Afmagten var enorm, da Petter Stordalens kone blev dødssyg. Det var første gang, den entreprenante forretningsmand oplevede en situation, han ikke kunne handle sig ud af. Men sygdommen har lært parret at leve fremfor at frygte døden.
Petter Stordalens kone Gunhild havde skrantet et stykke tid, da hun i foråret 2014 fik konstateret den sjældne og uhelbredelige bindevævssygdom systemisk sklerodermi. Sygdommen rev tæppet væk under parret, for systemisk sklerodermi kan være dødelig – men parret klamrede sig til håbet om, at det ikke var den dødelige variant, hun havde fået. Men de blev skuffede.
»Gunhild, der selv er læge, havde tilset patienter med denne sygdom, og det var den sidste sygdom, hun ville have. I Jo Nesbøs bog ‘Snemanden’ lader han en forbryder leve, fordi han lider af systemisk sklerodermi, og det er en værre straf end døden,« siger Petter Stordalen.
Sygdommen begynder ofte på fingrene, hvor huden bliver hævet og senere stiv og læderagtig, men kan også angribe led, muskler, blodkar, mavetarmkanal, hjerte, lunger og nyrer. Breder sygdommen sig hurtigt, er der større risiko for, at den rammer de indre organer.
Et af Petter Stordalens værste minder var den dag, hans kone vendte sig mod ham på badeværelset, og det gik op for ham, at sygdommen havde spredt sig til ansigtet. Han havde lovet hendes læge at holde øje med netop dette, da det var tegn på, at sygdommen accelererede – og i værste fald ville ramme åndedrætsfunktionen.
Der findes ingen behandling af den alvorlige og sjældne sygdom, som omkring 1.500 personer herhjemme lider af.
Petter Stordalen er en af Norges rigeste mænd. Han har tjent sin formue på hoteldrift og er direktør for hotelkoncernen Nordic Choice. Med mere end 180 hoteller og 13.000 ansatte er han vant til at holde masser af bolde i luften hver eneste dag – men med ét blev hans liv reduceret til en ufattelig bekymring for sin kones helbred. Han, der er vant til at tackle såvel op- som nedture i millionklassen, var i første omgang handlingslammet.
»Jeg havde så svært ved at acceptere, at der ikke var noget, vi kunne gøre. At der ikke var en kur, der kunne gøre Gunhild rask. Usikkerheden og følelsen af afmagt var der hele tiden og sled som et stykke sandpapir mod hjernen.«
Hans indstilling er normalt, at problemer er til for at løses, og hans succes vidner om, at det i høj grad er lykkedes. Mantraet ‘den rette mentale indstilling’ minder ham dagligt om ikke at grave sig ned i problemer, men i stedet se muligheder – en lære han drog som barn, da han stod på torvet i den norske by Porsgrunn og solgte jordbær for sin far. Om aftenen brokkede Petter Stordalen sig til sin far over, at konkurrenterne havde bedre bær og brugte det som en undskyldning for, hvorfor han ikke havde solgt så meget. Men faderens svar var, at han ’måtte sælge de bær, han havde’. Det fik Petter Stordalen til at indse, at det ikke er kvaliteten af dit produkt, det handler om, men hvad du gør med dét produkt, du har, der afgør din succes.
»Den oplevelse tændte en tro på, at selv med et dårligt udgangspunkt kan man komme langt,« siger manden, for hvem handlekraft er den vigtigste nøgle til succes.
Viljestyrken
Han fortæller sin historie på Hotel Skt. Petri i hjertet af København – et af de mange hoteller han ejer. Voluminøse veloursofaer spiller perfekt sammen med kunstværker af bl.a. Tal R og Adam Saks, og engelske, japanske og svenske gæster vidner om, at det er lykkedes at skabe et internationalt luksushotel i midten af København. Han har netop skrevet bogen ’Min hemmelighed’ om, hvordan han har nået sine mål. Bogen skrev han, da hans kone blev syg. Tiden på hospitalet gav ham tid til at reflektere over sit liv, og over de teknikker, han har benyttet som forretningsmand – teknikker, som har gjort ham til milliardær. Han har gang på gang bevist, at det kan lade sig gøre at vende en fiasko til succes – mod alle odds. Som dengang han fik til opgave at redde et indkøbscenter, der var ved at gå nedenom og hjem. ’Liertoppen’, som indkøbscentret hed, var ikke nogen arkitektonisk perle, det var så komisk langt, at folk gjorde grin med det, men det lykkedes at vende det negative til noget positivt, da man efter en ombygning kunne reklamere med ’Norges længste indendørs handelsgade’. Små kunstgreb gav ifølge Petter Stordalen resultat – han fik f.eks. de ansatte til at parkere på kundeparkeringen, så forbipasserende fik indtryk af, at der var masser af kunder – og forretningsdrivende fik lyst til at åbne forretning i centret.
’Du skal tro på det, og du må ikke være bange for at ringe op, banke på eller sparke døre ind’, lyder hans filosofi. Petter Stordalen er eksemplet på, at der er noget om snakken. Han var både uerfaren og ukvalificeret, da han som 24-årig søgte jobbet som leder af Norges største indkøbscenter, City Syd.
Men Petter Stordalen vidste, hvem der behandlede ansøgningerne, og besluttede at opsøge ham. Han gik forgæves fire gange, før døren blev åbnet femte gang, han bankede på.
»Jeg forklarede, hvem jeg var, og hvorfor jeg var den rette til jobbet, selv om jeg måske ikke havde den store erfaring, og dét blev afgørende. Det var selvfølgelig væsentligt, at jeg var velforberedt, men det vigtigste var, at jeg turde banke på.«
Behandlingen
Netop evnen til at omsætte vilje til handling kom ham til gode i den svære situation, han og Gunhild Stordalen var havnet i.
Godt nok følte han sig handlingslammet, da lægerne overbragte beskeden og de dystre fremtidsudsigter. Godt nok sagde de, at der ikke findes en behandling af sygdommen. Men intet af det fik Petter Stordalen til at læne sig tilbage og opgive.
»Jeg havde det sådan: ’Vi SKAL finde en behandling’. Jeg greb det an, som hvis jeg skulle løse et arbejdsmæssigt problem. Jeg var helt rundt på gulvet, men der var én ting, jeg vidste. Jeg er ikke typen, der giver ikke op. Heller ikke i denne situation,« siger han.
Sammen med sin kone rejste han derfor til Kentucky i USA for at konsultere verdens førende læge inden for systemisk sklerodermi.
Da lægen havde undersøgt Gunhild Stordalen, spurgte hendes mand ham ligeud, hvad han ville havde gjort, hvis det var hans kone eller datter. Lægen pegede på et universitetshospital i Amsterdam, hvor to professorer udfører en eksperimentel behandling på patienter med netop denne sygdom.
Derfor blev Amsterdam parrets hjem i de næste tre måneder.
»Vi følte os hjælpeløse, men fandt alligevel et lille håb midt i håbløsheden. Normalt er jeg ikke troende, men jeg fandt masser af styrke i troen og håbet, og der var ligesom heller ikke noget valg,« siger Petter Stordalen.
Ti pct. af patienterne dør af behandlingen, men Gunhild Stordalen var villig til at gennemgå den risikofyldte knoglemarvstransplantation, hvor kroppen bliver fyldt med cellegift, der nedbryder systemet, hvorefter den bliver fyldt med raske stamceller. Efter behandlingen må man bare afvente kroppens reaktion.
»Troen på, at det nok skulle gå, holdt mig oppe. Jeg tillod simpelthen ikke mig selv at synke ned i et sort hul. Jeg var nødt til at tro på, at Gunhild ville blive frisk. Det er vanskeligt, men du kan vælge at være optimist. Min erfaring er, at selv om ting går dårligt, kan det alligevel ende godt.«
Pausen
Petter Stordalen føler, at der kom noget godt ud af selv de mørkeste perioder på hospitalet. Før rejsen til Amsterdam havde han overladt sit firma til sin administrerende direktør med den besked, at han ikke vidste, hvornår han kom tilbage. For første gang nogensinde havde han ikke en fyldt kalender. Og i de mange timer, han og Gunhild Stordalen tilbragte sammen, opstod der en helt særlig samhørighed de to imellem.
»Vi fik tid til at komme hinanden nærmere end nogensinde. Når jeg tænker efter, er det sjældent, jeg har haft den der dybe medmenneskelige kontakt. Hvor tit har man mere end et par timer til at tale om og forstå hinandens barndom, ungdom og voksenliv. Hvordan vi er blevet dem, vi er, og hvad vi drømmer om. Det var enormt værdifuldt.«
Petter Stordalen er kendt for sine store armbevægelser. Når han optræder på den røde løber i farvestrålende jakkesæt eller sikrer sin virksomhed opmærksomhed ved at indvi nye hoteller med spektakulære happenings, f.eks. ankom han i helikopter og rappellede ned fra taget af sit hotel i Arlanda Lufthavn, ved indvielsen af et hotel i Malmø ankom han på jetski, og senest indviede han et hotel i Stockholm med to spektakulære illusionsnumre, hvor han lod sig gennembore af et sværd. Men noget af det han savnede allermest, når han sad alene på hotellet i Amsterdam, mens hans kone sov, var normaliteten – og hverdagen. At gå ind ad døren til sit kontor, tage sig en kop kaffe og holde det daglige morgenmøde.
Den del af sit liv satte han på standby, mens hans kone blev behandlet i Amsterdam. Men heller ikke da hun kom hjem, blev livet som før. Gunhild Stordalens immunforsvar var svækket – selv en banal infektion udgjorde pludselig en stor risiko. Hun var for afkræftet til at tage med på den daglige løbetur, kunne ikke spise et almindeligt måltid mad, og hun mistede sit hår som følge af behandlingen. De fem parykker, hun havde købt, kløede og var ubehagelige at have på, og da hun skulle deltage i ‘Skavlan’ (Et populært talkshow i Norge, red.), opfordrede Petter Stordalen hende til at droppe den ‘fucking paryk’. Han var uendelig stolt, da hun tonede frem på skærmen med sin skaldede isse i den bedste sendetid.
Vendepunktet
Petter Stordalen lægger ikke skjul på, at der er blevet fældet mange tårer. Men på et tidspunkt blev parret enige om, at nu havde de grædt nok. Dét blev et vendepunkt.
»Nu skulle vi leve. Mange spørger mig, om vi har talt meget om døden, men nej, vi har talt meget om livet. Det sætter tingene i perspektiv, at vi måske kun har få år tilbage sammen. Vi måtte videre. Det er sådan, vi er. Vi er nødt til at få det bedste ud af det. Gunhild havde nogle drømme, hun gerne ville nå at udleve, både sammen med mig, men også arbejdsmæssigt, og eftersom tidshorisonten er blevet kortere, var det med at komme i gang. Så det er ikke, som man måske skulle tro, sådan, at vi nu er sammen 24 timer i døgnet. Langtfra.«
Hvor parret tidligere bestræbte sig på at have nogle faste rutiner, hvor de løb sammen om morgenen og spiste sammen kl. 18, kan der i dag godt gå uger imellem, at de ses. De prioriterer begge deres arbejde højt. Han kan være i Barcelona, mens hun er i Marbella, måske mødes de til en fødselsdag, men umiddelbart efter rejser Gunhild Stordalen så til New York og han til Oslo, så rutinerne er umulige at fastholde.
»For mig har det været vigtigt at give Gunhild frihed og mulighed for at forfølge sine drømme. Min opgave er at støtte, og så kan det godt være, konsekvensen er, at vi ses mindre,« siger Petter Stordalen, der, efter at hans kone blev syg, er blevet endnu mere bevidst om vigtigheden af at leve her og nu og udleve sine drømme, mens man kan.
Listen
Han er pavestolt over det, hun udretter. Hun står i spidsen for den såkaldte EAT Foundation, hvis ambition det er at revolutionere fødevaremarkedet og gøre os bedre i stand til at brødføde den stigende befolkning på verdensplan. Hun har bl.a. talt for FN og mødtes med Barack Obama. Og hun er på finansmagasinet Kapitals liste over de 100 mest indflydelsesrige norske kvinder.
Selvom Gunhild Stordalen fik det bedre efter knogletransplantationen og har kunnet genoptage sit professionelle virke, er usikkerheden blevet en fast følgesvend i livet. Sidste år fik hun et tilbagefald og måtte endnu en gang til Amsterdam. Som den første nogensinde har hun været igennem den risikable behandling to gange. Men der er altid en risiko for, at hun får det dårligt og skal indlægges – igen.
Det bremser dem ikke. Når det er muligt, trækker de en uge ud af kalenderen og udlever nogle af de drømme, Gunhild Stordalen har skrevet på sin ‘bucketlist’ over ting, hun gerne vil nå. De har været på horseback-safari i Afrika og har spillet polo i Saint Tropez. På grund af sin sygdom havde Gunhild Stordalen svært ved at holde på køllen, fordi hendes fingrene bliver stive, men hun ville have oplevelsen med.
»Nogle gange må man gøre ting på trods. Det har været så vigtigt at have nogle mål og drømme at forfølge nu, mens vi stadig kan. Gunhild tager eksperimentel medicin, og vi er klar over, at nu er der ikke flere chancer. Men tager du en dag og en måned ad gangen og lægger dem sammen, bliver det alligevel til et langt liv,« siger Petter Stordalen.
