Men hun er ikke noget trofæ. Hun er en kvinde, som jeg holder rigtig meget af og elsker meget højt. Vi har fundet sammen, og der er en aldersforskel, men den er ikke vigtigt for os,« siger han.
Han har kigget på sig selv udefra og konstateret, at han er blevet præcis den midaldrende mand, som han har fordømt. Ham, der blev skilt og fik en yngre model.
»Jeg har tænkt: ’Det er for patetisk at finde sammen med en ung kvinde.’ Pludselig står jeg selv i det. Jeg oplevede en indre konflikt, for hvorfor faldt jeg nu for en kvinde, der var så meget yngre? Men hun er ikke bevidst gået efter en ældre kæreste, og jeg er ikke gået efter at finde en yngre. På en eller anden måde blev vi bare helt vildt glade for hinanden,« siger han.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det store interview med Sigurd Barrett og bliv klogere på, hvad han laver i dag. I interviewet fortæller Sigurd Barrett ærligt om sit forhold til en 24 år yngre kvinde, og den kamp det har været for ham at acceptere, at han er faldet for en kvinde, som er meget yngre end sig selv.
Han har altid fordømt mænd, der blev skilt og fandt en yngre model. Nu står Sigurd Barrett selv med fem delebørn og en 24 år yngre kæreste. Han er tæt på de 50 år og drømmer om at lave musik til voksne, men frygter, at ingen gider lytte, hvis han ikke er ‘ham med bjørnen’
Bjælkehytten ligger på en villavej i Valby. På postkassen foran huset er der tilføjet et navn med sprittusch: Heiðrun Petersen. De blev kærester for et år siden, og det er ikke gået ubemærket hen. For da den dengang 48-årige Sigurd Barrett, der er far til fem halvstore børn, blev kæreste med den færøske, blonde violinist, var hun blot 24 år.
»Hendes alder blev meget hurtigt historien om, hvem hun er. ’Sigurd Barrett viser sin unge kæreste frem’, skrev ugebladene. Som om hendes eneste egenskab var, at hun var ung. Men hun er ikke noget trofæ. Hun er en kvinde, som jeg holder rigtig meget af og elsker meget højt. Vi har fundet sammen, og der er en aldersforskel, men den er ikke vigtigt for os,« siger han.
Umage par
I køkkenet er kaffen løbet igennem maskinen. Han småsynger, mens han går op ad trappen til første sal, hvor han har sit arbejdsværelse. På et lille bord, hvor han også har stillet glas med hjemmepresset æblesaft, sætter han to fyldte kaffekopper – én med en Disney-prinsesse og én med et julelandskab. Der er frit valg.
Den over 200 kvm store villa er fyldt med skæve ting, der ikke rigtigt passer sammen, men som han har samlet gennem sit snart 50-årige liv. 21 af årene tilbragte han sammen med sin hustru og deres fem børn, derefter levede han i tre år med en kæreste og deres i alt syv sammenbragte børn.
Nu er det den 25-årige violinist Heiðrun Petersen fra Nordic String Quartet og DR SymfoniOrkestret, der er flyttet ind.
»Når jeg sidder her og gør status, kan jeg godt mærke, at Heiðrun og jeg er forskellige steder i livet. Jeg har været i 50 lande og optrådt i 20 af dem. Jeg har udrettet meget, står midt i livet og laver en midtvejsbetragtning. Hun er i sit voksenlivs begyndelse,« siger han.
Saft og ro
Æblesaften smager af have. Æblerne kommer fra det store træ, der rager op over Sigurd Barretts sortbejdsede bjælkehytte med græs på taget.
Dèt er noget af det, Heiðrun Petersen har lært ham. Ikke at presse æblesaft, men at tage sig tid til noget, der går langsomt. At have ro til ’at være frem for at gøre’, som han selv siger.
Når det er sagt, er det faktisk løgn. Det med at han ’er’ og ikke ’gør’ – så meget for tiden. Inden jul skal Sigurd Barrett spille 40 koncerter. For den 10. oktober kulminerede hans livs hidtil største projekt: Danmarkshistorien formidlet til børn. Det er et projekt, der består af et illustreret bogværk, et musikalbum, undervisningsmateriale, et iPad-spil, et brætspil, 40 film, en tv-serie og en koncertturné.
Så der er fart på. Både i karrieren og privatlivet.
Sigurd Barret og Heiðrun Petersen mødtes til en koncert sidste år. Efter nogle måneder blev de kærester, og hun flyttede ind.
Han har kigget på sig selv udefra og konstateret, at han er blevet præcis den midaldrende mand, som han har fordømt. Ham, der blev skilt og fik en yngre model.
»Jeg har tænkt: ’Det er for patetisk at finde sammen med en ung kvinde.’ Pludselig står jeg selv i det. Jeg oplevede en indre konflikt, for hvorfor faldt jeg nu for en kvinde, der var så meget yngre? Men hun er ikke bevidst gået efter en ældre kæreste, og jeg er ikke gået efter at finde en yngre. På en eller anden måde blev vi bare helt vildt glade for hinanden,« siger han.
»Men jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at det skulle ske. Jeg har været i et ægteskab i rigtig mange år og været rigtig glad for det. Da jeg mødte Heiðrun, havde jeg ikke tanker om at skulle noget med hende, for jeg kunne sagtens se, at der var en stor aldersforskel. Men sød musik opstod med tiden.«
Som i ethvert andet parforhold er der udfordringer. Det er ikke altid lige let at få en familie til at fungere, når den består af en travl far, fem børn med to hjem og en kæreste, der ikke er mange år ældre end den ældste søn. I starten undrede børnene sig over deres fars unge kærestevalg, men nu har de vendt det til en fordel. For som teenager er det nogle gange lettere at tale med en ung kvinde end med en pinlig far.
Og så kan de se, at hun gør deres far glad.
»Vi supplerer hinanden rigtig godt, Heiðrun og jeg. Hun er kvinde og får hjemmet til at være et hjem. Jeg er forvirret og farer rundt. Heiðrun kommer med en stabilitet, som er god for mig. Og en ro. Først og fremmest en ro. Hun er færing, og på Færøerne har de bare en ro og en styrke,« siger han.
Skillevejen
På væggene i arbejdsværelset er der klistret A3-papir op med grønne post-it, noter, pile og tal. Det er en tidslinje over Danmarkshistorien, som han netop er i gang med at formidle til børn over hele landet. Fra år 115.000 før Kristi Fødsel til år 2071.
»Vi lever i en flygtig tid, og det er vigtigere end nogensinde at kende vores historie og vores rødder. Alt, hvad vi gør i dag, er historie i morgen. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør,« siger han.
Hvor ville pilene af sprittusch-streger pege hen, og hvad ville der stå på de grønne post-its, hvis det var hans livshistorie, der var klistret op med A3-papir langs væggene?
Han er ikke sikker. Men han ved, at han står ved en skillevej – igen.
»Min forestående 50-års fødselsdag sætter spørgsmålstegn ved, om der er nogle andre ting, jeg skal gøre. Jeg kan godt gøre noget andet nu.«
Higer efter status
Næste år fylder Sigurd Barrett 50 år. Det er tyve år siden, han optog første afsnit af ’Sigurds Bjørnetime’, og han håber på, at han har tyve erhvervsaktive år tilbage, hvilket efterlader ham nøjagtigt halvvejs i karrieren.
Vi kender ham for Bjørnen Bjørn, der som hans tro følgesvend har siddet oven på klaveret, mens Sigurd Barrett i ternede og farverige jakkesæt har sunget, spillet og underholdt børn.
Men han er andet end det. Han holder foredrag, har et jazz-band, han spiller piano-shows – for voksne. I virkeligheden var dét hans drøm. At optræde for voksne. Men så hang bjørnen Bjørn ved.
Halvvejs gennem karrieren er det ikke for sent at gå ‘den anden vej’ og blive ham, der er anerkendt for at optræde for voksne. Men hvad nu hvis ingen gider lytte på ham, når han smider den ternede jakke?
Han grubler lidt. Smager på ordene, før han siger dem højt. Der er noget på spil, og det er vigtigt at vælge de rette formuleringer.
»Vi higer jo alle sammen efter en form for status, ikke? Især mænd. Hvad har vi bedrevet her i livet, hvad kan vi være stolte af? Det er ikke højstatus i at lave noget for børn. Jeg har været afsindig glad for al den anerkendelse, jeg har fået, men der er også noget, jeg ikke har opnået. F.eks. at spille på de store scener på festivalerne. Det kunne jeg måske have opnået, hvis jeg var gået andre veje.«
Ingen fortrydelser
Når man spørger Sigurd Barrett, om han fortryder, at han gik børne-tv-vejen sammen med Bjørnen Bjørn, svarer han, at der ikke er noget at fortryde.
Men det, der bare var tænkt som et lille svingærinde, blev til en levevej hurtigere end han selv kunne nå at opfatte det. Og løste billet til en masse uvurderlige oplevelser.
»Jeg troede, at det var en lille parentes at lave en børnetime. Det var bare noget, jeg lavede, mens jeg var på vej et andet sted hen. Jeg havde meget travlt med at planlægge, hvordan jeg kunne komme i gang med at lave symfonier eller blive den nye Victor Borge. Men da jeg begyndte at lave ting for børn, fik jeg pludselig al den eksponering, jeg havde drømt om. Bare på en anden måde, end jeg havde drømt om. Og det gik sindssygt stærkt,« siger han.
Sigurds Bjørnetime blev populær. Det samme gjorde de programmer, hvor han introducerede klassisk musik, jazz og opera for børn i stort opslåede shows. Pludselig ringede musikskoler og fortalte, at der var kø blandt børnene til at låne fagotten, som ellers havde samlet støv i skabet i årevis. Han fik børn til at interessere sig for musik på en helt ny måde.
Men indeni var der noget, der ulmede.
Pludselig var der gået ti år, og han var ikke blevet den nye Victor Borge. Han var blevet ham med Bjørnen Bjørn. Han har opnået to guldplader og en platinplade, modtaget en Grammy for sit arbejde, og det er ikke sjældent sket, at teenagere har takket ham for, at de nu gik efter en karriere som violinist i et symfoniorkester.
Men det nagede ham, at der ikke var prestige i at lave musik for børn.
»Jeg begyndte at ærgre mig over, at mine kolleger, som lavede børne-tv, fik meget mere opmærksomhed, når de begyndte at lave noget for voksn,« siger han.
Sigurd Barrett havde derfor en vis distance, når han optrådte for børn.
»Jeg iklædte mig en ternet jakke og sang. Nogle kaldte mig en klovn. ’Er jeg en klovn?’ tænkte jeg. En klovn kan være en meget fin ting at være, men det kan også være en nar, der tager pis på sig selv i sin egen utilstrækkelighed. Det har jeg aldrig ønsket. Jeg vil gerne give noget videre, som jeg synes, er vigtigt.«
Tilbage på sporet
Det er ti år siden, Sigurd Barret første gang stod ved skillevejen og tænkte, at han måtte sadle om. At han måtte tilbage på sporet. Men samtidig brusede hans hoved over af nye ideer, han kunne lave – for børn. Men var det prestigefyldt nok?
»Nogle gange følte jeg, at det ikke var fint optræde for børn. Det tog mig lang tid og mange samtaler med nære venner at erkende, at det at gøre en forskel for børn havde en mindst lige så stor værdi som eksponering i pressen. Det lykkedes mig at få vendt noget, jeg var lidt flov over til noget, jeg var stolt over,« siger han.
»Jeg opfatter ikke mig selv som en klovn, og har oplevet det nedladende, når nogen har sagt det. Men det gik op for mig, at det var et meget fint sted at stå. At formidle vigtigt stof og samtidig gøre det sjovt. At tage sig selv alvorligt, men ikke være selvhøjtidelig.«
Sange til voksne
Man kan kalde Sigurd Barrett mange ting, selvhøjtidelig er ikke en af dem. Med barnlig glæde viser han rundt i det lille arbejdsværelse, hvor Danmarkshistorien optager det meste af pladsen på væggene og skrivebordet. Han fortæller om klaveret med røde og hvide tangenter, som sandsynligvis er det eneste eksisterende eksemplar i verden, og om den rockguitar, der hænger i entreen, når man slår døren til bjælkehytten op. Hver ting har en sjov historie.
Anderledes alvorlig bliver han, når snakken igen falder på hans egen historie. For han står igen ved skillevejen.
»Jeg vil rigtig gerne lave en personlig plade med sange til voksne. Om det at være menneske, om livet og døden og kærligheden. Svigt og taknemmelighed. Til et voksent publikum. Jeg har spillet koncerter for voksne i alle årene, men det har ikke haft stor mediebevågenhed. Ofte er folk forbavsede over, at jeg også kan det,« siger han.
»Hvis jeg lagde bjørnen på hylden og begyndte at optræde for voksne, ville det være op ad bakke. Vi sætter hurtigt hinanden i bås, og jeg tror, at jeg lige skal synke en ekstra gang, før jeg kaster mig ud i det. For er det overhovedet sjovt at stå og spille, hvis der ikke kommer nogen og hører det? Så tror jeg hellere, jeg vil køre taxa,« siger han.
Et øjeblik efter føler han, at stemningen skal blødes op. At budskabet trods alt skal serveres med lidt humor. Som det nu er hans stil.
»Eller måske ville jeg bare råbe: ’Jeg har fortrudt. Bjørnetimen er tilbage. Kom tilbage alle børn.’ Ha ha ha...«
Der går under alle omstændigheder mindst et år, inden det når så vidt. Han har allerede store projekter i kalenderen for 2017. Til børn.
På bordet står julekoppen urørt. Han har glemt den, og kaffen er blevet kold. Han fører den op til munden, men kommer halvvejs i bevægelsen i tanke om en anekdote om guitaren i entreen, sætter koppen fra sig igen og rejser sig.
»At finde ro er en proces,« siger han.
»Lige nu er den mere mental, end fysisk. Jeg er nok stadig den der damp-voksne, der ikke kan sidde stille.«
