26-årige Sebiha Yilmaz er den nye indvandrergeneration i Ishøj. Hun kom hertil som 13-årig fra Tyrkiet til Danmark. Ved kassen i Bilka rykker hun hver dag et skridt væk fra sine forældres generation og bliver sig selv.
En dag sad der kun indvandrere ved kasserne. I nr. 1, 2, 3 og hele vejen ned sad de i deres blå Bilka-skjorter parate til at ekspedere kunderne. Sebiha Yilmaz var en af dem. Ud af øjenkrogen lagde hun godt mærke til ham. Danskeren, der helt tydeligt gik fra kasse til kasse med sin vogn i håbet om at finde en kasse, hvor der ikke sad en sorthåret person.
Til sidst måtte han give op.
Den slags historier kan hun faktisk ikke mange af. Siden hun satte sine dengang tyrkiske ben på dansk jord som 13-årig, har den 26-årige kvinde været determineret. Hun vil kun se det gode i Ishøj.
»Jeg har fået åbnet mine øjne i Ishøj. Jeg har ikke søgt andre steder hen, og jeg vil gerne blive her. Alle mine kunder kender mig, og min familie er her. Integration handler ikke om, at man skal være et sted med kun danskere. Det handler om ens egen vilje.«
Denne eftermiddag står Sebiha i kundeservice ved indgangen med udsigt til tilbud på et bundt blomster til 30 kroner og et tværsnit af Ishøj-borgere. I den selvsamme Bilka Helle Thorning-Schmidt i sin tid tog på charmeoffensiv til for at møde den almindelighed, den unge kvinde hver dag ekspederer.
Hun er en del af den nye indvandrergeneration, der skal forme Ishøj. Ligesom andre har gjort det igennem årtier, kom Sebiha til postnummer 2635 for at få et andet liv.
»Når pigerne bliver teenagere i Tyrkiet og begynder at få bryster, skal de have en mand i stedet for at gå i skole. De får ikke andet at lave end at passe hus. Dengang tænkte jeg: Det her gider jeg ikke. Jeg fik en følelse af, at jeg måtte videre. Når mine kusiner kom på besøg fra Danmark, kunne jeg se, at de havde finere tøj end mig. Det påvirkede mig meget. Hvorfor havde vi ikke de muligheder i Tyrkiet?«
Sebihas far var flyttet hertil i 1999. På et familiebesøg i Ishøj mødte han en dansk kvinde, han senere blev gift med. Da hun flyttede til Danmark var det i selskab med sin søster. I Tyrkiet sad Sebihas mor tilbage med sorg.
»Hun accepterede det, men det var også hårdt for hende. De første tre år her kunne jeg slet ikke tale i telefon med hende, fordi jeg selv fik det så dårligt over det. Jeg havde dårlig samvittighed over at forlade hende, og jeg var samtidig også selv kommet videre med mit liv og fået den frihed, jeg ønskede. Nu har årene gjort vores forhold bedre.«
Ny pige i klassen
På den lokale Strandgårdsskolen gik hun i en klasse, hvor danske efternavne var undtagelsen. De kom alle fra noget andet og ville alt andet end skolen. Det var først, da hun begyndte på deltid i Bilka, at hendes sprog rykkede sig.
Når hendes kolleger i delikatesseafdelingen dengang bad hende hente et eller andet, gik Sebiha ud i kølerummet og stod tavs derude i ti minutters tid og kiggede på tingene, fordi hun var flov over, at hun ikke havde forstået, hvad de havde bedt om.
»Det gjorde mig stærk at komme igennem den dér fase. Jeg flovede mig over det danske og gik meget op i, om jeg sagde tingene rigtigt. Jeg troede, at alle ville grine ad mig, når jeg åbnede munden. Da jeg flyttede til kassen, var det et gennembrud for mig. Der skulle jeg tale med folk.«
Hvordan ser et generationsoprør ud? Det begynder som regel med de tre bogstaver, der udgør ordet nej. Det er sket både ved kassen i Bilka og derhjemme. Lokale tyrkiske familier fra Ishøj er kommet til hende for at fri på vegne af familiens søn. Det er sket for hende siden 14 års-alderen. Sebihas far har været traditionel på det punkt, at hun ikke måtte flytte hjemmefra, før hun blev gift. Men hver gang hun har sagt nej til frierne, har han accepteret det. For nylig blev hun helt efter eget valg gift med en mand, der ligesom hende selv stammer fra Tyrkiet, men er vokset op i Ishøj.
»Der har været virkelig mange frierier, men jeg har altid sagt: »Jeg er ikke klar, jeg er ikke klar.« Jeg skulle først have styr på mit liv. Min mand og jeg havde været venner i et stykke tid, før vi blev forlovet. Hvis min far havde været hård og ikke ladet mig selv bestemme, havde jeg ikke accepteret det. Jeg har aldrig tænkt på, at jeg kunne ende med en dansk mand. I vores kultur er det nok lidt svært. Hvis jeg skulle være sammen med en dansker, vil der gå lang tid, før jeg følte, at jeg kendte ham rigtigt. »
Til deres bryllup her i Ishøj var der 900 mennesker. Dér følte hun sig meget tyrkisk. Ellers har hun det sådan lige lidt midt imellem. Hendes fremtidsovervejelser flugter i dag med enhver anden dansk piges. Hvad skal hun blive? Hvornår skal hun have børn? Hvordan skal hendes fremtid forme sig her i Ishøj?
»Jeg vil gerne lidt højere op i systemet herinde. Men hvis jeg skal videre, skal jeg vente lidt med børn. Det er jo anderledes end min mor. Hun var 19 år gammel, da hun fik mig. Min mor kan heller ikke skrive eller læse. Jeg er mere moderne end mine forældres generation. Tyrkere kan gifte sig frit med danskere, uden at folk snakker. I dag arbejder både mænd og kvinder.«
Når hun en dag selv får børn, vil de have tyrkisk baggrund. Men Sebiha vil ikke presse den tyrkiske kultur ned over dem. Det kommer der ikke noget godt ud af, siger hun.
»Politikerne taler om, at man skal integrere sig hurtigt, men folk skal have lov til at tage den tid, det tager. Man skal lige finde ud af, hvem man er, og det er hårdt, selv om man bliver taget godt imod. Det hele skal lige falde på plads.«
