I aften bliver en ny dansk dokumentar om bassisten Moussa Diallo vist på DR K kl. 21. Det er en rørende skildring af hans kamp for det, han brænder for: At spille musik.
Som bassist plejer Moussa Diallo at stå i baggrunden, mens rampelyset skinner på forsangeren. Men nu er det hans tur til at være i centrum.
»Jeg er meget spændt. Ikke engang mine nærmeste og mine børn kender hele min historie. De ved selvfølgelig lidt om min fortid, men kun de store træk. Så jeg er spændt på at høre mine venner og bekendtes reaktion, når de ser mig fortælle løs om mine følelser og fortid,« lyder det fra dokumentarens hovedperson, Moussa Diallo, til BT, før ’Moussa Diallo - manden og musikken’ bliver vist på DR K i aften søndag kl. 21.
Gennem hele ni år har instruktør Helle Toft Jensen fulgt den nu 60-årige dansk-maliser for at skildre hans usædvanlige liv.
Og tag ikke fejl. Selv om navnet ’Moussa Diallo’ måske ikke først vækker genklang, er han i mange år gået for at være en af de allerbedste bassister i Danmark, som blev hyret af de helt store bands.
Det kan han takke en turbulent barndom for i Mali, som endte med et stort opgør med familien, hvorefter Moussa rejste til sin mors fødeland, Danmark. Her var han med til at danne Sneakers med Sanne Salomonsen i front, og har spillet med i Anne Linnets ’Marquis de Sade’, været fast bassist i Savage Rose og hos Hanne Boel. For blot at nævne nogle stykker.
»Der er mange i dag, som har svært ved at finde sig selv, et ståsted og en identitet. Jeg håber, filmen kan bruges til at motivere og give troen på, at trods modgang kan man finde lykken på den anden side,« siger han.
Lykken inden for musik var nærmest utænkelig, da Moussa blev født på Mali af en sort far og dansk mor, som havde mødt hinanden i Paris som studerende. Faderen var en meget respekteret politiker og sagfører i Mali og var dybt engageret af at bygge landet op efter kolonimagten. Han kunne på ingen måde forlige sig med sin søns fremtidsdrøm.
Fem børn med tre kvinder
»Jeg var rebelsk, jeg ville ligne Jimmy Hendrix. Jeg ville ikke bo på Mali, jeg ville bare være musiker,« siger Moussa Diallo og fortæller i dokumentaren, hvordan faderen tog guitaren og smadrede den i hovedet på sin søn for at vise, hvad han syntes om den drøm.
Andre store konflikter med faderen gjorde, at Moussa som 16-årig løb hjemmefra, flakkede rundt i verden og endte i Danmark, hvor hans mor er fra. Følelsen af aldrig at blive accepteret af sin far lå dybt i ham og kom til at påvirke mange af hans handlinger og forhold til kvinder - Moussa har fem børn mellem 23 og 39 år med tre forskellige kvinder.
Den 2. maj 1973 satte Moussa Diallo for første gang sine ben på dansk jord og skulle både lære engelsk og dansk, da han var opflasket med fransk. Med sine afro-krøller og rytmik ramte han lige ned i den populære bølge af sort RnB og funk, og målrettet begyndte han at opsøge musikmiljøet. Her fandt han sammen med musiker Morten Kærså, de dannede Snea-kers med Sanne Salomonsen, og derefter gik det slag i slag for den dygtige bassist. Han kunne både charme pigerne og musikerne og var den første herhjemme, der brugte tommelfingeren, når han spillede bas.
Det hele var kaos
»I virkeligheden er det en form for trommespil, han kan med sine fingre på den her bas. Den snakker, den taler afrikansk. Den har det der ’gung gung’,« fortæller sangerinde Annisette Koppel fra Savage Rose i dokumentaren.
Men selv om alle de store bands ville hyre ham, var han i et stort kaos. Forholdet til faderen i Mali var iskoldt, og det påvirkede ham dybt.
»Min far sendte mig et brev, hvor han skældte ud over, at jeg aldrig ringede. Jeg sendte ham så et 12 siders brev om alt, hvad jeg syntes, han havde gjort forkert. Han lukkede bare for det varme vand og ville ikke snakke med mig og syntes, jeg var en outcast,« husker Moussa Diallo om sin store, private nedtur, mens karrieren kørte på skinner.
Han valgte at søge trøst i musikken, mens hans privatliv med kone og børn sank til bunds.
»Pludselig kunne jeg se ligheder med min far, der også altid havde valgt karrieren over familien,« fortæller Moussa, som til sidst, midt i en blomstrende karriere, måtte trække stikket og flytte til Indien for at få styr på sig selv.
Om der til sidst sker en forsoning med Moussa Diallo og hans far på Mali, skal ikke afsløres her. Det kan i stedet ses i den rørende dokumentar om hans liv.
Men én ting kan godt afsløres. Moussa Diallo vandt over sine dæmoner og har aldrig et sekund fortrudt, at han opgav alt for sin drøm og passion. At spille bas. ’Moussa Diallo - manden og musikken’ havde premiere i går på Bremen Teater og vises i aften på DR K kl. 21.
