Alt gik med ét i stå, da Michelle fik fjernet en tumor i hjernen. Nu er hun på benene igen og kæmper for at blive den, hun var – før operationen. Læs her om Michelles kamp tilbage til livet.
Hvad kan man nå på en måned? Ingenting eller alting? For 42-årige Michelle Hviid er svaret det sidste.
Mens vi andre mæskede os i julegodter, lå hun på Rigshospitalet uden hørelse på højre øre, lam i højre side og uden hukommelse. I løbet af de seneste seks uger har hun lært alting forfra. For hun vil tilbage til sit liv.
»Skal jeg bare kravle rundt om bordet?«
Michelle Hviid ligger på knæ i sin stue på Nørrebro, iført stramt træningstøj og lyserøde nikesko. Langsomt spreder hun sine fingre og griber rystende fat i gulvbrædderne under sig. Hun løfter det ene ben, og begynder noget usikkert at bevæge sig rundt om spisebordet – på alle fire.
Det er seks uger siden forfatter, foredragsholder og BT’s klummeskribent Michelle Hviid fik fjernet en godartet tumor i hjernen. Inden da var hun karrierekvinde i overhalingsbanen, fuldtidsmor til to og på vej til at gennemføre sit første maraton. Men hendes travle hverdag gik i stå, da tumoren ramte.
»For en måned siden lå jeg på hospitalet som en grøntsag. Jeg kunne ikke gå, jeg var lam i højre side, døv på det ene øre, og vidste ikke, hvem jeg var,« siger hun.
Noget af det første, hun skulle lære, var at kravle. Det kan virke absurd, at se en voksen kvinde kravle over gulvet som en ni måneders baby, men det er nødvendigt for at opbygge nervebaner og genfinde balancen.
Sammen med personlig træner Bettina Borg, der er en gammel veninde, er Michelle Hviid i fuld gang med dagens genoptræning. Bettina Borg kommer tre gange om ugen for at forbedre Michelles balance, koordination og styrke. Men Michelle Hviid træner også, når veninden ikke er på besøg. Hun er konstant fokuseret på at genvinde sin førlighed.
»Operation gik galt«
Michelle Hviids hjerneoperation gik nemlig ikke helt som planlagt. Selvom tumoren var godartet, var den med sine fem centimeter dobbelt så stor som en gennemsnitlig godartet tumor. Derfor var det et risikofyldt seks timer langt indgreb, hun skulle igennem, da hun først i december lå på operationsbordet.
»Jeg var selvfølgelig omtumlet, da jeg vågnede. Men alt var, som det skulle være. Selvom jeg kastede op, kunne jeg smile synkront i begge sider af hovedet, og alle var glade og tilfredse med resultatet,« siger Michelle.
Men glæden varede kort. Allerede dagen efter blev hun overført til Rigshospitalet med et såkaldt ødem i hovedet – en væskeansamling, der trykkede på nervebanerne. I løbet af det første døgn mistede hun bevidstheden og forsvandt i en tågeverden.
»Jeg vidste ikke, hvad der foregik omkring mig. Jeg var ligeglad med livet, min familie og mine børn. Jeg ville bare være i fred.«
Hun bliver tavs og kigger ned på sin højre hånd, som ligger i skødet.
»Jeg kan mærke, at det er hårdt for mig at tale om,« siger hun stille.
Farvel til maraton
Væskesamlingen afskar impulserne fra nervebanerne og Michelle Hviid blev lam i højre side af kroppen, og kunne ikke længere lukke det ene øje.
»Inden operationen trænede jeg til maraton. Jeg kunne løbe stærkere end unge politimænd. Nu ligger mine medaljer inde i skabet og griner af mig.«
Langsomt løfter hun et glas med vand fra bordet. Med overlæben griber hun i det sugerør, som skal sikre, at vandet ikke løber ud af den lamme side af munden. Hun har endnu ikke genvundet fuld førlighed i ansigtet. Men med de fremskridt, hun gør i øjeblikket, ser det ud til, at det nok skal komme – med tiden. Hun tager en hurtig slurk, sætter glasset fra sig og fortsætter:
»Jeg turde pludselig ikke stole på hele højre side af kroppen. Jeg kunne ikke styre min arm, som nogle gange hang helt oppe ved øret. Hvad fanden lavede den egentlig der? Jeg turde ikke rejse mig op eller gå alene på toilettet.«
Svært at (be)gribe
»Du griber med begge hænder, og så kaster du med den hånd, jeg siger,« råber Bettina Borg. De to sidder overfor hinanden og kaster med en plasticbold.
»Højre,« lyder befalingen fra Bettina, Michelle tager bolden i højre hånd og kaster. Hun griner af fryd, da Bettina få sekunder senere returnerer bolden:
»Det er fandme svært,« udbryder hun.
Men der er fremskridt at spore. For få uger siden var det fuldstændig umuligt for hende at gribe bolden.
En uge efter operationen valgte hun at blive overført til privathospitalet Vejle Fjord, hvor genoptræningen langsomt gik i gang. Her gik det for alvor op for Michelle, hvor galt det stod til med hendes fysisk.
»Jeg blev bedt om at tegne en cirkel, hvilket jeg slet ikke kunne. Den blev helt skæv. Så blev jeg bedt om at gribe en bold, hvilket gjorde mig rasende. Jeg kunne jo ikke gribe den skide bold. Jeg råbte af lægerne, som ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. For jeg var jo lam i hovedet,« fortæller hun, som oplevede mange lignende nederlag lige efter operationen.
»Jeg var vant til at dyrke yoga og løbe en hel masse. Jeg var i topform, før jeg blev opereret. Pludselig kunne jeg slet ingenting. Det var meget hårdt for mig at erkende.«
Ikke noget bullshit
Det er blevet tid til dagens sidste øvelse. Michelle griber de to gymnastikringe, hun har monteret i loftet. Langsomt trækker hun overkroppen op, mens hun roligt trækker vejret. Højre arm begynder at ryste. Alligevel fortsætter hun. Blikket er dybt fokuseret, da brystet når helt op til ringene.
Da hun lige før jul kom hjem fra hospitalet, kunne hun stadig hverken gå eller bruge højre side af kroppen. Men 1. januar, mens alle andre lå med tømmermænd, begyndte hun genoptræningen med Bettina Borg.
»Det var ekstremt vigtigt at komme i gang med det samme« som hun siger. Siden da har hun rykket sig meget.
»Det er stadig ikke naturligt for mig at bruge min højre arm. Jeg er bevidst om, at jeg skal, men jeg får smadret en hel del glas. Mit ansigt ser langt bedre ud, og jeg er begyndt at kunne løbe. Min søn siger godt nok, at jeg tøffer, men det er et kæmpe skridt i den rigtige retning « siger Michelle. Rejser sig og viser grinende, hvordan hun tøffer.
I sidste uge var hun ude og køre bil for første gang siden operationen. Hun har holdt sit første foredrag og skrevet flere klummer i BT. At hun langsomt kan begynde at arbejde igen, giver hende tro på, at hun nok skal komme sig 100 pct.
Udover at være kronisk døv på højre øre, er Michelles største gene, at højre øje stadig ikke danner væske. Hun bliver nødt til at dryppe det flere gange om dagen. Alligevel vil hun ikke finde sig i at blive ynket:
»Folk vil meget gerne se mig som en patient. Men det er jeg ikke. Jeg er Michelle. Jeg gider ikke alt det bullshit. Og jeg har slet ikke tid til at komme med lange udredninger om, hvor synd det er for mig. Jeg vil meget hellere i gang med at leve livet.«
